Landskabsarkitekt eller lignende til en spændende stilling

fuldtid
Landskabsarkitekt eller lignende til en spændende stilling
  • Varde Kommune
  • 6800 Varde

Vi har en spændende stilling ledig i teamet ”Park og Projekter”, hvor du har mulighed for prøve kræfter med hele fagets bredde.  Forvaltningen er lille og geografien stor, så der er brug for din faglighed, når du skal sætte dit eget præg på grønne områder, legepladser, bymiljøer og friluftsfaciliteter i naturen. 

Varde Kommune har en fantastisk beliggenhed, som den vestligste kommune i Danmark. Vi har den barske natur med brede strande, klitter og hede mod vest; vi har ådale, skove og det mere frodige landskab mod øst. Vores bymiljøer er blevet til med afsæt i dette, og vi arbejder respektfuldt med denne arv. 

Vi har brug for en kollega, der kan se sig selv i rollen som parkfaglig bygherre. Dvs. at der i nogle sammenhænge skal lægges planer og skitseres, andre gange gælder det kvalitetssikring af rådgiveres arbejde og du skal kunne lide afvekslingen i det lange planlægningsperspektiv og de hurtige anlægsbeslutninger i marken.

Varde Kommune vedtog i 2024 en træstrategi og teamet arbejder i disse år på at implementere målene i denne. På samme vis har vi et ønske om at arbejde strategisk med legepladser.

Helt aktuelt har vi fået fondsmidler til udførelse af projektet ”Nyt Friluftsliv fra Holme å til Karlsgårde” og har også et omdannelsesprojekt af en nedlagt jernbane i pipe-line. Der er nok at tage fat på!

I det daglige vil du møde mange ad hoc-opgaver, som gør at to dage ikke er ens:

  • Udvikling af byernes parker og grønne områder sammen med den udførende enhed Vej og Park, som vi har et tæt samarbejde med
  • Varetage dialogen med borgere og brugere af de grønne områder
  • Fagligt bidrag til kolleger ved tværgående sagsbehandling. Herunder
  • Grøn kvalitetssikring af lokalplaner 
  • Den parkfaglige bygherrerolle i byrumsprojekter

Bare rolig - vi hjælpes ad om opgaverne! Du bliver en del af et erfarent team bestående af en landskabsarkitekt, en landskabsforvalter, en skov- og landskabsingeniør og en friluftsvejleder, som driver Naturpark Vesterhavet. Vi er gode til noget forskelligt og giver plads til hinandens selvstændige arbejde,  men sparrer løbende med og hjælpe hinanden hvor det giver mening.

Du er sandsynligvis uddannet landskabsarkitekt, urban landskabsingeniør, skov- og landskabsingeniør, jordbrugsteknolog eller lignende, men du kan også have erhvervet dine kompetencer ad andre veje. 
Der vil være mulighed for at sammensætte opgaverne efter dine interesser og kompetencer, men vi forventer, at du har ambitioner for gode grønne byrum og er klar på at udfordre os i ”plejer”. 
Er du nyuddannet, vil stillingen være en god mulighed for at afprøve mange sider af dit fag.

 Vi lægger vægt på følgende kompetencer og kvalifikationer:

  • Har sans for kvalitet i grøn arkitektur og kan indtænke drift i et løsningsdesign.
  • Sikker planteanvendelse og projektering af mindre anlægsopgaver
  • Stærke formidlingsevner – både skriftligt og mundtligt og gerne illustrativt
  • Kan samarbejde og sparre med mange forskellige faggrupper
  • Har interesse i parkforvaltning og kvalifikationer til at være med til at styrke kommunens landskabskvaliteter og grønne profil 

I Naturcenteret får du kollegaer, som arbejder med vandløb, naturbeskyttelse, klimatilpasning, jord og grundvand samt udvikling af byernes og lokalområdernes grønne strukturer og friluftsmuligheder. 
VI har en dedikeret arbejdsplads med et stærkt fagligt miljø. Afdelingen er præget af en uformel, men professionel tilgang til opgaverne. Vi arbejder tillidsbaseret og vi synes, at det skal være rart og sjovt at gå på arbejde. 

Løn- og ansættelsesvilkår: 

Stillingen er en 37 timers ansættelse fra 1.april 2025 eller hurtigst muligt derefter. 
Ansættelsen sker i henhold til gældende overenskomst, afhængig af dine kvalifikationer og efter forhandling med den forhandlingsberettigede organisation. Stillingen kræver kørekort. Du skal arbejde på Rådhuset på Bytoften 2, 6800 Varde. 

Vil du vide mere om stillingen, kan du kontakte leder af Naturcenteret Klaus Bertram Fries på 7994 7110. 

Du kan besøge kommunens hjemmeside www.vardekommune.dk
 
Ansøgningsfrist er den 23.marts 2025-

Ansættelsessamtaler forventes afholdt den 26. og 27. marts 2025-

Log ind