Danmarks Medie- og Journalisthøjskole (DMJX) søger kommunikationsmedarbejder med stærke videokompetencer og blik for unge målgrupper

fuldtid
Danmarks Medie- og Journalisthøjskole (DMJX) søger kommunikationsmedarbejder med stærke videokompetencer og blik for unge målgrupper
  • Danmarks Medie- og Journalisthøjskole
  • Helsingforsgade 6A-D, 8200 Aarhus N

Brænder du for at fortælle historier, der rammer unge på tværs af platforme? Og har du overblik til at koordinere events og projekter med mange aktører og høje forventninger?

På DMJX søger vi en kommunikationsmedarbejder, der kan styrke brandingen af skolen og vores BA-uddannelser over for kommende studerende og andre relevante målgrupper.

Stillingen har et særligt fokus på kommunikation til kommende studerende, og du får en central rolle i at omsætte viden om vores uddannelser, studiemiljø og brancher til indhold, der er relevant, troværdigt og engagerende for unge målgrupper.

De primære kanaler er skolens hjemmeside, sociale medier og brobygningsaktiviteter, herunder Åbent hus.

Du er en stærk formidler, der skriver skarpt og kan producere mobilvideoindhold fra idé til færdigt produkt. Du må også meget gerne beherske andre visuelle virkemidler, der fanger, engagerer og oplyser unge.

Du har en relevant uddannelse og nogle års arbejdserfaring – måske fra et medie- eller kommunikationsjob, hvor du har arbejdet som content creator, SoMe-ansvarlig eller på anden måde haft selvproduceret indhold som en central del af dine opgaver.

Dine primære opgaver bliver at:

  • brande og markedsføre vores højskole og uddannelser
  • formidle historier og studieproduktioner fra uddannelserne
  • planlægge, afvikle og promovere Åbent hus og andre brobygningsaktiviteter
  • styre indhold og medudvikle koncepter til vores SoMe-kanaler
  • være tovholder på løbende videoproduktion og andet materiale om vores uddannelser
  • bidrage til at vedligeholde og udvikle uddannelsernes landing pages
  • støtte formidlingsbehov i alle kroge af DMJX
  • bygge relationer blandt kolleger og studerende på begge campusser
  • udføre store og små kommunikationsopgaver 
  • opbygge og løbende tilegne dig indsigt i de brancher, vi uddanner til, samt have lyst til at dykke ned i studieordninger og dimittendundersøgelser.

Vi lægger vægt på, at du har følgende kompetencer:

  • God situationsfornemmelse og evne til at indgå konstruktivt i samarbejder
  • Idérigdom og blik for relevante kommunikationsmuligheder
  • Stærkt overblik og evne til at prioritere i en varieret opgaveportefølje
  • Høj produktionskapacitet og lyst til at omsætte idéer til konkrete formater
  • En løsningsorienteret tilgang kombineret med evnen til at sætte klare og professionelle grænser
  • Kendskab til unge målgrupper og forståelse for deres medievaner
  • Evne til at formidle nærværende, troværdigt og målrettet
  • Motivation for at indgå i et mindre team med tæt samarbejde, høj tillid og stor selvstændighed

Om os
Du bliver ansat i ’Kommunikation & Presse’, som ud over dig består af to medarbejdere. 

Den ene medarbejder er presse- og kommunikationsansvarlig og står for den daglige koordinering af afdelingens opgaver, som også omfatter forskningsformidling, pressearbejde, nyhedsbrevsproduktion og ledelseskommunikation. Den anden er webmaster og ansvarlig for skolens digitale platforme, informationsarkitektur, brugeroplevelser samt CVI. Vi skal arbejde tæt sammen i et dynamisk og uformelt miljø med base i Aarhus. Som støttefunktion for rektoratet arbejder vi meget selvstændigt og refererer formelt til prorektor.

DMJX optager årligt omkring 500 studerende på 6 forskellige uddannelser. Vi uddanner til en branche og et arbejdsmarked, der er i hastig forandring. Ikke mindst grundet kunstig intelligens og ændringer i medieforbruget. Derfor sker der også store forandringer på vores uddannelser og i de krav og forventninger, vi har til vores studerende.

Løn- og ansættelsesvilkår

Stillingen er en fuldtidsstilling på 37 timer om ugen med forventet tiltrædelse senest 1. november 2026.
Løn- og ansættelsesvilkår i henhold til overenskomst mellem Finansministeriet og den pågældende faglige organisation. Løn vil afhænge af dit kompetenceniveau med mulighed for forhandling af relevante tillæg efter principperne i ”Ny løn”.

Du kan finde overenskomsten for akademikere i staten her

Du kan finde overenskomsten for journalister i staten her

Dit primære ansættelsessted er DMJX Campus Aarhus. Vi arbejder for hele højskolen, så der er også arbejdsdage på vores campus i København.

Vil du vide mere?
Har du spørgsmål til stillingen, er du velkommen til at kontakte teamkoordinator, presse- og kommunikationsansvarlig Dan Hansen, på mail dh@dmjx.dk. Vi kan efter aftale også tale sammen i telefon: 40 24 22 73

Ansøgningsproces
Sammen med din ansøgning og CV bedes du vedlægge/linke til et par eksempler på noget, du er stolt af at have lavet. Allerhelst hvor dine visuelle kompetencer kommer i spil.

Ansøgningsfristen er den 8. september, og der forventes at blive afholdt samtaler den 14. september 2026.


Alle interesserede, uanset alder, køn, race, religion eller etniske tilhørsforhold opfordres til at søge stillingen.

Log ind