Central kontorfunktionær til Ledelseselementet ved Slesvigske Fodregiment

fuldtid
Central kontorfunktionær til Ledelseselementet ved Slesvigske Fodregiment
  • Haderslev Kaserne
  • Louisevej 2, 6100 Haderslev
Administrativ medarbejder til Ledelseselementet ved Slesvigske Fodregiment

Har du interesse i at arbejde med ledelsesadministration, dvs. administrativt arbejde i forbindelse med løsning af regimentets tværgående opgaveportefølje?

Vil du være en del af et professionelt team, som dagligt støtter regimentets soldater med stort og småt? Så er dette måske stillingen for dig?

Om os

Staben ved Slesvigske Fodregiment løser i fred, krise og krig mange forskellige opgaver for alle enheder i Haderslev Garnison. Staben består af Ledelsessektionen, Personelsektionen, Efterretningssektionen, Operationssektionen og Logistiksektionen. Hertil kommer en Planlægningssektion, som er bemandet med reservister.

Ledelsessektionen udgøres af seks personer: en major, tre seniorsergenter og to administrative medarbejdere.

Vi er samlingspunkt for en koordineret løsning og anvendelse af regimentets tværgående opgaveportefølje.

Vi yder ligeledes ledelses- og sekretariatsstøtte for Chef og Stabschef ved Slesvigske Fodregiment.

Foruden opgaver af drifts- og administrativ karakter løser sektionen opgaver i rammen af Slesvigske Fodregiments krise, konflikt og krigsstruktur.

Om stillingen

Du skal dagligt løse opgaver af drifts- og administrativ karakter.

Herunder indgår bl.a. følgende opgaver:

• Administrativ støtte til regimentets ceremonielle aktiviteter/kontaktrelaterede arrangementer

• Støtte til drift og vedligeholdelse af regimentets SharePoint

• Elektronisk ajourføring af ledelsessektionens opgaver til stabens samlede opgaveløsning

• Administration af dokumentsystemet WorkZone

• Støtte i forbindelse med opslag på regimentets sociale medier

• Sekretæropgaver i garnisonens koordinationsudvalg og ad hoc-opgaver i forbindelse med øvrige administrative opgaver

• Medlem af garnisonens kantineudvalg

• Løse lejlighedsvise kørselsopgaver

Sektionens medarbejdere har alle et stort ansvarsområde, men opgaverne bliver løst på en måde, hvor alle medarbejderes evner udnyttes bedst muligt.

Arbejdstiden kan aftales med fleksible møde- og sluttidspunkter samt mulighed for at arbejde hjemmefra.

Om dig

Vi forestiller os, at du har gennemført en kontoruddannelse med speciale i administration, eller du har erfaring og færdigheder inden for administration.

Hvis du har erfaring fra Forsvaret eller en anden offentlig myndighed, er det bestemt en fordel, men ikke et krav.

Vi forventer, at du kan løse dine opgaver selvstændigt, fokuseret og målrettet, så du kan bidrage professionelt til ledelsessektionens opgaveløsning.

Du er god til at samarbejde med alle, uanset grad og niveau. Du er fagligt velfunderet og stræber altid efter at levere et godt resultat.

Du er motiveret i forhold til opgaveløsningen og de situationer, du møder i et til tider travlt miljø.

Ansættelsesvilkår

Ansættelsen sker i henhold til den til enhver tid gældende Fællesoverenskomst mellem Finansministeriet og Offentligt Ansattes Organisationer – Det Statslige Område (OAO-S-fællesoverenskomsten) og Organisationsaftale for kontorfunktionærer, laboranter og it-medarbejdere (HK) i staten.

Afhængigt af dine kvalifikationer og kompetencer, er der mulighed for forhandling af tillæg. Der er til stillingen knyttet en arbejdsgiverfinansieret pensionsordning.

Arbejdsstedet er i Haderslev.

Som ansat under Forsvarsministeriets område er du omfattet af nogle særlige vilkår. Du skal bl.a. kunne sikkerhedsgodkendes og opretholde sikkerhedsgodkendelsen under hele ansættelsesforholdet.

Du har som ansat pligt til at forrette tjeneste uden for landets grænser, herunder ved enheder i internationale operationer med henblik på deltagelse i konfliktforebyggende, fredsbevarende, fredsskabende, humanitære og andre lignende operationer.

Kontakt og ansøgning

Hvis du vil høre mere om stillingen, er du velkommen til at kontakte chefen for Ledelsessektionen, Major Henning Dons på telefon 4024 6928 eller på mail SLFR-LE-01@MIL.DK.

Har du spørgsmål til løn- og ansættelsesvilkår er du velkommen til at kontakte Personelkommandoen, HR-konsulen Mia A. F. Rostermund på telefon 3266 5971.

Ansøgningsfristen er 1. september 2026, og samtaler gennemføres i Haderslev umiddelbart herefter. Stillingen er til besættelse pr. 1 oktober 2026.

Du søger stillingen via linket, og vi beder dig vedhæfte ansøgning, CV og kopi af uddannelsesbevis. Vær opmærksom på, at bilag skal tilføjes i PDF-format.

I Forsvarsministeriets organisation tror vi på, at mangfoldighed optimerer opgaveløsningen. Derfor opfordrer vi alle interesserede uanset baggrund til at søge stillingen.



OM SLESVIGSKE FODREGIMENT

Slesvigske Fodregiment består af XIII Bataljon, XXII Reservebataljon, Tjenestegrens-inspektørelementet, regimentsstaben og Slesvigske Musikkorps (SMUK). Dem kan du læse om herunder.

XIII Bataljon

XIII Bataljon er en infanterikapacitet i Hæren og er taktisk med strategisk forståelse. XIII Bataljon består af professionelle soldater samt værnepligtige og konstabelelever afmålt efter de aktuelle behov.

XIII Bataljon får tilført nye opgaver og kapaciteter. Bataljonen skal opstille en opklaringseskadron med nyt materiel og køretøjer samt indkalde og uddanne to værnepligtskompagnier med 11 måneders tjeneste fra henholdsvis d. 2 februar og 3. august 2026.

En del af indkaldelsen omfatter en uddannelse af dronekapaciteter i samarbejde med Forsvarets nye droneenhed i Odense.

Parallelt hermed klargør garnisonen renovering af bygninger, faciliteter samt modtagelse af nyt materiel.

Organisatorisk består bataljonen af en stab, to infanterikompagnier med værnepligtige og en opklaringseskadron.

Bataljonens valgsprog tager udgangspunkt i regimentets historie med deltagelse i kampene i Haderslev under besættelsen af Danmark under 2. Verdenskrig og er inspireret af modstandskampen:

”Uden kamp – ingen sejr.”

XXII Reservebataljon

XXII Reservebataljon råder over regimentets reservepersonel og støtter regimentet under for eksempel øvelser. Foruden XXII Reservebataljon råder også XIII Bataljon over reservepersonel.

Tjenestegrens-inspektørelementet

Tjenestegrensinspektørelementet varetager kamptjenestens faglige ansvar i hele Hæren og understøtter og kontrollerer implementeringen af den nye værnepligt. Elementet gennemfører inspektions- og kontaktbesøg og bidrager til certificering af enheder med henblik på udsendelse. Erfaringerne omsættes til justering af uddannelser, reglementer og kurser.

Tjenestegrensafdelingen for Kamptropperne og Kamptjenesten har det overordnede fagansvar for Kamptjenesten. Desuden understøtter afdelingen implementeringsprojekter for Hæren samt en omfattende kursusvirksomhed til gavn for kamptropperne.

Regimentsstaben

Regimentsstaben yder administrativ, operativ og logistisk støtte til regimentet og Haderslev Garnison.

Staben består af militært og civilt personel, som understøtter driften med bl.a. personelforvaltning, sikkerhed, operationer samt logistik og materielstøtte. Herudover planlægges og gennemføres regimentets ceremonielle aktiviteter samt presse- og informationstjeneste.

Slesvigske Musikkorps

Slesvigske Musikkorps (SMUK) er et af Forsvarets tre fuldtidsprofessionelle musikkorps og består af musikere, henholdsvis messingblæsere og slagtøjsspillere.

Musikkorpset repræsenterer Forsvaret ved en lang række arrangementer og koncerter i både ind- og udland. Som Forsvarets musikalske ambassadør deltager SMUK årligt ved mere end 130 militære og civile arrangementer, herunder militære parader, nationale mærkedage og offentlige koncerter.

SMUK er kendt for sin store kunstneriske bredde og musikalske dybde. Alsidigheden og korpsets mange finesser bliver understreget af den perlerække af solister og dirigenter, som korpset arbejder sammen med. SMUK er et ikon for Forsvaret og samtidig for danskheden i den sydlige del af landet, men SMUK har også på landsplan opnået synlighed og popularitet. Dermed afspejler korpset Forsvaret som en moderne og samtidig traditionsbærende organisation. SMUK har dagligt til huse i Slesvigske Musikhus i Haderslev. Læs mere om Slesvigske Musikkorps på: www.smukmusik.dk

Log ind