Bliv netværksspecialist og vær med til at implementere Ciscos nye teknologi på Danmarks største universitet

fuldtid
Bliv netværksspecialist og vær med til at implementere Ciscos nye teknologi på Danmarks største universitet
  • KU - FA - Kbh K
  • Universitetsfirkanten, Nørregade 10, 1165 København K
Vil du gøre en forskel for 40.000 studerende og 10.000 ansatte på Københavns Universitet? Vil du have ca. 290 dygtige IT-kolleger, som selv drifter, tilpasser, udvikler og supporterer et væld af IT-løsninger? Og vil du sikre dig, at du kan holde dig fagligt opdateret via løbende kompetenceudvikling? Så har vi jobbet til dig i KU-IT, universitetets IT-afdeling.

KU-IT er i gang med udrulningen af en af Danmarks største Cisco SDA-installationer i 750 krydsfelter. Installationen integreres med vores Palo Alto NGFW-løsning og Cisco ACI-datacentre. Er du vild med at arbejde med det nyeste og have stor frihed til selv at drømme videre på design-beslutningerne, så er rollen som Netværksspecialist hos KU-IT formentlig noget for dig.

Sådan ser din nye arbejdsdag ud
Du bliver en del af et skarpt netværksteam på 13 personer i gruppen ”basisinfrastruktur”, hvor vi arbejder tæt sammen med lige så skarpe Windows-, Linux- og Storage-specialister. Dagligdagen syder af virkelyst og spørgsmålet ”Men kan vi ikke prøve at gøre sådan her?” høres ofte og er en velkommen indikator for et miljø i konstant udvikling.

Dine nye arbejdsområder bliver bl.a.

  • Drift af netværket i enterprise-miljøer
  • Cisco Switche/Routere og nyere teknologier som Cisco SDA og ACI
  • Routningsprotokoller, især BGP og OSPF. Erfaring med at drive et MPLS-backbone er en fordel.
  • Dokumentation og kravspecificering af it-løsninger i enterprise-klassen
  • Daglig 2nd og 3rd level support
Mangler du erfaring på nogle af områderne, sørger vi for at klæde dig på - både når du starter og løbende igennem din ansættelse.

Hvad kommer du med?
Du har formentlig en relevant it-uddannelse og praktisk erfaring fra store driftsmiljøer. Den ideelle kandidat har:

  • Indgående viden om om switching, routning, MPLS og de mest almindelige routningsprotokoller.
  • Viden om Cisco SDA netværk, ISE, DNAC
  • Kendskab til PaloAlto Firewalls teknologi
  • Kendskab til Cisco VPN (Anyconnect)
Derudover leder vi efter en kollega, der

  • har lyst til at arbejde med større netværk og de nyeste teknologier fra Cisco, PaloAlto mfl.
  • kan formidle løsninger og viden på en præcis og enkel måde til dine kollegaer både i skrift og tale
  • arbejder struktureret og motiveres af at drive opgaver i mål.
Om KU-IT som arbejdsplads
KU-IT leverer og supporterer en bred palet af IT-løsninger til forskning, undervisning og administration på Københavns Universitet. Derudover rådgiver KU-IT universitets ledelse og forskere om alt fra IT-udstyr til IT-sikkerhed og digitalisering.

KU-IT's hovedkvarter ligger på Søndre Campus på Amager - tæt på metro og med mulighed for gratis parkering.

KU-IT er en familievenlig arbejdsplads med mulighed for hjemmearbejdsdage, og hvor kollegaskabet prioriteres højt - bl.a. via månedlig fredagsbar og en årlig musikfestival for alle ansatte og studerende.

Løn og ansættelsesvilkår
Løn- og ansættelsesforhold i henhold til gældende fællesoverenskomst mellem Skatteministeriet og Lærernes Centralorganisation og CO10-centralorganisationen af 2010 (LC/CO10-fællesoverenskomsten) samt organisationsaftale for IT-medarbejdere (PROSA) i statens tjeneste med en indplacering i løngruppe II eller III. Løn- og ansættelsesvilkår kan også ske i henhold til Cirkulære om overenskomst for Akademikere i staten med indplacering som fuldmægtig eller specialkonsulent eller efter anden relevant overenskomst. Indplacering vil ske afhængig af erfaring og kompetencer.

Der er mulighed for at forhandle et tillæg efter kvalifikationer. Der tilbydes en attraktiv pensionsordning.

Arbejdstiden er 37 timer pr. uge inkl. frokost.

Yderligere oplysninger
Hvis du har spørgsmål til jobbet eller om KU-IT, er du meget velkommen til at kontakte Sasa Dervovic på tlf. 30 34 04 00 eller e-mail sasa.dervovic@adm.ku.dk.

Sådan søger du jobbet
Send din ansøgning med CV og andre relevante dokumenter elektronisk via jobportalen (tryk på linket "SØG STILLINGEN" ) så den er Universitetet i hænde senest den 31. januar 2024.

Der afholdes løbende samtaler.

Vi ønsker at afspejle det omgivende samfund og opfordrer alle uanset personlig baggrund til at søge stillingen.