Åbent opslag – fem nye medlemmer til National Videnskabsetisk Komité

deltid
Åbent opslag – fem nye medlemmer til National Videnskabsetisk Komité
  • Sundhedsstyrelsen, NCE
  • Ørestads Boulevard 5, 2300 København S
Har du lyst til at indgå i kvalificerede debatter af videnskabsetik og sundhedsvidenskabelige forskning? Sundheds- og Kirkeministeriet søger nye medlemmer til National Videnskabsetisk Komité med henblik på tiltrædelse i januar 2027.

Medlemmerne vil blive udpeget af sundheds- og kirkeministeren i samråd med ministeren for forskning, uddannelse og digitalisering.

Enhver kan stille forslag til et medlem af komiteen, herunder bringe sig selv i forslag.

Vi har både brug for nye lægmedlemmer og forskningsaktive.

Komitésystemet
Det videnskabsetiske komitésystem har som formål at sikre, at sundhedsvidenskabelige forskningsprojekter gennemføres videnskabsetisk forsvarligt. Hensynet til forsøgspersoners rettigheder, sikkerhed og velbefindende går forud for videnskabelige og samfundsmæssige interesser i at skabe mulighed for at tilvejebringe ny viden eller undersøge eksisterende viden, som kan berettige forskningsprojektets gennemførelse.

Det videnskabsetiske komitésystem består af regionale komiteer og statslige komiteer, herunder National Videnskabsetisk Komité. Komiteerne er uafhængige og består af medlemmer, der er aktive inden for sundhedsvidenskabelig forskning, og lægmedlemmer, der ikke har en sundhedsvidenskabelig uddannelse med aktuel tilknytning til sundhedsprofessionerne.

National Videnskabsetisk Komités opgave
National Videnskabsetisk Komité har til opgave at følge forskningsudviklingen på sundhedsområdet og udbrede forståelse af videnskabsetiske problemstillinger i forhold til sundhedsvæsenet og de sundhedsvidenskabelige forskningsmiljøer. Komiteen fastlægger retningslinjer for og fungerer som ankeinstans for de regionale komiteer. Herudover behandler komiteen særligt komplicerede sager i førsteinstans.

Komiteen afholder møder af 4 timers varighed ca. 11 gange om året, og medlemmerne honoreres efter en fast fremmødetakst.

National Videnskabsetisk Komités sammensætning
Sundheds- og kirkeministeren nedsætter National Videnskabsetisk Komité. Komiteen består af 13 medlemmer, der udpeges på følgende måde:

  • 1 formand udpeges af sundheds- og kirkeministeren,
  • 2 medlemmer udpeges efter indstilling fra Danmarks Frie Forskningsfond,
  • 5 medlemmer udpeges efter offentligt åbent opslag,
  • 5 medlemmer udpeges efter indstilling fra regionsrådene.
Det er muligt både at blive indstillet via DFF, regionsråd samt at søge gennem åbent opslag. Vi opfordrer til, at interesserede kandidater søger indstilling gennem så mange kanaler, som det er muligt for den enkelte.

Relevante kompetencer
Der søges både medlemmer til National Videnskabsetisk Komité, som er aktive inden for sundhedsvidenskabelig forskning, samt lægmedlemmer.

Forskningsaktive medlemmer skal repræsentere forskningsinteresser og have folkeoplysende, videnskabsetiske, almenkulturelle eller sociale interesser, der er af betydning for den nationale komités virke.

Lægmedlemmer skal repræsentere den brede offentlighed og varetage forsøgspersonernes interesser. De skal sikre, at sundhedsvidenskabelig forskning ikke går ud over deltagernes rettigheder, sikkerhed og trivsel, og de skal vurdere, om forskningsprojekter er forståelige og etisk forsvarlige set fra en almindelig borgers synspunkt.

Komiteen er bredt sammensat, men erfaring inden for følgende områder kan være relevant:

  • klinisk genetik
  • biostatistik og bioinformatik
  • kunstig intelligens – fx en teknisk AI-specialist med indsigt i maskinlæring, databehandling og implementering af modeller i praksis, personer med baggrund i filosofi, jura eller samfundsvidenskab med speciale i AI eller en sundhedsfaglig AI-profil med erfaring inden for klinisk validering og medicinsk dataforståelse
  • psykiatri.
Der bestræbes en ligelig kønsfordeling samt ligelig geografiske placering. De nye medlemmer vil bl.a. blive valgt ud fra et ønske om at balancere de nævnte kriterier.

Yderligere information
Yderligere information om National Videnskabsetisk Komité kan findes her og ved henvendelse til specialkonsulent, Ann-Sofie Nygaard på aln@dketik.dk eller tlf. 72 21 85 68.

Er du interesseret?
Klik på "søg stillingen" og send os din ansøgning med CV og eksamensbevis.

Log ind