Vi søger en overlæge til funktion i afsnit P7 pr. 1. marts 2025 eller efter aftale. Psykiatrisk Afdeling Middelfart varetager den almenpsykiatriske opgave i Middelfart og Assens Kommune med et befolkningsunderlag på ca. 80.000 indbyggere samt den retspsykiatriske funktion, som dækker hele Region Syddanmark.
Herudover varetager Retspsykiatrien i Middelfart mentalundersøgelser i Region Syddanmark samt undersøgelse og behandling af sædelighedskriminelle, sidstnævnte som led i et nationalt netværk med fælles møder og supervision.
Afdelingen har 102 døgnpladser, fordelt på 6 retspsykiatriske afsnit med plads til hver 14 patienter og et alment psykiatrisk afsnit med 18 pladser. Herudover en lokalpsykiatri og en retspsykiatrisk distriktsfunktion.
Vi bor i flotte, moderne og velfungerende fysiske rammer.
Afdelingen er normeret med 23 speciallægestillinger, hvoraf 6 varetager almenpsykiatriske opgaver, 16 er tilknyttet retspsykiatrien og 1 cheflæge.
Mange faggrupper bidrager til den høje faglige standard i vores retspsykiatri. Flere behandlingstilbud foregår tværfagligt f.eks. gruppebehandling af sædelighedskriminelle, patient- og pårørendeundervisning m.fl.
Afsnit P7 er i marts 2024 blevet til afsnit for patienter, der er varetægtsfængslet i surrogat. Det giver mulighed for at arbejde med en spændende og kompleks patientgruppen, hvor faglig kunnen og menneskelige egenskaber er altoverskyggende. Det daglige kliniske arbejde består af diagnostisk udredning, eventuel behandling og afklaring af efterfølgende forløb. Der vil være tæt samarbejde med Kriminalforsorgen, Politi og andre myndigheder.
Som overlæge i P7 arbejder du i klinikken og samarbejder med oversygeplejersken om driften i afsnittet. Du refererer til cheflægen og vil indgå i afdelingens ledergruppe.
Dine opgaver vil bl.a. være: - Visitation, undersøgelse og behandling af retspsykiatriske patienter
- Udfærdigelse af retspsykiatriske erklæringer
- Vejledning og undervisning
- Medvirke til fortsat udvikling i retspsykiatrien
- Medvirke i ledelsesprocessen af retspsykiatrien og Psykiatrisk Afdeling Middelfart generelt
Vi vil støtte dig i opgavevaretagelsen ved at sikre mulighed for: - varierede arbejdsopgaver
- supervision af mentalerklæringer og behandling af sædelighedskriminelle
- faglig rådgivning blandt fagfæller
- godt tværfagligt samarbejde med bl.a. psykologer
- deltagelse i afdelingens ledergruppe
- gode kursusmuligheder samt interne temadage
- deltagelse på næstkommende hold af den retspsykiatriske ekspertuddannelse
Kvalifikationer Du skal have en bred almenpsykiatrisk uddannelse og speciallægeanerkendelse i psykiatri. Det er en fordel, hvis du har retspsykiatrisk erfaring, men det er ikke et krav.
Vi vil lægge særlig vægt på din lyst og evne til samarbejde og til at indgå i et tværfagligt team.
Løn- og ansættelsesvilkår Sker efter gældende overenskomst.
Afdelingen ansætter kun medarbejdere med tilfredsstillende straffeattest. Vi sørger for at rekvirere en offentlig straffeattest (datatræk 10 år tilbage i tiden) med indhentet samtykke fra den, der ansættes.
Yderligere oplysninger Hvis du har brug for yderligere oplysninger, kan du kontakte cheflæge Louise Ahrendt på tlf. 9944 8102 eller mail
louise.ahrendt@rsyd.dk Ansøgningsfristen er 20. januar 2025. Ansættelsessamtaler forventes afholdt den 24. januar 2025.
Vi glæder os til at høre fra dig!