fuldtid
Vil du være med til at sikre de strategiske rammer for Forsvarets HR og veteraner?
Vil du bidrage til at ruste Danmark til den nye sikkerhedspolitiske situation? Vil du være med til at sætte den strategiske retning på HR-området for over 20.000 kollegaer? Og trives du i spændingsfeltet mellem politik og HR? Så er du måske vores nye kollega.
Europa og Danmark står midt i en af de største sikkerhedspolitiske kriser i nyere tid, og personaleområdet er afgørende for opbygningen af Forsvarets kampkraft. Med forsvarsforliget 2024-2033 står Forsvarsministeriets område over for en historisk styrkelse, hvor der blandt andet er stort fokus på rekruttering og fastholdelse.
Om os
I Forsvarsministeriets Kontor for Strategisk HR og Veteraner har vi det overordnede ansvar for at udvikle HR-initiativer og strategier i overensstemmelse de politiske prioriteter og koncernens behov. I rammen af forsvarsforliget er der allerede vedtaget initiativer for flere milliarder på HR- og veteranområdet, som vi følger i tæt samarbejde med Forsvaret.
Vi har også ansvaret for udviklingen af Danmarks veteranindsats og for understøtte forsvarsministerens visioner på området. Derudover har vi det overordnede ansvar for en række særligt prioriterede områder, som vedrører forholdene for medarbejderne på Forsvarsministeriets område, eksempelvis chefområdet, ligestilling, arbejdsmiljø, løn og overenskomster.
Om stillingen
Vi har mange spændende opgaver foran os. Det er blandt andet vores opgave at sikre, at de HR- og veteraninitiativer, som er aftalt i forsvarsforliget, bliver til virkelighed. Det betyder, at vi skal fastholde forligets momentum, så koncernen kan komme i mål med implementeringen af de mange indsatser. Samtidig skal vi i et tæt samarbejde med Forsvaret udvikle nye tiltag, som kan bidrage til opbygningen på personelområdet og styrke veteranindsatsen.
Dine konkrete arbejdsopgaver vil variere, og du kommer bl.a. til at:
· udarbejde faglige indstillinger og beslutningsoplæg til ministeren
· deltage i den strategiske udvikling af HR- og veteranområdet inden for koncernen
· behandle borgerhenvendelser inden for HR- og veteranområdet
· bidrage til besvarelse af spørgsmål fra Forsvarsudvalget og Folketinget
Det forventes, at du kan tilpasse dig skiftende arbejdsbelastninger og varierende opgaver, og at du er åben over for at justere din arbejdstid og dine arbejdsopgaver efter behov.
En af dine kommende kollegaer fortæller: ”Opgavernes variation er virkelig motiverende for mig. Jeg er engageret i opgaver, som fordrer langsigtet tænkning, og samtidig har jeg også klassiske hasteopgaver, når jeg for eksempel er med til at udarbejdes bidrag til pressehenvendelser, besvare § 20 spørgsmål og udarbejde udleveringsnotater i forbindelse med politiske forhandlinger.”
Om dig
Vi forestiller os, at du har en relevant akademisk uddannelse. Derudover har du gerne nogle års erfaring fra en politisk styret organisation. Erfaring med strategisk HR eller kendskab til Forsvarsministeriets område er en fordel, men ikke et krav.
For at lykkes i rollen er det vigtigt, at du kan udvikle konkrete og gennemtænkte løsninger. Du er i stand til at tage ansvar for og udvikle din egen portefølje af arbejdsopgaver. Det er vigtigt for os, at du formår at give beslutningstagere den nødvendige forståelse for komplicerede fagområder gennem klare og kortfattede skriftlige fremstillinger.
Det er også vigtigt for os, at du viser initiativ og selvstændighed, når du arbejder med opgaverne. En stor del af dit arbejde afhænger af gode relationer til kollegaer fra andre dele af centraladministrationen, Forsvarsministeriets departement og resten koncernen. Det er derfor vigtigt, at du har gode samarbejdsevner og er imødekommende.
Dine arbejdsopgaver kræver, at du kan håndtere dem med overblik og sammenkæde dem med koncernens overordnede strategier. Det forventes, at du er villig til at påtage dig en aktiv rolle og gå foran. Det er vigtigt, at du er motiveret for at tilegne dig ny viden og udforske forskellige emneområder.
Ansættelsesvilkår
Du er uddannet akademiker og vil blive ansat og aflønnet efter den til enhver tid gældende akademikeroverenskomst mellem Finansministeriet og akademikere i staten. Derudover vil der afhængigt af kvalifikationer være mulighed for at forhandle tillæg. Der er til stillingen knyttet en arbejdsgiverfinansieret pensionsordning på 18,07 %.
Hvis du ønsker at vide mere om løn- og ansættelsesforhold, er du velkommen til at kontakte HR konsulent Anja Baldorf på tlf. 32 66 59 51.
Som ansat i Forsvarsministeriet er du omfattet af nogle særlige vilkår. Det betyder blandt andet, at du skal kunne sikkerhedsgodkendes og opretholde denne godkendelse under hele ansættelsesforløbet.
Dit daglige tjenestested er Holmens Kanal 9, 1060 København K
VI SER FREM TIL AT HØRE FRA DIG
Hvis du har yderligere spørgsmål til stillingens indhold, skal du være velkommen til at kontorchef Pernille Heering på telefon 51 79 81 86 eller souschef Ditte Friese på telefon 51 37 17 84.
Ansøgningsfristen er 22. april 2026.
Ansættelsessamtaler afholdes umiddelbart efter med henblik på ansættelse hurtigst muligt herefter.
Vi vil bede dig om at sende CV, motiveret ansøgning samt relevante eksamensudskrifter via linket. Hvis det ikke er muligt for dig at scanne og vedhæfte relevante dokumenter, må du gerne tage dem med til en eventuel samtale.
I Forsvarsministeriets organisation tror vi på, at forskellighed forbedrer opgaveløsningen. Derfor opfordrer vi alle interesserede uanset baggrund til at søge stillingen.