Neurocenter Bytoften søger en sygeplejerske til BocentretVi er et hus med fokus på vores beboeres trivsel, medarbejdernes faglige udvikling, fællesskab og et godt arbejdsmiljø.
Stillingen er ledig til besættelse pr. 1. februar 2026 eller snarest muligt.
Ved ansættelse på op til 32 timer er stillingen med weekendvagter hver 3. weekend. Ved ansættelse på 33-37 timer er stillingen med weekendvagt hver 2. weekend.
Du skal regne med 7-9 aftenvagter i et 6 ugers rul.
Vi søger en kollega, som vil indgå i afdelingens tværfaglige samarbejde. Du vil få kolleger, som er fagligt stærke, vægter holdånd og bruger humor i arbejdet.
I hverdagene vil du arbejde tæt sammen med social- og sundhedsassistenter, pædagoger, ergoterapeuter og sygeplejersker. I indgår i de samme opgaver omkring beboerne, men I har fokus på hver jeres faglighed. Jeres forskellige kompetencer forventes at komme til udtryk i jeres tværfaglige samarbejde.
Udover ovenstående faggrupper er der også et tæt samarbejde med afdelingens fysioterapeut.
Specialuddannelse eller erfaring med målgruppen er ikke et krav.
Det er vigtigst for os hvem du er og at du passer godt ind i teamet. Vi prioriterer et godt arbejdsfællesskab, som skaber gode rammer for samarbejdet med beboerne.
Hvis du har lysten til at udvikle dig, har vi kompetencerne og mulighederne for at give dig den viden du skal bruge i vores afdeling og i huset på tværs, blandt andet vil du gennemgå fem introundervisningsdage i løbet af de første måneder.
Bocentret er et permanent botilbud der henvender sig til voksne personer med erhvervet eller medfødt hjerneskade, der er kendetegnet ved betydelig og varig fysisk og/eller kognitiv funktionsnedsættelse. Beboerne har blandt andet behov for personlig pleje, koordinering af aktiviteter og støtte til at være til stede i og deltage i et fællesskab. Som sygeplejerske i Bocentret har du en koordinerende rolle i komplekse forløb og du er sparringspartner for dine kolleger.
Bocentret består af to afdelinger med hver 11 beboere.
Vi hjælper desuden hinanden på tværs af husets afdelinger ved behov.
Læs mere på
Neurocenter Bytoftens hjemmeside.
Ansøgningsfristen er tirsdag den 9. december kl.12. Vi afholder samtaler den fredag 12. december.
Ansøgning med uddannelsesbevis, udtalelser og øvrige relevante bilag bedes sendt elektronisk via Herning Kommunes hjemmeside.
For yderligere oplysninger henvises til afdelingsleder Pernille Lund Munch telefon 30 62 17 37