Vil du være med til at optage kommende bachelorstuderende på SDU? Vi søger engagerede og ansvarsbevidste studenterstudievejledere til team Bacheloroptag i SDU Uddannelse. Som en del af teamet bliver du en vigtig brik i arbejdet med sagsbehandling af ansøgninger og information til ansøgere via mail og telefon.
Hvem er vi?
Bacheloroptag er en del af afdelingen Preboarding i SDU Uddannelse og er placeret centralt på campus Odense. Vi varetager både daglige drifts- og udviklingsopgaver. En stor del af vores arbejde er sagsbehandling af ansøgninger, information og vejledning om optagelse, studiestartsaktiviteter og ikke mindst testafvikling for ansøgere, der søger om optagelse i kvote 2.
I Bacheloroptag arbejder vi efter adgangsbekendtgørelser og skal løbende holde os ajour med ny viden og gældende lovgivning. I afdelingen er der forskellige spidsbelastningsperioder, hvor vi har brug for ekstra hjælp til at løse vores opgaver, og her spiller vores engagerede studenterstudievejledere en nøglerolle.
Afdelingen er kendetegnet ved en uformel omgangstone, høj faglighed og et stærkt kollegialt fællesskab, hvor hjælpsomhed og godt humør er værdsat – også når tempoet er højt.
Dine arbejdsopgaver
Arbejdsopgaverne spænder bredt, og de opgaver, du skal løse, er bl.a.:
• Sagsbehandling af ansøgninger i vores administrative systemer
• Information og vejledning på både mail og telefon om optagelse, herunder fx adgangskrav og optagelsesprøver i kvote 2
• Diverse ad hoc-opgaver til optagelsesprocessen og administrationen heraf
Vi tilbyder dig
• Et spændende og afvekslende job med gode kolleger
• Erfaring med offentlig administration
• Et godt netværk og indblik i, hvordan forvaltningen i en politisk styret organisation som SDU fungerer
• Grundig oplæring, løbende sparring og trivselssamtaler
Vi lægger stor vægt på, at du kan genkende dig selv i nogle af disse udsagn
• Har et udpræget servicegen og er ansvarsbevidst
• Er udadvendt, positiv og trives med at være i dialog med potentielle ansøgere
• Er systematisk, velorganiseret og kan navigere i en kompleks hverdag uden at miste overblik
• Kan arbejde selvstændigt og bevare roen, selvom der er travlt
• Er fleksibel og i perioder kan arbejde flere timer end gennemsnitstimerne
• Har gode skriftlige og mundtlige kommunikationsevner på både dansk og engelsk
• Har gode IT-kundskaber
Arbejdstid
Du skal forberede dig på, at arbejdstiden kan variere med færre timer i rolige perioder og væsentligt flere i de travle. Det er derfor vigtigt, at du er fleksibel og kan arbejde mange timer i forbindelse med ansøgningsfrister og i sommerferien, hvor vi har meget travlt. Der er også periodisk weekendarbejde fx op til deadlines. Vi tilpasser selvfølgelig efter dine studieforhold og eksamensperioder, og du må meget gerne skrive i din ansøgning, hvor mange timer om ugen du kan arbejde, så du samtidig kan følge godt med på din uddannelse.
Vi ser gerne, at du minimum kan arbejde 5 timer om ugen.
Praktisk information
Stillingerne kan søges af studerende på SDU. Ansættelsen er tidsbegrænset, men med mulighed for forlængelse. Vi foretrækker, at du har mere end et år tilbage af din uddannelse. Vi har nemlig gode erfaringer med, at vores studenterstudievejledere ønsker at søge tilbage til os.
Din stillingsbetegnelse bliver studenterstudievejleder, og hovedparten af dine opgaver er sagsbehandling og information til ansøgere. Stillingen indeholder ikke vejledningsopgaver i samme omfang eller af samme karakter, som dem faglige vejledere udfører på fakulteterne.
Kontakt og ansøgning
Har du spørgsmål til stillingerne, er du velkommen til at kontakte Maria Rosengren Nielsen (mani@sdu.dk) eller Lisbeth Simmelhag Fabricius (lsf@sdu.dk) i uge 43, 44 og 45.
Ansøgningsfristen er den 10. november 2025 kl. 23.59.59.
Vi forventer at afholde samtaler i uge 47.
Ansættelsen er tidsbegrænset med ansættelsesperiode fra og med den 1. februar 2026 til og med den 31. august 2026.
Tjenestestedet er Campus Odense.
Ansættelse finder sted i henhold til overenskomst mellem Finansministeriet og Studenteransattes Landsforbund.
Bemærk: Ved ansættelse som studentermedhjælp eller faglig vejleder er det en forudsætning, at du er indskrevet som studerende på SDU.
Ansøgning skal indeholde følgebrev, CV og eksamensudskrift, hvoraf det fremgår, hvor langt du er på din uddannelse ved SDU. Alle dokumenter i forbindelse med ansøgning bør ikke indeholde CPR-nummer – i så fald skal CPR-nummer overstreges.
Alle vedhæftede filer skal være i Adobe PDF.
Følgebrev og CV må max. fylde 5 Mb.
Vejledning i forbindelse med ansøgning findes her.
Syddansk Universitet ønsker at afspejle det omgivende samfund og opfordrer derfor alle uanset personlig baggrund til at søge stillingen