Studentermedhjælper til spændende forskningsprojekt om Grønlands Indlandsis hos GEUS' Afdeling for Glaciologi og Klima
Er du interesseret i Grønlands gletsjere og klimaet i Arktis? Har du lyst til at bruge satellitdata, geologiske data og kunstig intelligens til at lære mere? Så har du nu muligheden for at blive en del af vores team på GEUS (De Nationale Geologiske Undersøgelser for Danmark og Grønland). Vi søger en engageret og fleksibel naturvidenskabelig/ingeniør-studerende med interesse for geovidenskab, der kan assistere i REGLA – et forskningsprojekt om, hvordan smeltevand og sediment under Indlandsisen påvirker de grønlandske gletsjere.
Om stillingen
Du vil blive en central del af REGLA-projektet, der undersøger de subglaciale processer, som styrer Grønlands Indlandsis' bevægelse – herunder smeltevandets veje, sedimenternes egenskaber og koblingen til isdynamik. Din primære opgave bliver at hjælpe med at generere træningsdata fra satellitbilleder til brug i machine learning algoritmer, der skal kortlægge sammenhængen mellem smeltevand, sediment og isens bevægelse. Du vil desuden assistere med gennemgang af sedimentprøver udtaget fra grønlandske fjorde, og bidrage til bearbejdning, kortlægning og visualisering af geovidenskabelige datasæt, samt hjælpe vores forskere med diverse ad hoc-opgaver. Hvis du har interesse for formidling, kan dette også være en del af dit arbejde, særligt hvis du taler vest- eller østgrønlandsk. Arbejdet foregår primært på vores hovedkontor i København.
Hvem er du?
Vi søger en naturvidenskabelig eller ingeniør-studerende med en stærk interesse i analyse af satellitdata, GIS og gerne machine learning anvendt på geofysiske eller klimarelaterede problemstillinger. Erfaring med GIS-software (fx ArcGIS eller QGIS) og/eller programmering (fx Python) er en fordel, men ikke et krav. Du vil blive oplært i at bruge de forskellige redskaber og sat ind i arbejdsgange. Det er vigtigt, at du trives i et fleksibelt arbejdsmiljø, hvor opgaverne til tider kommer i bølger. Du arbejder både selvstændigt og i teams og er ikke bange for at kaste dig ud i nye opgaver. Du er grundig, analytisk og forstår vigtigheden af præcision i den videnskabelige proces, åben kommunikation og pålidelighed.
Du skal kunne begå dig på engelsk.
Vi er dine nye kollegaer
Afdeling for Glaciologi og Klima har omkring 35 ansatte, som beskæftiger sig med forskning, overvågning og rådgivning relateret til glaciologi, klima og miljø. En af vores hovedaktiviteter er overvågning af Grønlands Indlandsis. Med et netværk af klimastationer, satellitobservationer og modellering måler vi tabet af is fra Grønland og studerer de processer, som ligger bag. Vi rådgiver endvidere om en række afledte problemstillinger som for eksempel fremtidig forsyningssikkerhed i relation til vandkraft og drikkevand i Grønland.
Du vil blive tilknyttet REGLA, et af afdelingens store forskningsprojekter, hvor et tværfagligt team af postdocs, ph.d.-studerende og forskningsassistenter arbejder med at koble satellitobservationer, feltmålinger og laboratoriedata samt matematisk modellering for at forstå, hvordan subglacialt smeltevand og sediment styrer iskappens dynamik.
Løn og ansættelsesforhold
Som studentermedhjælp aftales opgaver og omfang løbende, men du skal forvente et gennemsnitlig timetal på op til 10 timer pr. uge, med stor fleksibilitet og med hensyntagen til arbejdsbelastning på dit studie og andre aktiviteter. Ansættelsesområdet er Klima-, Energi- og Forsyningsministeriet med tilhørende institutioner.
Klima-, Energi- og Forsyningsministeriet betragter mangfoldighed som et aktiv og opfordrer alle interesserede uanset køn, alder, religion eller etnisk tilhørsforhold til at søge stillingen. Hvis du har en tilknytning til Grønland og eventuelt taler et af de grønlandske sprog, vil vi især gerne opfordre dig til at søge.
Er du interesseret?
Hvis du er interesseret i stillingen, hører vi gerne fra dig. Din ansøgning skal være vedlagt dit CV samt relevante eksamenspapirer på dansk eller engelsk.
Du kan sende din ansøgning ved at trykke på knappen "Søg stillingen". Ansøgningen sendes senest 1. oktober.
Ansøgninger eller andet materiale modtaget efter tidsfristen vil ikke blive taget i betragtning.