Senior platform engineer til Forsvarets AI Center

fuldtid
Senior platform engineer til Forsvarets AI Center
  • Forsvarskommandoen
  • Holmens Kanal 9, 2750 København K
Bliver du lige så glad af at shippe et softwareprodukt som af at se en grøn pipeline, skriver du hellere et værktøj end at gøre det samme to gange, og vil du have en stemme, når Forsvaret bygger fremtidens infrastruktur?

-Så har vi en splitrolle, klassificerede netværk, og en plads til dig.

Om os

AI ændrer allerede rammerne for samfund, sikkerhedspolitik, og militær opgaveløsning. Fremtidens kampplads vil i stigende grad være præget af data, autonomi, og hurtigere beslutningsprocesser. Forsvarets AI Center (FAIC) er etableret som ny enhed i Forsvarskommandoen for at sikre, at AI omsættes til reel dansk og allieret forsvarsevne.

Vi sætter retning for Forsvarets brug af AI - fra doktrin til operationel virkelighed. Det gør vi igennem opbygning af kompetencer, samarbejde med NATO, allierede, akademia, og industri samt i tæt samarbejde med Forsvarets Materiel- og Indkøbsstyrelse (FMI), så anskaffelser og leverancer tager udgangspunkt i soldaternes behov og Forsvarets kerneopgave.

Vores samarbejde med Gefion, Danmarks nationale AI-supercomputer, viser vores tilgang: Vi udnytter åbne miljøer til at skabe læring og tempo og bygger samtidig de sikre rammer, der gør AI anvendelig i en militær virkelighed.

FAIC er stedet hvor Forsvarets AI-fremtid formes. Vi søger erfarne profiler der vil være med fra dag ét.

Om stillingen

Som Senior Platform Engineer behøver du ikke vælge mellem at kode og drive infrastruktur. Du udvikler softwareprodukter, der løser reelle opgaver for Forsvarets brugere, og bygger samtidig platformen der bringer kode og modeller fra første commit til sikker drift på klassificerede netværk. Du ved, hvad der sker helt nede i hardwaren, fra GPU'er og InfiniBand til strøm og køling. Du skriver infrastruktur som kode, bygger CI/CD- og MLOps-pipelines, og tager ejerskab for dine produkter hele vejen - efter princippet you build it, you run it.

Du arbejder tæt sammen med Gefion-teamet, der drifter Danmarks nationale AI-supercomputer, så AI Centerets udviklere kan udnytte kapaciteten sikkert og nemt.

Sikkerhed og dokumentation er bygget ind fra start, så akkreditering kører parallelt med udviklingen i stedet for at bremse den. Og når Forsvaret bygger stort, fx med Digital Backbone, sidder du med ved bordet som den, der kan forklare, hvad der virker i praksis, og hvorfor.

Rollen er for dig, der lige så gerne skriver pull requests som anbefalinger til ledelsen, og som bliver irriteret over manuelle processer.

Dine vigtigste opgaver:

  • Udvikle software og interne platformprodukter: Bygge applikationer, services, API'er og udviklerværktøjer fra idé til drift, primært i Python, Rust, TypeScript eller Go. Du tager ansvar for hele produktets livscyklus og gør det let for andre udviklere at bygge og levere gode løsninger.
  • Bygge og drive AI-infrastruktur: Etablere og videreudvikle AI Centerets udviklings-, test- og produktionsmiljøer på tværs af klassifikationsniveauer. Du arbejder med containerplatforme, GPU'er, højhastighedsnetværk og lagring og samarbejder tæt med Gefion-teamet og andre compute-partnere om at udnytte kapaciteten sikkert og effektivt.
  • Automatisere udvikling og leverancer: Bygge CI/CD-pipelines, infrastruktur som kode og MLOps-løsninger, der automatiserer test, sikkerhedsscanning, deployment og drift. Du etablerer robuste og sporbare leveranceveje fra udviklingsmiljøer til klassificerede og afskærmede driftsmiljøer og sikrer, at løsningerne kan overvåges og vedligeholdes.
  • Integrere sikkerhed og akkreditering: Indbygge sikkerhed i software, platform og leveranceprocesser fra begyndelsen. Du arbejder med adgangsstyring, hærdning, sårbarheder og dokumentation og koordinerer den tekniske del af akkrediteringen, så krav til sikkerhed og sporbarhed går hånd i hånd med udviklingstempoet.
  • Rådgive om arkitektur og strategiske valg: Bidrage til Forsvarets større infrastruktur- og digitaliseringsprojekter, herunder Digital Backbone og DOT. Du omsætter tekniske muligheder, risici og begrænsninger til anbefalinger om arkitektur, teknologi og anskaffelser – fra den konkrete platform til langsigtede valg af AI- og compute-infrastruktur.
  • Skabe sammenhæng på tværs: Være et teknisk omdrejningspunkt mellem AI Centerets udviklere, Cyberdivisionen, FMI, Gefion-teamet og øvrige partnere. Du bidrager til arkitekturbeslutninger og code reviews, deler din viden og hjælper med at sætte en teknisk retning, der fungerer både i praksis og i Forsvarets større sammenhæng.
Vi tilbyder et job, hvor du både bygger softwareprodukter og Forsvarets AI-platform op fra bunden, arbejder tæt sammen med Gefion-teamet, og får reel indflydelse på, hvordan Forsvarets infrastruktur kommer til at se ud de næste mange år.

Om dig

Vi forestiller os, at du har en relevant teknisk uddannelse inden for fx datalogi, software engineering, computer engineering eller cybersikkerhed – eller har opbygget tilsvarende kompetencer gennem din erhvervserfaring. Det vigtigste er, at du har et solidt teknisk fundament og flere års erfaring med softwareudvikling kombineret med DevOps, platform engineering eller site reliability engineering.

Du har udviklet og leveret software i produktion og koder flydende i mindst ét af sprogene Python, Rust, TypeScript eller Go. Samtidig har du solid erfaring med Linux, containere, orkestrering, CI/CD og infrastruktur som kode.

Du forstår, hvordan software, hardware og infrastruktur spiller sammen. Du har erfaring med at designe eller drive cloud-, on-premise- eller HPC-miljøer og kan forholde dig til GPU'er, netværk, lagring og kravene til ydeevne og sikker drift. Du behøver ikke være specialist i alle dele, men du skal kunne forstå helheden og træffe velbegrundede tekniske valg.

Du trives også med samarbejde og rådgivning. Du kan omsætte komplekse tekniske problemstillinger til klare anbefalinger, samarbejde med forskellige fagligheder og tage ansvar for den tekniske retning – også når løsningen skal fungere på tværs af organisationer og sikkerhedskrav.

Det er en fordel, hvis du har erfaring med MLOps, GPU-klynger, DevSecOps eller klassificerede og afskærmede driftsmiljøer. Kendskab til Forsvarets IT- og sikkerhedsarkitektur, akkreditering, NATO-standarder eller større offentlige infrastruktur- og forsvarsprogrammer er også relevant.

Du behersker dansk og engelsk i en professionel sammenhæng.

Ansættelsesvilkår

Ansættelse og aflønning sker i henhold til den til enhver tid gældende overenskomst.

Ved lønfastsættelsen vil der blive lagt vægt på erfaring, kompetencer og stillingens indhold. Der er til stillingen knyttet en arbejdsgiverfinansieret pensionsordning.

Afhængigt af dine kvalifikationer og kompetencer, er der mulighed for forhandling af tillæg. Der er til stillingen knyttet en arbejdsgiverfinansieret pensionsordning.

Arbejdsstedet er i Lyngby.

Som ansat under Forsvarsministeriets område er du omfattet af nogle særlige vilkår. Du skal bl.a. kunne sikkerhedsgodkendes og opretholde sikkerhedsgodkendelsen under hele ansættelsesforholdet.

Du har som ansat pligt til at forrette tjeneste uden for landets grænser, herunder ved enheder i internationale operationer med henblik på deltagelse i konfliktforebyggende, fredsbevarende, fredsskabende, humanitære og andre lignende operationer.

Kontakt og ansøgning

Hvis du vil høre mere om stillingen, er du velkommen til at kontakte Rasmus Kilmose på telefon 2262 8836.

Har du spørgsmål til løn- og ansættelsesvilkår er du velkommen til at kontakte Personelkommandoen, HR-konsulent Julie Cramer-Palmquist på telefon 3266 5848.

Ansøgningsfristen er den 30. november 2026 og samtaler bliver afholdt løbende. Stillingen er til besættelse snarest muligt efter aftale.

Du søger stillingen via linket, og vi beder dig vedhæfte ansøgning, CV og kopi af uddannelsesbevis. Vær opmærksom på, at bilag skal tilføjes i PDF-format.

I Forsvarsministeriets organisation tror vi på, at mangfoldighed optimerer opgaveløsningen. Derfor opfordrer vi alle interesserede uanset baggrund til at søge stillingen.

Om Forsvarets AI-Center (FAIC)

AI er ved at omdefinere både kamppladsen og den måde, Forsvaret skaber og anvender kampkraft. AI forkorter vejen fra observation til beslutning og virkning og åbner for opgaveløsninger, der ikke tidligere var mulige. AI er ikke noget, der blot understøtter Forsvarets operationer — AI er med til at definere dem. Det er derfor, AI har en central plads i Forsvaret, og det er derfor, Forsvarets AI-Center (FAIC) er etableret som ny enhed i Forsvarskommandoen.

FAIC sætter retning for, hvordan Forsvaret anvender AI, så investeringer omsættes til reel dansk og allieret forsvarsevne. Vi prioriterer operative behov på tværs af værn og kommandoer i tæt dialog med operatørerne, og vi opbygger partnerskaber med NATO, allierede, akademia og industri. Vores opgave er at sikre, at AI bliver til kampkraft — ikke teknologi for teknologiens skyld.

Vi arbejder AI-først og innovativt nok til at ændre os, mens virkeligheden ændrer sig. Det betyder korte cyklusser, tæt på operatøren, og tempo og læring som operative krav. Vi udvikler i åbne miljøer for at få fart og indsigt, og vi tager løsninger i drift i klassificerede miljøer, hvor sikkerhed og operativ relevans er afgørende. Vi har adgang til noget af Nordens bedste computer, og vores infrastruktur er bygget til, at AI er en del af løsningen fra start.

Forsvarets AI-Center er stedet, hvor Forsvarets AI-fremtid formes.

Log ind