Sektionschef for Ansættelsesret i Personelkommandoen

fuldtid
Sektionschef for Ansættelsesret i Personelkommandoen
  • Forsvarsministeriets Personalestyrelse
  • Lautruphøj 8, 2750 Ballerup
Trives du med komplekse opgaver, der stiller krav til, at du kan kombinere dine lederegenskaber med at levere juridiske produkter af høj kvalitet inden for individuel arbejdsret? Så er du måske vores nye sektionschef.

Om stillingen
Som sektionschef for Ansættelsesret bliver du leder for 17 engagerede jurister. Sektionens primære opgave er at rådgive chefer og håndtere personalejuridiske problemstillinger på Forsvarsministeriets område.

Som sektionschef sikrer du, at der fastholdes et højt kvalitetsniveau i den daglige drift samtidig med, at der er fremdrift i sektionens udviklingsopgaver. Du skal kunne balancere strategisk overblik med praktisk ledelse og have blik for både helhed og detaljer.

Dine primære opgaver bliver blandt andet:

  • At lede dine medarbejdere med fokus på muligheden for at lykkes, trives og udvikles i arbejdet.
  • Bidrage til at sikre et fagligt højt niveau i opgaveløsningen.
  • Medvirke til udvikling af arbejdsgange og procesbeskrivelser.
  • At videreføre og styrke samarbejde, relationer og den faglige kvalitet i sektionens opgaveløsning – herunder i samarbejde med dine medarbejdere at videreudvikle de strukturer, der understøtter den fortsatte udvikling, læring og en effektiv opgaveløsning.
Du kommer til at indgå i et ledelsesteam med 11 ledere, som du kan sparre med, og vi hjælper dig hurtigt ind i jobbet.

Stillingen har mange kontaktflader til ministerområdets øvrige myndigheder – herunder især Forsvarskommandoen og Forsvarsministeriets Departement.

Dit faste tjenestested vil være i Ballerup.

Om dig
Vi forventer, at:

  • Du har en akademisk juridisk baggrund og gerne ledelseserfaring samt erfaring med ansættelsesret/personalejura fra en offentlig myndighed.
  • Prioriterer personaleledelse med særlig opmærksomhed på medarbejdernes faglige udvikling og trivsel.
  • Du kan se dig selv som en del af et stærkt og dynamisk ledelseskollektiv.
  • Du kan lide at tage ansvar og sætte retning.
  • Du udviser fleksibilitet og giver en hånd, hvor der er brug for det, og du trives i samarbejdet med dine kolleger i sektionen og på tværs af organisationen.
  • Du bevarer overblikket i en omskiftelig hverdag fyldt af spændende ledelsesmæssige og juridiske opgaver.
  • Du trives med at sikre, at driften kører, men har samtidig fokus på, at der er plads til udviklingsopgaver.
  • Du har en faciliterende ledelsesstil, der motiverer og inddrager dine kollegaer/medarbejdere i udvikling og opgaveløsning.
  • Du er en stærk formidler og kan skabe gode relationer på alle niveauer.
Om os
I Forsvarsministeriet kommer du til et område med stor politisk og mediemæssig bevågenhed. Danmarks engagement i internationale kriser, materielindkøb i milliardklassen, tryghed for danskerne og et stadigt mere komplekst trusselsbillede er blot et lille udpluk af de dagsordener, som kendertegner området.

Personelkommandoen er ministerområdets faglige myndighed på HR-området, og er ansvarlig for HR-drift og strategisk udvikling af HR. Vi er mere end 700 ansatte fordelt på flere tjenestesteder rundt om i landet. Vi er organiseret med en direktion og syv faglige centre. Personelkommandoen er en arbejdsplads, hvor vi lægger vægt på professionelle relationer til de kollegaer og myndigheder, som vi støtter. Vi er samtidig optaget af at levere HR løsninger i høj kvalitet.

Center for HR-jura og Arbejdsmiljø har ansvaret for ansættelsesretlige sager, generelle juridiske spørgsmål, arbejdsskadesager, erstatningsretlige sager, sygebarselssager samt arbejdsmiljøområdet. Centret består af ca. 100 medarbejdere, som er fordelt på otte sektioner.

I Center for HR-Jura og Arbejdsmiljø har en stor del af medarbejderne en juridisk baggrund og medarbejderne er generelt kendetegnet ved en høj faglighed og et godt kollegaskab. Vi lægger stor vægt på et stærkt internt og eksternt samarbejde. Du bliver en del af et kollegaskab med en humoristisk og uformel tone, hvor vi ofte deler et godt grin og har et stærkt sammenhold.

Geografisk er Sektion for Ansættelsesret placeret i Ballerup med gode parkeringsmuligheder og gode forbindelser med offentlig transport. Vi har en meget fleksibel tilrettelæggelse af arbejdet, mulighed for hjemmearbejde, fællesfaciliteter, kantine, motionsrum m.m.

Ansættelsesvilkår
Du bliver ansat og aflønnet som chefkonsulent med ledelsesansvar efter gældende overenskomst mellem Finansministeriet og Akademikere i staten. Der vil ved ansættelsen være mulighed for at forhandle et tillæg. Der er til stillingen tilknyttet en fuld arbejdsgiverfinansieret pensionsordning på 18,07%.

Som ansat i Forsvarsministeriets koncern er du omfattet af nogle særlige vilkår. Du skal bl.a. kunne sikkerhedsgodkendes og opretholde sikkerhedsgodkendelsen under hele ansættelsesforløbet.

Du har som ansat pligt til at forrette tjeneste uden for landets grænser, herunder ved enheder i internationale operationer med henblik på deltagelse i konfliktforebyggende, fredsbevarende, fredsskabende, humanitære og andre lignende operationer.

Kontakt og ansøgning
Hvis du vil vide mere om stillingen, er du velkommen til at kontakte centerchef Anders Noyé i Center for HR-jura og Arbejdsmiljø på telefon 3266 5670.

Har du spørgsmål til løn- og ansættelsesvilkår er du velkommen til at kontakte HR-konsulent Birgit Jepsen på telefon 3266 5811.

Ansøgningsfristen er den 9. oktober 2025 og samtaler forventes afholdt i forlængelse heraf. Stillingen er til besættelse den 1. december 2025.

Du søger stillingen via linket og vi beder dig vedhæfte ansøgning, CV og kopi af kandidatbevis/eksamensbevis. Vær opmærksom på at bilag skal tilføjes i PDF-format.

I Forsvarsministeriets organisation tror vi på, at mangfoldighed optimerer opgaveløsningen. Derfor opfordrer vi alle interesserede uanset baggrund til at søge stillingen.



Log ind