Stillingen som rigsadvokat er ledig til besættelse fra den 1. juni 2026.
Justitsministeriet søger en rigsadvokat, der med stort engagement og stor dygtighed skal stå i spidsen for anklagemyndigheden.
Anklagemyndigheden er en del af Justitsministeriets koncern og varetager en central samfundsopgave: at retsforfølge strafbare forhold og bidrage til, at Danmark er trygt og sikkert og et af verdens førende retssamfund. Anklagemyndigheden arbejder for at sikre retssikkerhed og retfærdig behandling af straffesager og kerneopgaven er at retsforfølge strafbare forhold, sikre at skyldige holdes ansvarlige, at uskyldige ikke retsforfølges, og at alle sager behandles med objektivitet.
Anklagemyndigheden har omkring 1.590 ansatte, fordelt på den centrale anklagemyndighed (statsadvokaturerne og Rigsadvokaturen) og de lokale anklagemyndigheder i politikredsene.
Du kan læse mere om anklagemyndigheden på
www.anklagemyndigheden.dk.
Om stillingen Rigsadvokaten har som den øverste offentlige anklager det faglige ansvar for anklagemyndighedens virksomhed i hele landet, er øverste administrative leder af anklagemyndigheden og er underlagt justitsministerens tilsyn. Rigsadvokaten fører tilsyn med statsadvokaterne samt varetager udførelsen af straffesager ved Højesteret og virker ved Den Særlige Klageret.
Som leder af anklagemyndigheden varetager rigsadvokaten en central opgave i arbejdet med at optimere straffesagskæden på tværs af politiet, anklagemyndigheden, domstolene og Danmarks Fængsler. Rigsadvokaten står i spidsen for anklagemyndighedens arbejde med at styrke effektiviteten og kvaliteten i straffesagsbehandlingen, således at produktiviteten øges samtidig med, at kvaliteten i anklagemyndighedens arbejde og domfældelsesprocenten fastholdes.
Rigsadvokaten deltager desuden i den samlede koncernledelse for politiet og anklagemyndigheden samt i Justitsministeriets topledelse.
Om dig Rigsadvokaten skal være en yderst velkvalificeret jurist (cand.jur.) med et grundigt kendskab til strafferet og strafferetsplejen og med indblik i og forståelse for anklagemyndighedens arbejdsområde.
Herudover vægtes solid ledelseserfaring – gerne fra en politisk styret organisation, stor gennemslagskraft, meget stærke evner for både intern og ekstern kommunikation, strategisk udsyn, naturlige samarbejdsevner og dyb organisationsforståelse.
Løn- og ansættelsesvilkår Rigsadvokaten ansættes som tjenestemand på åremål for en periode på ti år uden mulighed for forlængelse eller genansættelse.
Stillingen er placeret i lønramme 41, hvor årslønnen aktuelt udgør 1.026.013 kr. Til stillingen er knyttet et topcheftillæg på 225.467 kr. årligt i aktuelt niveau. Der vil herudover blive optaget forhandling om et personligt tillæg og et åremålstillæg.
Det er en forudsætning for ansættelsen, at du kan sikkerhedsgodkendes.
Yderligere oplysninger Tiltrædelsestidspunktet er den 1. juni 2026 eller snarest derefter.
Yderligere oplysninger om stillingen kan fås ved henvendelse til Justitsministeriets HR-chef Trine Dahl, tlf. 30 44 78 81.
Ansøgningen Stillingen søges elektronisk på
www.justitsministeriet.dk under Karriere.
Ansøgningen, der stiles til Kongen, skal være modtaget i rekrutteringssystemet senest den 10. december 2025 kl. 12.00.
Alle interesserede uanset personlig baggrund opfordres til at søge stillingen.
Opmærksomheden henledes på, at en ansøger i medfør at tjenestemandslovens § 5, stk. 4, inden ansøgningsfristens udløb skriftligt kan anmode om, at oplysninger fra den ansøgerliste, der kan udleveres til ansøgerne efter tjenestemandslovens § 5, stk. 3, ikke videregives. I givet fald påføres ansøgerlisten et tavshedspålæg ved udleveringen.