Organist

deltid
Organist
  • Lysabild Sogn
  • Lysabildgade 7, 6470 Sydals

Vil du sætte dit musikalske præg på kirkelivet i Lysabild og Kegnæs Kirker?

Har du lyst til at være den musikalske drivkraft i to levende sogne – og skabe stemning, nærvær og fællesskab gennem orgelmusik?

Så har vi stillingen til dig!

Vi søger en dygtig og engageret organist pr. 1. maj 2026 eller efter aftale, da vores nuværende organist går på velfortjent otium. Vi leder efter dig, der har lyst til at sætte dit eget præg på gudstjenester, kirkelige handlinger og det musikalske liv i Lysabild og Kegnæs sogne.

Om stillingen

Som organist hos os bliver du en vigtig del af kirkernes daglige liv og fællesskab. Du vil bl.a.:

  • sætte et tydeligt og stemningsskabende musikalsk aftryk ved gudstjenester, dåb, konfirmationer, bryllupper og begravelser.
  • indgå i et positivt og tillidsfuldt samarbejde med præst, kirkesanger og øvrigt personale
  • samarbejde tæt med de to menighedsråd om musikalske aktiviteter og arrangementer
  • få mulighed for at undervise børn og unge med interesse for orgelspil
  • planlægge og gennemføre koncerter og andre musikalske arrangementer

Vi lægger vægt på, at du har lyst til både den klassiske kirkemusik og mere rytmiske udtryk, og at du trives i mødet med menigheden.

Om dig

Du har en baggrund som organist, kirkemusiker eller evt. pianist. Det vigtigste for os er, at du er musikalsk kompetent, engageret og har lyst til at spille i kirken – og at du møder både kolleger og menighed med åbenhed og energi.

Stillingsomfang

Stillingen er som udgangspunkt på 12 timer pr. uge, med mulighed for udvidelse ved fx korarbejde, koncerter eller undervisning. Der er rådighedsforpligtelse i henhold til gældende regler. Der er pligt til at gøre tjeneste ved andre ansættelsesmyndigheder i overensstemmelse med de aftaler menighedsrådet indgår/har indgået.

Om kirkerne og orglerne

  • Lysabild Kirke råder over et historisk orgel bygget i 1878 af Furtwängler & Söhne, Hannover med 15 stemmer, 2 manualer og pedal.

I Lysabild medvirker kirkesanger ved alle kirkelige handlinger. Kirkegangen ved gudstjenester er moderat, men der er stor opbakning til koncerter og øvrige arrangementer.

  • Kegnæs Kirke har et orgel bygget af Bruhn & Sønner i 1965 med 6 stemmer og 1 manual. Her synger menigheden selv – og den er både trofast, sangglad og sangstærk.

De fleste søndage er der gudstjeneste i begge kirker og som regel benyttes de samme salmer begge steder.

Om området

Er du tilflytter, byder både Lysabild og Kegnæs sogne på smuk natur, mange kilometer kystlinje og gode badestrande. Her er indkøbsmuligheder, vuggestue/børnehave, folkeskole, friskole og et rigt foreningsliv. Lokalsamfundet er aktivt og kendetegnet ved stærke fællesskaber og stort engagement.

Læs mere om området på Kegnaes-sydals.dk og lysabild-sydals.dk

Ansøgningsfrist og nærmere oplysninger

Lyder det som noget for dig? Så send din ansøgning, CV og eventuelt andre relevante bilag til os via ansøgningsformularen senest søndag d. 8. februar. Ansøgningsformularen tilgås via stillingsopslaget, som også kan tilgås via dette link: Ledige stillinger, Sønderborg Provsti

Har du spørgsmål til stillingen, eller har du brug for nærmere oplysninger, er du velkommen til at kontakte Bodil Møller på telefonnummer 31772177 eller mail 8997fortrolig@sogn.dk

Ansættelsessamtaler og prøvespil forventes at finde sted i uge 8 eller 9

Ansættelse sker ved Lysabild Sogns Menighedsråd beliggende Lysabildgade 7, Lysabild, 6470 Sydals.

Menighedsrådet kan oplyse, at der vil blive indhentet referencer.

Vi glæder os til at høre fra dig!

--------------------------------
Løn og ansættelsesvilkår

Ansættelse af en kirkemusiker vil være omfattet af Fællesoverenskomsten mellem Finansministeriet og CO10 og organisationsaftale mellem Kirkeministeriet og CO10 – Centralorganistionen af 2010 for kirkefunktionærer med kerneopgaver som henholdsvis kordegn, kirke- og kulturmedarbejder eller kirkemusiker og det tilhørende protokollat for kirkemusikere.

Ansættelsen af en organist med eksamen som ”Kirkemusiker med Orgel og Korledelse” eller en organist med PO-eksamen er omfattet af Overenskomst mellem By,- Land- og Kirkeministeriet og CO10 – Centralorganisationen af 2010.

Organister med en kirkemusikalsk kandidat- eller bacheloruddannelse er omfattet af protokollat til akademikeroverenskomsten om overenskomstansættelse af DOKS-organister og faste lærere på kirkemusikskolerne indgået mellem Akademikerne og By-, Land- og Kirkeministeriet.

Aftalerne kan ses på https://folkekirkensintranet.dk/vejledninger/menighedsraadet-som-arbejdsgiver/ok24.

Nuværende tjenestemandsansatte organister har ret til at bevare deres tjenestemandsstatus ved ansættelse med direkte overgang. Der skal i så fald ske en klassificering af stillingen.

Bemærk: de oplyste beløb er ved en fuldtidsstilling. Løn, OK tillæg samt rådighedstillæg kvoteres i overensstemmelse med stillingens ansættelsesbrøk.

Årslønnen for en kirkemusiker aftales indenfor intervallet 327.435,90 kr. – 384.737,05 kr. (nutidskroner). Der er rådighedsforpligtelse til stillingen. Rådighedstillægget udgør årligt 27.118,53 kr. (nutidskroner). OK tillæg på 1.061,76 kr. (nutidskroner). Aftale om indplacering i lønintervallet indgås mellem menighedsrådet og Dansk Kirkemusiker Forening inden ansættelsen.

Årslønnen for ansøgere med kirkemusiker med uddannelse i orgel og korledelse (tidligere PO-organister) aftales i henhold til det aftalte basisløntrinssystem. Basistrin 1 udgør kr. 343.808,19 kr. årligt (nutidskroner) og basisløntrin 2 udgør kr. 361.226,00 kr. årligt (nutidskroner). Indplacering sker efter anciennitet.
Der er rådighedsforpligtelse til stillingen. Rådighedstillægget udgør årligt 29.104,64 kr. (nutidskroner) for tjeneste ved 1 kirke /37.223,95 kr. (nutidskroner) for tjeneste ved 2-3 kirker /44.094,15 kr. (nutidskroner) for tjeneste ved 4 til 6 kirker /50.839,43 kr. (nutidskroner) for tjeneste ved 7 eller flere kirker. Derudover kan der efter lokal forhandling ydes kvalifikations- og funktionstillæg. Aftale om løn indgås mellem menighedsrådet og Organistforeningen.

Årslønnen for ansøgere med en kirkemusikalsk bachelor- eller kandidateksamen (DOKS) aftales i henhold til ny løn-AC-skalaen. For bacheloruddannede er bruttolønnen mellem 326.021,89 - 339.762,27 kr. årligt (nutidskroner). For kandidatuddannede er bruttolønnen mellem 356.300,70 kr. – 434.159,97 kr. årligt (nutidskroner). Der er knyttet rådighedsforpligtelse til stillingen. Rådighedstillægget udgør årligt mellem 45.842,92 kr. – 71.200,18 kr. (nutidskroner). Indplacering og rådighedstillæg ydes efter anciennitet. Derudover kan der efter lokal forhandling ydes kvalifikations- og funktionstillæg. Aftale om løn indgås mellem menighedsrådet og DOKS.

Log ind