Klinisk IT-konsulent med sekretærbaggrund til implementering af digitale løsninger

fuldtid
Klinisk IT-konsulent med sekretærbaggrund til implementering af digitale løsninger
  • It- medico og telefoni
  • Borgervænget 7, 2100 København Ø
Vil du være med til at arbejde for, at de ansatte på hospitalerne bliver godt klædt på med viden og vejledning om nye digitale løsninger? Synes du, at en foranderlig hverdag i spændingsfeltet mellem IT-udvikling og organisatorisk implementering lyder spændende? Så har vi en spændende stilling som Klinisk IT-konsulent.

Vi tilbyder
En stilling som Klinisk IT-konsulent (KIK) hos Center for IT og Medicoteknologi (CIMT), hvor du vil arbejde med løsninger i grænselandet mellem sundhedssektoren og teknologi. Du vil være med til at optimere og implementere IT-systemer til gavn for patienter og ansatte på hospitalet. Vores sektion dækker Nordsjællands Hospital (NOH), Herlev og Gentofte Hospital (HGH), Bispebjerg og Frederiksberg Hospitaler (BFH), Region Hovedstaden Psykiatri (RHP) og Bornholms Hospital (BOH). Vi er fordelt i tre teams med hver deres teamkoordinator. Du vil blive ansat i det team, som har dagligt samarbejde med Bispebjerg og Frederiksberg Hospitaler (BFH), Region Hovedstaden Psykiatri (RHP) og Bornholms Hospital (BOH).

Vores sektion Implementering HGH, NOH, BFH, BOH & RHP
Vi er en gruppe af tidligere klinikere og sekretærer, som vægter kvalitet og service højt og brænder for at hjælpe vores kollegaer på hospitalerne med digitale løsninger. Stillingen byder på opgaver, som er udfordrende og forskelligartede, og derfor gør vi brug af daglig sparring med kollegaer i hele organisationen. Vi koordinerer vores større opgaver i tæt samarbejde med hospitalets stabe og sikrer understøttelse af de opgaver, som hospitalet finder vigtigst. Vi udfører vores opgaver der, hvor det giver mest værdi for klinikken, og derfor opholder vi os primært på Bispebjerg Hospital og CIMT’s lokaler på Borgervænget.

Dine opgaver
En af dine primære opgaver vil være at undervise klinikere og administrativt personale på hospitalet i brugen af regionens forskellige IT-systemer - primært Sundhedsplatformen. Udover undervisning kan vores arbejdsopgaver omfatte facilitering af workshops, analyse af kliniske arbejdsprocesser og produktion af film. Dette vil du gøre i tæt samarbejde med ledelsen, nøglepersoner og dine kollegaer. Vi hjælper dig naturligvis til at opnå en bred og sammenhængende viden om vores IT-systemer, så du kan understøtte på tværs af faggrupper og forløb. Du får stor indflydelse på indholdet af dine opgaver, og der er gode muligheder for både personlig og faglig udvikling. Arbejdstiden ligger primært på hverdage i dagstiden med mulighed for fleksibilitet og hjemmearbejdsdage. Du vil indgå i en sektion, hvor fokus på kvalitet i opgaveløsningen går hånd i hånd med kollegial støtte og sparring. Vi har en uformel omgangstone og værdsætter et godt grin. Vi lægger stor vægt på sociale aktiviteter uden for arbejdstiden, hvor vi kan hygge os og have det sjovt sammen.

Hvem er du?
Din uddannelsesmæssige baggrund er lægesekretær eller administrativ med et dybt kendskab til en klinisk hverdag på en hospitalsafdeling. Du skal have en stærk IT-ekspertise og være i stand til at anvende analytiske evner i dit arbejde. Du skal trives med en foranderlig hverdag, hvor hospitalets udfordringer styrer din prioritering af arbejdsopgaverne. Det er derfor også vigtigt, at du er omstillingsparat og tør tage styringen med en positiv og anerkendende tilgang til dine omgivelser. Du skal kunne kommunikere tydeligt, klart og troværdigt både på skrift og i tale. Det vil være et krav, at du har et indgående kendskab til Sundhedsplatformen og til det daglige arbejde på et hospital.

Ansættelsesforhold
Stillingen er på 37 timer om ugen, og du skal forvente, at din arbejdsdag foregår på en eller flere af regionens matrikler. Vi forventer, at du kan besætte stillingen fra 1. april 2025.

Løn- og ansættelsesvilkår er med udgangspunkt i gældende overenskomst med mulighed for forhandling af eventuelle tillæg, der modsvarer dine kvalifikationer.

Sådan søger du jobbet
Send din ansøgning og CV senest den 20. februar via vores digitale rekrutteringssystem. Vi afholder løbende samtaler.

Har du spørgsmål til jobbet, er du meget velkommen til at kontakte sektionschef Emil Lavard Munksgaard på 21 15 84 68 / emil.lavard.munksgaard@regionh.dk eller teamkoordinator Maria Willemoes på 23 64 75 03/ maria.willemoes@regionh.dk

Vores arbejdsplads, Center for IT og Medicoteknologi (CIMT)
CIMT er Danmarks største offentlige center for sundhedsteknologi. Vi driver, supporterer og udvikler it, medico-udstyr og telefoni på Region Hovedstadens hospitaler, virksomheder og centre. CIMT beskæftiger ca. 1000 mennesker, og har et stærkt fagligt miljø med gode udviklingsmuligheder.

Du kan læse mere om CIMT her

Log ind