Har du en geofaglig baggrund og lyst til at understøtte GEUS’ feltkampagner i Danmark og Grønland? Er du ligeledes god til koordinering og praktisk arbejde? Så er det dig, vi leder efter til en stilling i vores logistik- og lagerenhed i Taastrup.
Vi søger en geofaglig medarbejder, der vil påtage sig ansvaret for den grønlandsrettede logistik- og lagerenhed samt det danske og grønlandske prøvearkiv. Pågældende skal desuden stå for den overordnede koordinering af arbejdet på tværs af de forskellige funktioner i vores lager og arkiv.
Om stillingen GEUS spiller en vigtig rolle i den geologiske udforskning af Danmarks og Grønlands undergrund. Til dette formål har vi en række forskningsunderstøttende funktioner, hvoraf mange er samlet i vores lager i Taastrup. Her håndteres store mængder borekerner fra den danske undergrund og geologiske prøver fra Grønland. Vores bygninger i Taastrup rummer desuden alt det udstyr, der benyttes, når GEUS’ medarbejdere tager på feltarbejde samt laboratoriefaciliteter til blandt andet kerneskanninger, prøvetagning og seismisk indsamling.
Du får ansvaret for at koordinere de forskellige funktioner i logistik- og lagerenheden i Taastrup og understøtte GEUS’ mange feltaktiviteter. Ikke mindst feltarbejdet i Grønland stiller store krav til logistisk support på højt niveau, og du vil få en vigtig opgave med at deltage i feltarbejdsforberedelserne, herunder udarbejdelse af eksport- og våbentilladelser, indkøb af materiel mv. Du får dermed en central rolle i både at få ekspeditionerne godt af sted og at sikre, at de vigtige geologiske prøver, som bringes med hjem, håndteres og registreres forsvarligt. Du vil samtidig skulle varetage en række praktiske og administrative opgaver, der er en del af lagerets daglige drift.
Faciliteterne benyttes i stor stil af GEUS’ mange forskere, ligesom vi også leverer forskellige ydelser til private virksomheder. Gennem dit arbejde skal du bidrage til, at logistik- og lagerenheden fungerer professionelt og effektivt samt være med til at skabe et arbejdsmiljø præget af høj arbejdsglæde blandt medarbejderne. Du skal desuden være med til at sikre en god og gnidningsfri interaktion mellem enheden og dens brugere.
Hvem er du? Du er geolog eller har en anden relevant naturvidenskabelig kandidatuddannelse. Vi lægger vægt på, at du har erfaring med feltarbejde og logistik samt gerne indsigt i GEUS’ mange fagområder. Du trives med at skabe overblik, koordinere og tage ansvar for praktiske opgaver. Det er en fordel, hvis du har erfaring med koordinering af flere opgaver og områder – samt også gerne automatiseret lagerstyring.
GEUS har en meget international medarbejderstab og udenlandske samarbejdspartnere. Arbejdssproget vil være dansk, men du skal også kunne tale, læse og skrive engelsk. Vi sætter pris på godt humør og en indstilling, hvor man hjælper hinanden, når der er travlt.
Vi er dine nye kollegaer Du bliver administrativt en del af Afdeling for Kortlægning og Mineralske Råstoffer, der forsker i de grønlandske bjergarters sammensætning, deres geokemi og mineralogi samt bjergarternes dannelse og udvikling.
Du vil have din daglige gang i logistik- og lagerenheden i Taastrup, hvor der p.t. er tilknyttet tre faste medarbejdere ud over dig, og hvor mange af GEUS’ andre medarbejdere kommer for at bruge eller bidrage til lagerets mange funktioner.
Et arbejdsmiljø med fokus på faglig udvikling og trivsel Der er mange gode grunde til, at du skal vælge et arbejdsliv i GEUS.
Vi er en mangfoldig medarbejderskare på cirka 300 engagerede medarbejdere i GEUS. I GEUS er tillid og fleksibilitet nøgleord. Arbejdsmiljøet er levende, uformelt og internationalt. Vores arbejdsopgaver er alsidige, og der er god mulighed for, at du selv får indflydelse på udviklingen af din opgaveportefølje.
Vi prioriterer faglig udvikling, blandt andet ved at tilbyde adgang til kurser og anden efteruddannelse. Det sociale er også vigtigt i GEUS, og vi har for eksempel et rigt foreningsliv med personale- og kunstforening.
I GEUS prioriterer vi den enkelte medarbejders generelle trivsel højt. Vi prioriterer, at personaleledere er tæt på medarbejderne, og vi har fleksible arbejdstider, der muliggør, at du kan tilrettelægge dit liv, så der er plads til det, der betyder noget for dig. Hvis der er behov for en enkelt hjemmearbejdsdag, er der også mulighed for det.
Løn og ansættelsesforhold Løn og ansættelsesforhold sker i henhold til den relevante overenskomst.
Ansættelsesområdet er Klima-, Energi- og Forsyningsministeriet med tilhørende institutioner.
Klima-, Energi- og Forsyningsministeriet betragter mangfoldighed som et aktiv og opfordrer alle interesserede uanset køn, alder, religion eller etnisk tilhørsforhold til at søge stillingen.
Det er en forudsætning for ansættelse, at du kan blive sikkerhedsgodkendt og opretholde sikkerhedsgodkendelsen under hele din ansættelse.
Yderligere oplysninger Hvis du ønsker supplerende oplysninger, er du velkommen til at kontakte afdelingsleder Mikael Pedersen på tlf. 2221 6575, e-mail:
mp@geus.dk.
Er du interesseret? Er du interesseret i stillingen, hører vi gerne fra dig. Ansøgningen skal være vedlagt dit CV samt relevante eksamenspapirer på dansk eller på engelsk.
Ansøgningen sendes senest
søndag den 18. oktober 2026. Ansøgninger eller andet materiale modtaget efter tidsfristen vil ikke blive taget i betragtning.