Om Jobbet: Vil du stå i spidsen for en central del af IT-leverancen i Danmarks næststørste kommune – og skabe en mere sammenhængende, transparent og brugerorienteret leveranceorganisation?
Fælles IT og Digitalisering søger en Leverance- og Servicechef med et samlet ansvar for leverancestyring, samarbejde med magistratsafdelingerne samt service- og supportudvikling. Du får en nøgleposition i Fælles IT og Digitaliserings ledelse og et tydeligt mandat til at skabe sammenhæng, prioritering og fremdrift på tværs af drift, services, koordinerede indsatser og projekter. Du leder ledere og har ansvar for at sikre et stærkt samspil mellem flere teams og sektioner.
Aarhus Kommune er en stor og kompleks organisation, hvor stabil IT-drift, gode brugeroplevelser og sikker gennemførelse af forandringer og projekter er afgørende for kommunens kerneopgaver. Vi er i gang med at styrke vores leveranceorganisation, så det bliver enklere at navigere i vores organisation og mere transparent hvordan vi prioriterer og følger op. Målet er, at organisationen oplever én mere sammenhængende indgang og en stærkere kobling mellem drift, support, serviceudvikling og nye initiativer og projekter. Som en væsentlig del af det ansvarsområde indgår det fortsatte fokus med standardisering og harmonisering af services, processer og roller.
Som Leverance- og Servicechef bliver du et centralt bindeled på tværs af organisationen, de lokale digitaliseringsafdelinger og øvrige samarbejdspartnere. Du skal både kunne stå sikkert i den daglige operationelle virkelighed og kunne løfte blikket: omsætte strategi og behov til prioriteringer, udvikle organisationen og drive en kultur, hvor vi går fra brandslukning til systematisk forbedring og med fokus på udvikling.
Dine væsentligste opgaver bliver at:
- sikre koordinering, prioritering og opfølgning på tværs af Fælles IT og Digitaliserings leverancer, herunder projekter og skabe tydelig transparens om status, afhængigheder og fremdrift
- have det samlede ansvar for IT-support og den løbende udvikling af serviceydelser, processer og brugeroplevelser samt varetage det ledelsesmæssige ansvar ved større driftsforstyrrelser, major incidents og i IT-beredskabet.
- lede og udvikle ledere i leveranceorganisationen og skabe tydelige roller, ansvar og beslutningsrum
- styrke samarbejdet og forventningsafstemningen med magistratsafdelingerne, internt i Borgmesterens Afdeling og øvrige interessenter
- følge systematisk op på kvalitet, brugertilfredshed og performance og omsætte data og feedback til konkrete forbedringer
- sikre professionel rapportering og beslutningsunderstøttelse til Digitaliseringsstyregruppen og øvrige ledelsesfora
- udvikle samarbejds- og snitflademodeller, der gør ansvar og leverancer tydelige på tværs af organisationen
- bidrage til afdelingens strategiske og organisatoriske udvikling i tæt samarbejde med chefen for Fælles IT og Digitalisering og den øvrige ledelse.
Rollen indebærer desuden en stedfortræderfunktion for chefen for Fælles IT og Digitalisering inden for IT-drift samt service- og leveranceområderne. Det betyder, at stillingen kræver både ledelsesmæssig tyngde, organisatorisk dømmekraft og evnen til at træffe beslutninger i en kompleks driftsvirkelighed.
Din profil: Vi søger en erfaren leder, som kan kombinere stærk drifts- og leveranceforståelse med relationel ledelse, forandringskraft og blik for den samlede organisation. Du behøver ikke være den dybeste tekniske specialist, men du skal forstå logikken i en kompleks IT-organisation og kunne stille de rigtige spørgsmål, prioritere og skabe følgeskab.
Vi lægger især vægt på, at du:
- har dokumenteret erfaring med ledelse af både medarbejdere og ledere
- har erfaring med leverancestyring, IT-service, drift eller tilsvarende komplekse service- og leveranceområder
- kan skabe struktur og overblik i mange parallelle leverancer og samtidig holde fokus på det, der skaber værdi for brugerne og organisationen
- er stærk i forandrings- og transformationsledelse og kan omsætte nye rammer og processer til reel adfærd og praksis
- bygger stærke relationer og kan skabe samarbejde på tværs af fagligheder, organisatoriske grænser og interesser
- kommunikerer tydeligt og tillidsvækkende og skaber transparens gennem klar og løbende forventningsafstemning.
- arbejder datainformeret og systematisk med kvalitet, performance og kontinuerlig forbedring
- har organisatorisk og strategisk forståelse og kan navigere i en politisk ledet organisation med mange interessenter
- bevarer ro, retning og handlekraft, også når driften er presset eller prioriteringer ændrer sig.
Du har en relevant videregående uddannelse eller en anden baggrund, der sammen med din erfaring giver dig de nødvendige kompetencer. Det afgørende er din ledelseskraft og evne til at skabe sammenhæng mellem mennesker, drift, service og udvikling.
Derfor skal du vælge os: Du får en central lederstilling med reel mulighed for at præge, hvordan en stor kommunal IT-organisation leverer og udvikler sine services. Opgaven er både konkret og ambitiøs: Vi vil skabe en mere professionel, sammenhængende og brugerorienteret leveranceorganisation med klare aftaler, stærkere prioritering og kontinuerlig forbedring.
Du bliver en del af ledelsen i Fælles IT og Digitalisering og får et tæt samarbejde med chefen for Fælles IT og Digitalisering, lederkolleger og digitaliseringsafdelingerne på tværs af kommunen. Du kommer dermed tæt på både den operationelle IT-virkelighed og de strategiske beslutninger.
Vi lægger vægt på høj faglighed, tillid, tydelighed og samarbejde. Som leder får du et stort mandat, men også et stort ansvar for at skabe følgeskab og bygge bro mellem forskellige perspektiver. Hos os skal stabil drift og høj servicekvalitet gå hånd i hånd med udvikling og forandring.
Løn og ansættelsesvilkår Løn og ansættelsesvilkår vil være i henhold til gældende overenskomst. Endelig lønfastsættelse sker efter forhandling med den forhandlingsberettigede faglige organisation på baggrund af kvalifikationer.
Ugentligt timetal: Uden højeste tjenestetid
Stillingen er en fast stilling.
Ansøgning Stillinger i Aarhus Kommune søges elektronisk. Klik på 'Søg stillingen' for at udfylde og sende din ansøgning. Alle felter med * skal udfyldes. Først når du har modtaget en kvittering pr. e-mail, har vi modtaget din ansøgning.
Kopi af eksamensbevis skal vedlægges.
Ansøgningsfrist er 1. november 2026.
Vi forventer, at 1. samtale finder sted d. 16. og 17. november. Evt. 2. samtale efter behov.
Aarhus Kommune ser mangfoldighed som en styrke. Vi opfordrer derfor alle uanset alder, køn, religion og nationalitet til at søge.
Vil du vide mere om stillingen, er du velkommen til at kontakte chef for Fælles IT og Digitalisering Lone Juric Sørensen på mail lojs@aarhus.dk.
Om os Fælles IT og Digitalisering er Aarhus Kommunes centrale IT- og digitaliseringsafdeling i Borgmesterens Afdeling. Vi leverer og udvikler det digitale fundament for en stor og kompleks kommune og arbejder på tværs af blandt andet IT-services og support, digitale løsninger, infrastruktur, data, digital udvikling, strategi, styring og sikkerhed. Vores opgave er både at sikre en stabil og professionel IT-leverance i hverdagen og at skabe den organisatoriske og teknologiske udvikling, som kommunen har brug for fremover.