Har du erfaring med bygningsdrift, administration og økonomi? Kan du lide at have ansvar, samarbejde med mange forskellige mennesker og få hverdagen til at fungere for både beboere og medarbejdere? Så vil vi gerne høre fra dig.
Sammentømret kollegagruppe med høj faglighed
I vores Servicecenter i Faaborg-Midtfyn er vi 14 kolleger, der sammen står for ca. 1.250 boliger i Faaborg, Ringe, Årslev og Ørbæk. Vi kender hinanden godt, hjælper hinanden, når der er brug for det, og har en hverdag, hvor der både er plads til faglig sparring og et godt grin. Vi har forskellige baggrunde og erfaringer, og alle bidrager med noget forskelligt. Du bliver leder for tre medarbejdere, der arbejder med beboerservice og drift af bygninger. Du refererer til forretningsføreren og får en anden erfaren driftsleder som tæt kollega, du kan vende opgaver og udfordringer med. Dine opgaver bliver blandt andet at:
Lede dit team og sørge for, at medarbejderne trives
Følge op på bygningernes stand og vedligeholdelse
Planlægge og gennemføre markvandringer og bygningsgennemgange
Stå for mindre renoveringsprojekter og følge op på budgetter og driftsøkonomi
Vedligeholde og udvikle drifts- og vedligeholdelsesplaner
Deltage i afdelingsmøder samt regnskabs- og budgetmøder
Nye IT-systemer bliver en del af hverdagen
Når du starter, er vi i gang med at implementere en række nye IT-værktøjer – herunder flere af de systemer, du skal bruge som driftsleder. Du kommer derfor til at bruge tid på at lære dem at kende og være med til at få dem til at fungere i den daglige drift. Du skal derfor have lyst til og evne for at lære nye systemer at kende.
Gode vilkår og fagligt stærke kollegaer
Vi går op i, at det skal være godt at gå på arbejde, og vi tager fat i tingene, hvis noget ikke fungerer. Samtidig er vi optaget af, at der skal være mulighed for at lære nyt og udvikle sig i jobbet. Du får også:
En god lønpakke, pension, tandforsikring samt sundheds- og behandlingsforsikring
Dygtige kollegaer at sparre med
Et alsidigt job med ansvar og indflydelse på din hverdag
Mulighed for faglig udvikling og deltagelse i netværk
Hvem er du?
Vi forestiller os, at du trives med en varieret hverdag, hvor du både skal lede medarbejdere, holde styr på driften og samarbejde med mange forskellige mennesker. Du er god til at skabe relationer og kan bevare overblikket, også når der er flere ting i gang på én gang. Derudover ser vi gerne, at du:
Har erfaring med bygningsdrift – gerne kombineret med en håndværksmæssig baggrund eller anden relevant erfaring
Har erfaring med ledelse
Er stærk administrativt og har et godt kendskab til IT og digitalisering
Har bil til rådighed. Du får selvfølgelig kørselsgodtgørelse for dine arbejdskørsler
Trives med en bred kontaktflade og har lyst til at opbygge gode relationer til beboere, bestyrelser og samarbejdspartnere
Har du lyst til at høre mere?
Du behøver ikke skrive en ansøgning. Send os blot dit CV, og skriv gerne et par linjer om, hvorfor du søger jobbet. Ansøgningsfristen er søndag den 15. november 2026. Vi afholder 1. samtaler tirsdag den 24. november og 2. samtaler mandag d. 7. december. Opstart: 1. februar 2027 eller snarest muligt.
Har du spørgsmål til jobbet, kan du kontakte forretningsfører Kim Hybel på telefon 76 44 45 52 mandag til torsdag kl. 9.00–14.00.
Ved ansættelse skal du fremvise straffeattest, anmærkningsfri børneattest og gyldigt kørekort.