Folketingstidende er en del af Folketingets Administration, og vi søger en medarbejder, der er meget dygtig til dansk sprogbehandling. Folketingstidende står for referaterne af Folketingets forhandlinger i Folketingssalen og for korrektur af flere af Folketingets dokumenter, f.eks. lov- og beslutningsforslag og betænkninger.
Du skal primært arbejde med referater, men der kan også blive tale om andre opgaver som f.eks. korrektur. Derfor er det vigtigt både at være god til og interesseret i at læse korrektur.
Vi lægger vægt på, at sproget i referaterne er syntaktisk sammenhængende og i øvrigt grammatisk korrekt − med respekt for talerens egenart og for det særlige politiske sprog. Folketingstidende anvender Retskrivningsordbogen som udgangspunkt for sit arbejde og har i en række tilfælde truffet valg mellem valgfrie former.
Din arbejdsplads Referenterne i Folketingstidende arbejder aktuelt ved hjælp af et tale til tekst-system. Det betyder, at referenten med udgangspunkt i en lydoptagelse fra Folketingssalen indtaler talen i stedet for at skrive den. Herefter gennemarbejder referenten teksten, før den offentliggøres på www.ft.dk og www.folketingstidende.dk.
For tiden er der 22 referenter i Folketingstidende. Fælles for referenterne er, at de er meget dygtige til sprogbehandling og kan lide at arbejde med det danske sprog på et højt niveau. Vi videndeler og samarbejder mod fælles mål. Folketingstidende står over for at skulle arbejde med ny teknologi og skal også i den sammenhæng arbejde med vores arbejdsprocesser og digitale kompetencer. Referenterne sparrer med Folketingstidendes redaktionssekretær om sproglige spørgsmål.
Ud over referenterne, redaktionssekretæren og kontorchefen består Folketingstidende af en nyoprettet tolkegruppe, som bl.a. skal simultantolke mellem dansk og grønlandsk.
Din profil Vi forventer, at du
- kan tale tydeligt med standarddansk udtale og er virkelig god til skriftlig dansk – retskrivning, syntaks, tegnsætning og korrektur,
- har god sans for at aflytte og forstå talt sprog,
- er meget kvalitetsbevidst, kan træffe korrekte sproglige valg og samtidig få noget fra hånden,
- har kendskab til hovedsprogene,
- er interesseret i politik og samfundsforhold og
- har flair for at bruge it og er hurtig på tastaturet.
Det er vigtigt, at du er god til og har lyst til at være en del af et konstruktivt samarbejde.
Vi forudsætter, at du mindst har studentereksamen el.lign., og at du derudover har relevant erhvervserfaring.
Arbejdstiden Den ugentlige arbejdstid er på 37 timer. Der er normalt en aftenvagt pr. uge, og i spidsbelastningsperioder (primært december, maj og juni) kan der være behov for overarbejde og på skæve tidspunkter. Der er mulighed for en ugentlig arbejdstid på 30 timer
Løn- og ansættelsesvilkår Ansættelse sker i henhold til fællesoverenskomst mellem Folketingets direktør og CO10/OAO-S og organisationsaftale for kontorfunktionærer i Folketingets Administration. Løn ifølge gældende overenskomst.
Stillingen er til besættelse senest den 1. oktober 2025.
Information og ansøgning Du kan få flere oplysninger om stillingerne hos chef for Folketingstidende, Helle Berg (tlf. 3337 3452) og redaktionssekretær Michael Ejstrup (tlf. 3337 3460). Du sender din ansøgning med cv, eksamenspapirer og eventuelle anbefalinger via stillingsopslaget på Folketingets hjemmeside www.ft.dk.
Ansøgningsfrist: mandag den 4. august 2025, kl. 12.00. Vi forventer at udvælge et antal ansøgere til at gennemgå en ansættelsesprøve. Prøven består af tre dele: 1) redigering (på papir), 2) korrektur/dansk retskrivning (på papir) og 3) afskrivning og redigering i én arbejdsgang efter lydoptagelse (på pc). Retskrivningsordbogen er til rådighed ved prøven, og bedømmelsen sker på grundlag af Retskrivningsordbogens regler. Prøven finder sted den 6. august 2025.
På grundlag af prøverne forventer vi at udvælge nogle ansøgere til ansættelsessamtale den 7. august.2025, I forbindelse med samtalen skal de udvalgte ansøgere gennemgå en test i anvendelse af tale til tekst-teknologi.