Vi søger stærke lederprofiler til Dyrevelfærdskontrollen – er det dig?

fuldtid
Vi søger stærke lederprofiler til Dyrevelfærdskontrollen – er det dig?
  • Fødevarestyrelsen, Vejen
  • Søndergade 50, 6600 Vejen
Bemærk: Dyrevelfærdskontrollen er en del af Justitsministeriets område. Stillingen annonceres og administreres via Fødevarestyrelsens rekrutteringssystem.

Som leder i Dyrevelfærdskontrollen får du en unik mulighed for at være med til at etablere en ny styrelse under Justitsministeriet. Du vil få en central rolle i at sikre en stabil drift og udvikle et kontrolområde, hvor der er stort politisk fokus, og hvor vi arbejder tæt på virksomheder og borgere. Du får et stort ledelsesrum, stærk sparring og mulighed for at præge en vigtig samfundsopgave med kontrol af dyrevelfærd.

Vi søger flere nye lederkollegaer. For det første søger vi en ny sektionsleder til vores EksportKontrolCenter (EKC), hvor vi blandt andet sikrer dyrevelfærden i forbindelse med eksport af levende dyr, gennem forhåndsvalidering af transporter og efterfølgende kontrol af kørte ruter. For det andet søger vi sektionsledere til den udkørende kontrol, da vi som ny styrelse, skal udvide antallet af medarbejdere. Dette er nyoprettede stillinger. Da vi således har flere ledige stillinger, giver det dig og os en unik mulighed for at sammensætte de opgaver, der passer bedst til dine kompetencer og ønsker. 

Vi står overfor udvikling af en ny organisation, samling af et kontrolområde på tværs af landet, store politiske forventninger og mange forandringer i det danske landbrug. Vi søger derfor kollegaer, som er stærke teamplayere, da vi kun kan lykkes i et tæt samarbejde i ledelsesgruppen.

Dine opgaver
Som leder i EKC vil din vigtigste opgave at sikre en stabil og effektiv drift. Det indebærer, at du har det overordnede ansvar for personaleledelse, prioritering af opgaver og løbende opfølgning på, at driften fungerer, som den skal. Du skaber retning, sammenhæng og gode rammer for medarbejderne, så de kan lykkes med enhedens fælles mål. I EKC er der 35 medarbejdere, heraf er hovedparten kontorfunktionærer og derudover flere jurister og én dyrlæge. Du deler ledelsen med én lederkollega. Afhængig af dine præferencer er der mulighed for også at få ledelsesansvar i den udkørende kontrol.

I EKC vil du skulle koordinere den daglige drift og understøtte medarbejderne i deres opgaveløsning samt bidrage til den fortsatte digitale omstilling ved at omsætte data til indsigt og udvikle effektive løsninger, der styrker dyrevelfærden.

Som leder i den udkørende kontrol vil din vigtigste opgave være personaleledelse i forhold til et antal tilsynsførende, der gennemfører kontrol i besætninger eller på transportvirksomheder, at sikre kvalitet i kontrollen, at sikre målopfyldelse og samtidigt være med til at udvikle dyrevelfærdskontrollen. Der er primært tale om distanceledelse af tilsynsførende, blandt andet dyrlæger.

Som leder i den udkørende kontrol vil du skulle være med til at udvikle kontrollen af dyrevelfærd i samarbejde med hovedkontoret samt understøtte medarbejderne men henblik på at sikre målopfyldelse.

Om dig
Du er en synlig og driftsorienteret leder, der skaber retning, trivsel og fremdrift gennem tydelig kommunikation og stærke relationer. Du motiveres af at udvikle både medarbejdere og opgaveløsning og trives i et miljø, hvor samarbejde, prioritering og effektivitet går hånd i hånd.

Vi søger altså en leder, som:
•    Kan sætte klare mål, sikre stabil drift og skabe gode rammer for medarbejderne
•    Har stærke relationelle kompetencer og kommunikerer professionelt og tillidsvækkende – også med eksterne aktører
•    Kan motivere og inddrage medarbejdere på tværs af fagligheder og samtidig værne om høj trivsel
•    Har blik for at effektivisere opgaveløsningen og udvikle teamet
•    Prioriterer og uddelegerer naturligt og trives med at lede både opad og nedad i organisationen
•    Er synlig, åben og opsøgende i din ledelsesstil

Derudover ser vi gerne, at du:
• Har erfaring med personaleledelse, teamledelse og ledelse på distancen
• Har juridisk forståelse i forhold til at tolke og anvende lovgivning
• Har kendskab til arbejdet i en politisk styret organisation
• Arbejder analytisk

Om Dyrevelfærdskontrollen 
Din sektion er en del af den udførende kontrol, som ledes af enhedschef Majbritt Birkmose, der således bliver din nærmeste leder. Dyrevelfærdskontrollen oprettes pr. 1. januar 2027 som en selvstændig styrelse under Justitsministeriet. Dyrevelfærdskontrollen består af ca. 130 medarbejdere, og vi forventer at blive cirka dobbelt så mange.

Medarbejderne i den udkørende kontrol har forskellige uddannelsesmæssige baggrunde, men består primært af dyrlæger, AC’ere og teknologer med udgangspunkt i landbrugsproduktion. Enheden varetager dyrevelfærdskontrol i besætninger med produktionsdyr, bistand til politiet i forbindelse med dyreværnssager samt opgaven i EKC i forbindelse med transporter af levende dyr ud af Danmark.

Vi er en landsdækkende enhed og fører kontrol med overholdelse af reglerne om dyrevelfærd i besætninger og i forbindelse med transport af dyr.
Den udkørende kontrol er lokaliseret i Korsør, Aalborg, Herning og Vejen, hvorfor du som leder skal forvente jævnligt at bevæge dig rundt mellem vores lokationer for at møde medarbejderne og afholde teammøder.

EKC er lokaliseret i Vejen og arbejder med forhåndsvalidering af eksporter af levende dyr, og når transporterne er kørt, varetager vi også ”efterkontrollen”, som bl.a. indebærer en kontrol af de kørte ruter. Her er særlig fokus på, om transportøren har overholdt vilkårene for transporten, således at dyrene ikke har lidt overlast. Der arbejdes også med udstedelse af autorisationer. Der er stort politisk fokus på dyrevelfærd i Danmark, og især eksport af levende dyr. 

Vi tilbyder
Du bliver en del af lederteamet i den udførende kontrol, som består af en enhedschef og fire sektionsledere. Her får du et stort ledelsesrum, en bred samarbejdsflade både internt og eksternt samt løbende sparring i et erfarent og engageret lederfællesskab.

Som ny leder får du et solidt afsæt gennem et onboarding-forløb, mulighed for en frivillig mentorordning.

Vi tilbyder en høj grad af fleksibilitet bl.a. med mulighed for hjemmearbejde. Derudover har vi også personalegoder som motionsrum, frugtordning og fri parkering.

Løn- og ansættelsesvilkår
Der er brug for dig snarest muligt og gerne senest 1. februar 2027.

Ansættelsen sker efter den til enhver tid gældende overenskomst mellem Finansministeriet og en række AC-organisationer.

Du ansættes som chefkonsulent med personaleansvar.  Løn og eventuelle tillæg fastsættes på baggrund af kvalifikationer.

Lederstillingen i EKC har tjenestested i Vejen. Lederstillingen i den udførende kontrol har tjenestested i Herning eller Vejen.

Din ansøgning 
Vi glæder os til at modtage din ansøgning sammen med CV, kopi af eksamensbevis og andre relevante bilag via vores online rekrutteringssystem senest den 24. november 2026.

Vi vil gerne bede om, at du i din ansøgning beskriver:
•    Hvordan du arbejder som leder, herunder hvordan du skaber retning, trivsel og gode resultater i en driftsorienteret hverdag.
•    Dine erfaringer med personaleledelse, samarbejde på tværs og eventuelt ledelse på distancen.

Ansættelsessamtaler forventes afholdt den 2. og 11. december 2026. 

Test vil indgå som en del af rekrutteringsprocessen.

Vil du vide mere?
Du er velkommen til at kontakte enhedschef Majbritt Birkmose på telefon 7227 5313 og høre mere om stillingen. 



Dyrevelfærdskontrollen betragter mangfoldighed som et aktiv og opfordrer alle kvalificerede kandidater til at søge uanset personlig baggrund.


Log ind