Uddannelseskonsulent til Uddannelse København

fuldtid
Uddannelseskonsulent til Uddannelse København
  • Københavns Kommune
  • Borups Allé 177, 2400 København
Er du drevet af at arbejde med uddannelse, og brænder du for at skabe inspirerende læringsmiljøer for elever og studerende? Ser du værdien i at vejlede og støtte vejledere, der hver dag løfter uddannelsesopgaven i Sundheds- og Omsorgsforvaltningens mange arbejdspladser? Har du organisationsforståelse og viden om såvel sygeplejerske- som SOSU-uddannelserne?

Så er det måske dig, vi søger til afdelingen for Læringsmiljø og Vejledning i Uddannelse København.

Vi tilbyder
I afdelingen for Læringsmiljø og Vejledning bliver du en del af et stærkt fagligt miljø. Du får engagerede og erfarne kollegaer samt mulighed for at indgå i tværgående samarbejde om at skabe gode læringsmiljøer. Du kan forvente at blive en del af et fagligt miljø, som sideløbende med driften prioriterer udvikling og løbende sparring.

Nederst i opslaget kan du læse mere om, hvad vi tilbyder dig som medarbejder i Uddannelse København.

Dig som en del af Læringsmiljø og Vejledning
I afdelingen for Læringsmiljø og Vejledning arbejder vi professionelt med uddannelse af elever og studerende, og i vores daglige virke samarbejder vi med både ledere/forstandere, uddannelsesansvarlige og vejledere på Københavns Kommunes praktiksteder. Vi understøtter praktikstederne i deres arbejde med at udvikle og sikre kvaliteten af praktikforløbene og medvirker til, at uddannelse og praksislæring ses som en kerneopgave.

Som uddannelseskonsulent i Læringsmiljø og Vejledning kan du forvente en afvekslende hverdag. Du vil typisk bruge et par dage om ugen hjemme på kontoret, hvor du sammen med kollegaer designer og koordinerer møder, strukturerer årshjul, sparrer med uddannelsesansvarlige og er en del af udviklingsopgaver. Her vil du opleve, at ad hoc spørgsmål fra uddannelsesansvarlige af og til kræver en omprioritering af dit dagsprogram og opgaver. Andre dage vil du være på opgaver eller møder ude af huset, hvor du fx faciliterer forskellige mødefora, samarbejder med praktiksteder, uddannelsesinstitutioner, mv.

I afdelingen, og i Uddannelse København generelt, påvirkes arbejdsgange også af politiske og organisatoriske prioriteringer, som gør at vi løbende forholder os til, hvordan vi løser vores kerneopgave. I afdelingen er vi fx optagede af at skabe et endnu større fokus på læringsmiljøer på tværs af målgrupper, samtidig med at vores uddannelseskonsulenter har en særlig stor viden om en bestemt målgruppe. Du inviteres med ind i processen, og vi er i den forbindelse nysgerrige på din viden om praksislæring og sundhedsuddannelserne samt din organisationsforståelse.

Din funktion
Din hovedfunktion bliver, sammen med erfarne kolleger, at videreudvikle læringsmiljøer for sygeplejerskestuderende og SOSU-elever, hvor I bl.a. sikrer, at der er sammenhængskraft mellem uddannelsessøgendes læringsmiljøer. Som uddannelseskonsulent skal du bl.a. varetage følgende opgaver:

  • sparre, rådgive og støtte uddannelsesansvarlige i deres lokale arbejde med at planlægge, gennemføre, evaluere og følge op på praktikforløb primært for studerende fra sygeplejerskeuddannelsen
  • initiere og facilitere netværk for vejledere og uddannelsesansvarlige
  • tilrettelægge og koordinere mødefora, årshjul og driftsopgaver, sammen med kolleger i afdelingen og resten af Uddannelse København
  • fungere som bindeled mellem uddannelsesinstitutioner og praktiksteder ved bl.a. at formidle krav og rammer og hjælpe med at omsætte til lokale tiltag og læringsredskaber
  • videreudvikle og implementere nye tilbud til vejlederne i overensstemmelse med eksisterende ressourcer og organisatoriske rammer
  • anvende KP’s uddannelsesadministrative system til at understøtte driften og kvalitetssikring af uddannelsesopgaven
Om dig
For at lykkes i stillingen, er det væsentligt, at du har din grundfaglighed som uddannelseskonsulent på plads. Du kan samarbejde med mange forskellige interessenter, og trives med en arbejdsdag, hvor opgaverne er varierede og skifter over tid. Du bliver del af en helhed, hvor vi hjælper hinanden og har et mindset, der tilsiger at ingen opgave er for lille, og ingen udfordring er for stor.

For at komme i betragtning forventer vi, at du

  • har en master- eller kandidatgrad inden for pædagogik og didaktik samt har en baggrund som sygeplejerske
  • har minimum fem års relevant erhvervserfaring, hvor du har arbejdet med uddannelse af elever og studerende i praktikforløb – det er en fordel, hvis du udover sygeplejerskeuddannelsen også har kendskab til og erfaring med SOSU-uddannelserne
Derudover forventer vi, at du

  • evner at understøtte lokale praktiksteder i implementering af nye initiativer inden for praksislæring, hvor du bidrager til at skabe opbakning omkring det, som skal implementeres
  • har stærke relationelle kompetencer, som viser sig ved, at du kan samarbejde med mange forskellige mennesker og bevæger dig ubesværet ind og ud af mange forskellige arbejdspladser
  • har stærke formidlingskompetencer i skrift og tale, hvor du kan håndtere og facilitere forskellige mødetyper, præsentationer og undervisningsaktiviteter
  • kan arbejde systematisk, struktureret og proaktivt, så du både har overblik over langsigtet planlægning og hurtigt kan tilpasse ved behov
  • har kendskab til, eller erfaring med, at begå dig i en politisk styret organisation og har høj grad af organisationsforståelse – derudover er det en fordel, hvis du har erfaring fra den kommunale sektor
  • har gode IT-kompetencer, og hurtigt kan sætte dig ind i, anvende og formidle uddannelsesadministrative systemer
Lidt om os i Uddannelse København
Vi er 50 engagerede medarbejdere og ledere med meget forskellige faglige profiler. Vi er organiseret i tre afdelinger og et ledelsessekretariat. Organisatorisk er vi forankret i Sundheds- og Omsorgsforvaltningen. Vi har forvaltningsdækkende funktion, hvilket betyder, at vi har ansvaret for elever og studerende i praktik på tværs af samtlige forvaltninger i Københavns Kommune. Vi har derfor mange samarbejdsflader, både internt i Uddannelse København, internt i Københavns Kommune, eksternt til uddannelsesinstitutioner og øvrige samarbejdspartnere, og ikke mindst til vores mange elever og studerende.

Københavns Kommune har elever ansat fra 14 forskellige erhvervsuddannelser, og vi har praktikforløb for studerende fra otte forskellige professionsbacheloruddannelser og for en universitetsuddannelse.

Vi har base i lokaler tæt på Østerfælled Torv. Vores fysiske ramme består af flere mindre kontorfællesskaber, hvor vi har let adgang til sparring med hinanden. Elever, studerende, uddannelsesansvarlige, vejledere og andre samarbejdspartnere har også deres gang i vores hus.

Vi har mulighed for frokost- og frugtordning. Vi har et kreativt aktivitetsudvalg, og vi vægter arbejdsmiljø højt. Vi har lukkedage jul/nytår, op til påske og fredag efter Kr. Himmelfart, hvor alle holder ferie. Hjemmearbejde er en ad hoc mulighed efter aftale med nærmeste leder, udgangspunktet er, at vi alle møder ind på kontoret. Vi tilstræber, at den ugentlige arbejdstid overholdes, og at det er muligt at holde ægte fri, når man går hjem fra kontoret. Arbejdstiden er inden for daglig arbejdstid, mandag til fredag. Uddannelse København har røgfri arbejdstid.

Vi sætter stor pris på at kunne hjælpe hinanden, og vores forskellighed er en stor styrke for, at vi sammen kan lykkes med vores fælles kerneopgave: Sammen om prægraduat uddannelse for København.

I afdelingen Læringsmiljø og Vejledning bliver vi med dig i alt ni kolleger. Du vil referere til afdelingslederen for Læringsmiljø og Vejledning. Vi har et tæt samarbejde med uddannelsesansvarlige, praktikvejledere og kliniske vejledere, der er ansat i lokale enheder i Københavns Kommune.

Vi glæder os til at kunne byde dig velkommen, lære dig at kende og hjælpe dig godt i gang med dine opgaver. Du vil modtage et introduktionsprogram en uge før din første dag.

Du kan læse mere om os på vores hjemmeside: Uddannelse København | Uddannelse København.

Ansættelsesvilkår
Løn- og ansættelsesvilkår aftales i henhold til gældende overenskomst.

Stillingen er en fuldtidsstilling. Vi forventer, at du kan tiltræde stillingen 1. november 2026.

Som led i ansættelsesprocessen vil der blive indhentet referencer.

Interesseret i at vide mere?
Hvis du gerne vil høre mere om stillingen, er du velkommen til at kontakte chef for Uddannelse København Anette Helt Hansen på 21 54 05 44 eller mail v44m@kk.dk.

Søg via linket senest tirsdag den 1. september 2026
Vi forventer at afholde ansættelsessamtaler onsdag den 9. september og eventuelt 2. samtaler tirsdag den 15. september 2026. Du hører fra os i perioden 4.-7. september 2026, hvis du bliver inviteret til en samtale.

Log ind