Er du struktureret, trives du med administrative og praktiske opgaver, og har du lyst til at arbejde med planlægning, koordinering og service i en travl hverdag?
Om os Eksamenssektionen er en del af Uddannelse Søndre og har det samlede ansvar for eksamensadministrationen på tværs af uddannelser. Vi er ca. 35 medarbejdere, suppleret af elever og studentermedhjælpere, som i fællesskab har opgaver som eksamensplanlægning og -afvikling, censorbestilling og -aflønning, dimission, beviser og specialer.
Dine arbejdsopgaver Dit hovedfokus vil være på dimissionsarrangementer og håndtering af kontrakter til projektorienteret forløb, men du vil også skulle løse andre og skiftende studieadministrative opgaver.
Dine opgaver er blandt andet:
- Planlægning og afvikling af dimissionsarrangementer, herunder både praktiske opgaver som indkøb og planlægning samt overblik og koordinering
- Håndtering af kontrakter til Projektorienteret forløb (praktikophold)
- Ad hoc-opgaver efter behov
Om dig - Du er i gang med en videregående uddannelse og har minimum to år tilbage af din studietid.
- Du trives med administrative og praktiske opgaver.
- Du er struktureret, ansvarsbevidst og samarbejdsorienteret, og du følger dine opgaver helt til dørs.
- Du er opsøgende og nysgerrig, tager initiativ og spørger om hjælp, når det er nødvendigt.
- Du formulerer dig klart i både skrift og tale på dansk og engelsk og har erfaring med Adobe og Officepakken, herunder Excel.
Vi tilbyder - Et studiejob med konkrete og varierede opgaver.
- Fokus på struktur, rettidighed og kvalitet i opgaveløsningen.
- Samarbejde med andre studentermedhjælpere, som spiller en vigtig rolle i den daglige drift og tæt samarbejde med sektionens fastansatte medarbejdere.
- Fleksibel arbejdstid, der tilrettelægges i forhold til dine studier.
- Arbejdsplads på Søndre Campus ved Islands Brygge, tæt på metro.
Løn og ansættelsesvilkår Ansættelsen som studentermedhjælper sker i henhold til Fællesoverenskomst mellem Skatteministeriet og Offentligt Ansattes Organisationer - Det Statslige Område (OAO-S) og organisationsaftale for kontorfunktionærer, laboranter og IT-medarbejdere (HK/stat). Ansættelsen sker som Studerende HK. Den ugentlige arbejdstid er gennemsnitligt 10 timer. Arbejdstiden planlægges fleksibelt i dialog med afdelingen.
Aflønning sker alene på grundlag af det faktiske antal ydede timer, og du er ikke garanteret et fast timetal.
Stillingen er tidsbegrænset til 2 år, og ansættelsen er betinget af aktiv studieindskrivning.
Din ansøgning Er du interesseret i stillingen, beder vi dig sende en elektronisk ansøgning vedlagt indskrivningspapir, karakterudskrift og CV via Jobportalen (tryk på linket "SØG STILLINGEN" nederst i opslaget)
senest 12. maj 2026. Startdatoen vil være
1. juni 2026 eller hurtigst muligt.
Ansættelsessamtaler holdes umiddelbart efter ansøgningsfristen.
Universitetet ønsker at afspejle det omgivende samfund og opfordrer alle uanset personlig baggrund til at søge stillingen.
Yderligere spørgsmål Spørgsmål til stillingen kan rettes til sektionsleder, Morten Tang Petersen, 21329042.