Kontorelever til Danmarks Statistik

fuldtid
Kontorelever til Danmarks Statistik
  • DANMARKS STATISTIK
  • Sejrøgade 11, 2100 København Ø
Vil du gerne have en bred uddannelse inden for offentlig administration, sætter du en ære i at yde en god service og kan du arbejde selvstændigt med mange forskellige arbejdsopgaver? Så søger vi lige nu 2-3 kontorelever med start 1. oktober 2025.

Som elev i Danmarks Statistik vil du få en afvekslende hverdag, med mulighed for en bred og alsidig oplæring. Du vil komme til at arbejde med både statistiske og administrative opgaver på flere forskellige områder

Du får

  • en spændende kontoruddannelse med grundig oplæring i talbehandling, it, kommunikation og kontorarbejde generelt
  • flere praktiksteder i din elevtid
  • en kollega (oplæringsansvarlig), som vil sørge får at du bliver oplært og vejledt så godt som muligt
  • gode ansættelsesforhold på en uformel og fleksibel arbejdsplads
  • mulighed for faglig og personlig udvikling gennem intern og ekstern uddannelse
  • mulighed for at blive en del af et godt arbejdsmiljø
Vi forventer, at du

  • kan lide at arbejde med tal og har gode resultater i dansk, økonomi og it
  • kan samarbejde med andre og ikke er bange for at prøve noget nyt
  • har fokus på elevuddannelsen som din næste udfordring
  • bliver en del af vores hverdag og ”ikke blot elev”
  • kan omgås mange mennesker
For at kunne søge stillingen skal du have gennemført én af følgende grunduddannelser:

  • EUX
  • HHX
  • STX, HTX eller HF og 5 ugers kompetencegivende forløb for studenter
  • HG grundforløb/HGS med speciale i offentlig administration inden den 1. august 2015
Løn og ansættelse

Du ansættes som kontorelev i henhold til den gældende organisationsaftale for kontorfunktionærer i staten mellem Finansministeriet og HK Stat samt gældende fællesoverenskomst mellem Finansministeriet og Offentligt Ansattes Organisationer – Det Statslige Område.

Du ansættes som udgangspunkt i en 2-årig kontoruddannelse. I løbet af de to år vil du have ca. 15 ugers skoleophold.

Kontakt og ansøgning

Har du lyst til at blive kontorelev i Danmarks Statistik? Så send os din ansøgning, CV, eksamensbeviser, realkompetencevurdering (RKV), udtalelser mv. ved at klikke på knappen ”søg stillingen” nedenfor.

Ansøgningsfristen er søndag den 10. august 2025.

Vi forventer at holde samtaler primo uge 34.

Hvis du bliver indkaldt til samtale, vil der være en test i stavning og regning. Din ansøgning og samtalen vil veje mest i vores vurdering.

Hvis du vil vide mere om stillingen, er du velkommen til at kontakte chefkonsulent og elevansvarlig Helle Thejn på telefon 2152 8240 eller på mail hth@dst.dk.

Vi opfordrer alle interesserede uanset alder, køn, religion eller etnisk tilhørsforhold til at søge stillingen.

Kort om Danmarks Statistik

Danmarks Statistik er en fagligt uafhængig institution og den nationale myndighed for officiel statistik i Danmark. Vores vision er at være den foretrukne kilde til troværdig viden om det danske samfund. Vi indsamler, bearbejder og offentliggør statistik og data om samfundsforhold. Danmarks Statistik har cirka 600 ansatte og er en familievenlig arbejdsplads med gode udviklingsmuligheder. Du kan få et hurtigt overblik over Danmarks Statistik på www.dst.dk.

Se vores medarbejdervideo her: https://youtu.be/UanDN4JQ5us

Du kan følge os på LinkedIn. https://dk.linkedin.com/company/statistics-denmark



Log ind