Kommunikationsmedarbejder til Statens Naturhistoriske Museum

fuldtid
Kommunikationsmedarbejder til Statens Naturhistoriske Museum
  • KU – SCIENCE – SNM
  • Gothersgade 130, 1123 Kbh. K
Kan du sætte dig i museumsgæsternes sted? Har du erfaring med servicedesign? Kan du levere tekster med klare og præcise budskaber? Er du god til at bevare overblikket over mange sideløbende opgaver og samtidig have styr på detaljen? Så er det måske dig, der er vores nye kollega i kommunikationsteamet på Statens Naturhistoriske Museum.

Om stillingen
Statens Naturhistoriske Museum står foran åbningen af et nyt museum i 2027 – dermed er den største museumssatsning i nyere dansk historie en realitet. Det kræver, at vi styrker museets synlighed og relation til både nuværende og kommende gæster. Derfor søger vi en kollega, der i tæt samarbejde med museets kommunikationschef samt pr- og marketingansvarlige kan drive og koordinere en række centrale kommunikationsopgaver.

Som kommunikationsmedarbejder får du ansvaret for at udarbejde en vifte af skriftlige oplæg til formater som f.eks. website, nyhedsbreve, flyers og mindre publikationer. Omdrejningspunktet er museets mange aktiviteter og tilbud, som skal ud til en bred målgruppe af museumsgæster. Det kræver fejlfri kommunikation på både dansk og engelsk og at du kan vinkle og versionere tekster, så de passer til mediet og målgruppen. Du har derfor en præcis forståelse for sproglige nuancer og forstår at bygge en tekst op, så budskabet fremstår klart og vedkommende.

Parallelt med dette får du ansvaret for at planlægge og sikre, at den rette mængde information er tilgængelig på de rigtige steder i museets system for wayfinding og publikumsinformation. Vi bor i Botanisk Have med flere museumsbygninger og publikumsdestinationer, hvilket stiller en række krav til god publikumsinformation såvel før som under besøget. Dette arbejde sker i et tæt samarbejde med bl.a. museets grafiske designere, bygningsdrift og frontpersonale. Men det er dig, der samler trådene og sørger for, at wayfinding og publikumsinformation er opdateret. Du kan derfor sætte dig ind i gæsternes behov, er altid to skridt foran i forhold til nødvendige ændringer og omsætter dette til relevant og let aflæselig information på formater som website, sociale medier, skilte, oversigtskort m.m. Ligeledes tager du aktivt stilling til, hvilke formater og platforme der er bedst egnede til at løse en aktuel situation.

Dine arbejdsopgaver bliver bl.a.:

  • Udarbejde og eksekvere kommunikationsplaner på publikumsaktiviteter
  • Planlægge og eksekvere mindre publikationer
  • Deltage i promoveringen af museet gennem den samlede kommunikationsindsats i samarbejde med resten af kommunikationsteamet og andre afdelinger på museet
  • Gennemtænke og planlægge den samlede besøgsrejse fra online platforme til det fysiske besøg
  • Differentiere mellem forskellige målgrupper og deres behov
  • Udarbejde planer, så den relevante publikumsinformation altid er opdateret
  • Koordinere wayfinding og publikumsinformation på tværs af museet
  • Korrekturlæse på både dansk og engelsk
Vores forventninger
Som person er du robust, har en stor arbejdskapacitet og kan arbejde med flere sideløbende projekter ad gangen. Du indtager naturligt en koordinerende funktion og sikrer, at alle opgaver udføres i samspil med relevante kolleger og afdelinger.

Du er god til at se opgaver i en større sammenhæng samtidig med, at du har blik for detaljen. En positiv og løsningsorienteret tilgang til de stillede opgaver samt evnen til at lytte og inddrage andre er blandt nøgleordene. Ligesom du er fleksibel og parat til at løfte de opgaver, der lander på dit bord med kort varsel og en skarp deadline.

Da stillingen indeholder en række opgaver, hvor planlægning, præcision og fokus på detaljen er afgørende for succes, er det egenskaber, du kan sætte et stort kryds ved. Evnen til både at arbejde selvstændigt og være en del af et hold hører til blandt de personlige egenskaber, der lægges vægt på.

Du har en relevant videregående uddannelse, gerne indenfor kommunikation/IT og interesse for natur og naturvidenskab. Du motiveres af at gøre kompleks viden relevant og levende for en bred målgruppe og har en solid forståelse for museers rolle i samfundet – gerne kombineret med erfaring fra et museum eller en tilsvarende kulturinstitution. Erfaring med naturvidenskabelig kommunikation, herunder fra Statens Naturhistoriske Museum, vil være en klar fordel.

Løn- og ansættelsesvilkår
Stillingen er forankret i museets kommunikationsteam, og du refererer til vicemuseumschefen for kommunikation.

Ansættelsen sker som fuldmægtig i henhold til overenskomsten for akademikere i staten. Aflønning i henhold til AC-overenskomst er anciennitetsbestemt. Der vil være mulighed for forhandling af tillæg efter kvalifikationer. Den ugentlige arbejdstid er gennemsnitligt 37 timer. Vi har flekstid.

Information og ansøgning
Du kan læse mere om Statens Naturhistoriske Museum på www.snm.dk. Eventuelle spørgsmål til stillingen kan rettes til vicemuseumschef for kommunikation, Rikke Sanderhoff Mørch, på tlf. 3050 6621.

Der er ansøgningsfrist den 15. juni 2026 med forventet tiltrædelse 1. september 2026.

Er du interesseret i stillingen, beder vi dig sende en elektronisk ansøgning med
bilag via Jobportalen (tryk på linket "SØG STILLINGEN" nederst i opslaget) senest den 15. juni 2026.

Universitetet ønsker at afspejle det omgivende samfund og opfordrer alle uanset personlig baggrund til at søge stillingen.

Om Statens Naturhistoriske Museum
Statens Naturhistoriske Museum er Danmarks nationale museum for naturhistorie og et internationalt videnscenter inden for biodiversitet, natur og livets udvikling. Museet rummer omkring 14 millioner genstande indsamlet gennem 400 år samt levende samlinger med ca. 8.000 plantearter i Botanisk Have. Samlingerne danner grundlag for forskning i international klasse og for museets formidling til den brede offentlighed.

I 2027 åbner et nyt samlet museum i Botanisk Have i hjertet af København. Her forenes forskning, samlinger og formidling i moderne rammer, der styrker både den videnskabelige profil og publikumsoplevelsen. Den nye museumsbygning rummer udstillinger, forsknings-, samlings- og undervisningsfaciliteter, restaurant, butik m.m.

I en tid præget af klimaforandringer og biodiversitetstab spiller naturhistoriske museer en central rolle. Statens Naturhistoriske Museum arbejder for at styrke forbindelsen mellem mennesker og natur gennem forskningsbaseret viden og formidling, der gør komplekse sammenhænge forståelige og relevante. Ambitionen er at skabe forundring, der fører til indsigt og engagement i naturens fremtid.

Museet er en del af Københavns Universitet og er en organisation i udvikling med høje faglige ambitioner, hvor samarbejde, nysgerrighed og faglighed er centrale drivkræfter.

Kommunikationsteamet har ansvaret for bl.a. markedsføring, presse, digitale medier, website, grafisk design, branding, wayfinding og publikumsinformation.



Log ind