Jernbanerådgiver søges til Movias lokalbaneområde

fuldtid
Jernbanerådgiver søges til Movias lokalbaneområde
  • Trafikselskabet Movia
  • Hanne Varmings Plads 4, 2500 København
Trives du i krydsfeltet mellem faglighed og politik? Drømmer du om at være med til at forme fremtidens lokalbaner?

I Movia søger vi en rådgiver, der interesserer sig for kollektiv transport og jernbaneinfrastruktur.

I Movias Baneområde vil du blive en del af den tætte dialog, vi som kontraktholder har med Lokaltog, der står for både drift af togene og forvaltning af infrastrukturen på lokalbnerne i vores område. Desuden har vi en tæt dialog med Region Østdanmark, der finansierer og træffer beslutninger om fornyelser, togmateriel og driftsomfang.

Din rådgivning vil især have fokus på infrastruktur og langsigtet planlægning. En vigtig del af opgaven er i dialog med Lokaltog at vurdere, hvad ændringer i infrastrukturen betyder for driften. Du skal på dette grundlag rådgive Region Østdanmark gennem formidling og omsætning af tekniske og økonomiske vurderinger til beslutningsgrundlag for løbende politiske beslutninger om de ni lokalbaner i Region Østdanmark.

Dine primære opgaver er:
  • Bidrage til den løbende og langsigtet planlægning af fornyelse og udbygning af Lokaltogs infrastruktur, herunder i dialog med Lokaltog at vurdere projekteres muligheder og konsekvenser i driften.
  • Rådgive og betjene regionens administration ift. vedligeholdelse, fornyelser og nyanlæg på Lokaltogs infrastruktur.
  • Understøtte politisk beslutningstagen og opfølgning vedrørende større projekter og anlægsregnskaber.
  • Omsætte tekniske og økonomiske vurderinger til klare beslutningsoplæg og notater for regionen samt Movias direktion og bestyrelse.
  • Koordinere og varetage samarbejdet med regionen, Lokaltog og kolleger på tværs af Movia, samt med eksterne konsulenter.

Du vil også bidrage til opfølgningen på driften og kontrakten med Lokaltog, men stillingens hovedvægt ligger på infrastruktur, rådgivning og beslutningsgrundlag. Arbejdet veksler mellem analyse, skriftlig formidling, projektledelse og koordinering med flere parter.

Hvem er du?
Du har interesse for jernbaneområdet og motiveres af at gøre faglig viden anvendelig i politiske beslutninger. Du kan have flere års relevant erfaring eller være tidligt i din karriere. Det vigtigste er, at du har et godt analytisk fundament og lyst til at udvikle dig i rollen.

For at lykkes i stillingen skal du:
  • Kunne undersøge og forstå tekniske spørgsmål og problemstillinger samt skabe overblik over konsekvenser, prioriteringer og næste skridt, så de samlede effekter kan afdækkes.
  • Have eller være interesseret i at tilegne dig jernbaneteknisk viden.
  • Gerne have nogle års relevant erfaring med jernbaneinfrastruktur eller det tekniske område fra f.eks. analyse-, planlægnings- udviklings- eller infrastrukturprojekter.
  • Have økonomisk forståelse og kunne inddrage økonomiske forhold i dine vurderinger.
  • Kunne formidle komplekst fagligt stof skriftligt, som grundlag for politiske beslutninger.
  • Kunne samarbejde med forskellige fagligheder og aktører, arbejde struktureret og følge op på aftaler.
  • Trives i en dynamisk hverdag, hvor dit bidrag er afgørende for områdets samlede opgaveløsning og succes.

Det er en fordel, hvis du har erfaring med politiske beslutningsprocesser, anlægsprojekter og kontraktopfølgning.

Vi lægger vægt på, at du kan lytte til andre faglige perspektiver, begrunde dine egne vurderinger og skabe fremdrift i opgaver, der involverer flere parter. Det du ikke kan i dag, skal vi nok lære dig.

Lidt om området
Vi er et lille team, der samarbejder på tværs. Derfor kommer du også til at bidrage til vores opfølgning på den løbende drift og vores opfølgning på Movias forhandlede kontrakt med Lokaltog. Vores opgaver veksler mellem analyse, skriftlig formidling, projektledelse og koordinering med flere interessenter.

I baneområdet er vi fire medarbejdere inklusive dig og en områdechef.

Vi har ansvaret for Movias opgaver som ordregiver i forhold til Lokaltog med fokus på kontraktopfølgning på togdrift, anskaffelser af rullende materiel samt vedligeholdelse, fornyelse og anlægsprojekter på Lokaltogs infrastruktur.

Desuden er vi regionens samarbejdspartner for trafikbestillinger på baneområdet, og vi leverer ligeledes rådgivningsydelser på baneområdet, så Movia kan understøtte regionens løbende politiske beslutningsprocesser, herunder særligt i forbindelse med regionens budgetproces.

Samtidig har Baneområdet løbende dialog med kolleger i Movias Rådgivningsområde, der rådgiver kommunerne og regionen om busforhold.

Endelig sekretariatsbetjener vi de faste mødefora mellem region, Lokaltog og Movia.

Du bliver en del af vores engagerede faglige fællesskab i Bane, hvor trafikal faglighed og politisk fokus fylder. Du får frihed i den daglige opgaveløsning, og et stærkt netværk af engagerede kolleger i Movia at sparre med.

"Her er plads til både at være den meget erfarne og den helt nye. Vi er et lille team med forskellige kompetencer, med respekt for hinandens forskellige fagligheder. Her har alle en vigtig plads i den daglige opgaveløsning. Og så er der altid plads til en anekdote og et grin" , citat Camilla.

Maiken er din kommende leder. Hun er kendetegnende ved en tillidsbaseret og faciliterende ledelsesstil.

Interesseret?
Vil du vide mere om stillingen, kan du kontakte Banechef Maiken Krogdal Larsen på mkl@moviatrafik.dk eller på telefon 21 69 88 68.

Ansøgningsfrist 10. januar. Vi holder løbende samtaler.

Stillingen er fuldtid med tiltrædelse hurtigst muligt.

Lønnen forhandles på baggrund af gældende overenskomst og en konkret vurdering af din uddannelse, din dokumenterede erhvervserfaring samt dine faglige og personlige kvalifikationer. Movia anvender objektive og kønsneutrale kriterier for lønfastsættelse i overensstemmelse med reglerne om lige løn for samme arbejde eller arbejde af samme værdi.

Vi glæder os til at modtage din ansøgning.

Log ind