Genbrugsvejleder i Værdicentralen

deltid
Genbrugsvejleder i Værdicentralen

Værdicentralen søger 3 nye kollegaer 15 t pr. uge til nyt eftermiddags-sorteringshold.

Har du lyst til at være med dér, hvor varerne bliver forvandlet fra afleveret affald til genbrugsguld?

Kan du lide at tage fat, og trives du i et fællesskab, hvor der både er grin, tempo og mening i arbejdet?

Så er du måske én af de tre genbrugsvejledere, vi søger til vores nye eftermiddags-sorteringshold i Værdicentralen Skanderborg.

Hvorfor et eftermiddagshold?

Værdicentralen vokser, og uge for uge kommer der stadig flere gæster i huset, samtidig med der kommer mere og mere genbrug ind, som kan reddes. Derfor sætter vi nu et ekstra sorteringshold ind om eftermiddagen, mens der er gang i den på “floor”, som salgsarealet hos Værdicentralen kaldes. På den måde øger vi vores sorteringskapacitet, så endnu flere ting får chancen for at blive udstillet i butikken og få nye glade ejere.

Hvad laver man så?

Som en del af eftermiddagsholdet er din kerneopgave at få varer gjort klar til hylderne. Du kommer blandt andet til at:

  • Sortere og pakke varer ud i sorteringsområdet
  • Rengøre og prissætte tingene, så de står skarpt
  • Sørge for, at nye varer løbende kommer på plads, så gæsterne hele tiden møder nye fund
  • Arbejde tæt sammen i et lille team, der holder fokus, tempo, dampen oppe og humøret højt, når dagens tredje flyttekasse med duplo-klodser skal farvesorteres
  • Hjælpe og støtte praktikanter, der indimellem arbejder med opfyldning og sortering om eftermiddagen
  • Springe til bag kassen, hvis der er sygdom eller brug for en ekstra hånd og du er fleksibel med andre ad hoc- opgaver

Arbejdstiden er som udgangspunkt 15 timer fordelt på 4 eftermiddage om ugen, men vi hører gerne fra dig, selvom du kan arbejde lidt mindre eller lidt mere.

Hvem er du?

For at være en del af eftermiddagsholdet er det ikke din uddannelse, men dine kompetencer og din genbrugsgejst, der tæller. Vi leder efter dig, der kan:

  • Spotte guldet i mængden og se potentialet i det, andre har sagt farvel til - også det skæve, det rustne og ting lige på grænsen mellem grimt og genial
  • Tage fat og bevare fokus, også når der er travlt omkring dig
  • Samarbejde i en lille gruppe, hvor alle bidrager til den positive stemning og hjælper hinanden
  • Være imødekommende, rummelig og have sociale kompetencer til at samarbejde med kollegaer, praktikanter og gæster hos Værdicentralen
  • Have genbrugsgejst og brænder for at redde endnu mere ud af affaldsstrømmen
  • Er tilpas og trives med et udpræget fysisk arbejde

Din baggrund kan være mange ting. Måske driver du egen virksomhed og vil gerne supplere med faste timer, måske er du vant til fysisk arbejde og savner en meningsfuld ramme, måske er du tilkendt flexjob, hvor praktisk arbejde i et mindre team ville være perfekt - eller noget helt fjerde. Det vigtigste er, at du har lysten, engagementet og ser Værdicentralen som den rette ramme for dig.

Hvad får du hos os?

  • En vigtig rolle i at redde endnu mere genbrug ud af affaldsstrømmen
  • Et lille, fast team i hverdagen - og samtidig en plads i Værdicentralens store fællesskab med 25 kollegaer
  • En hverdag med konkrete opgaver, hvor du kan se resultatet af dit arbejde med det samme
  • Samarbejde med praktikanter, hvor du er med til at guide og støtte dem i deres opgaver og udvikling
  • Et miljø præget af rummelighed, høj energi og positivt fællesskab
  • God karma - for du gør en forskel for både miljøet og menneskerne omkring dig

Om Værdicentralen

Værdicentralen er en selvstændig afdeling i affaldsselskabet renosyd, og udover at være en genbrugsbutik, der afsætter mange hundrede ton genbrug årligt, er vi også et samlingssted og et arbejdsfællesskab. Vores hold består af både fastansatte, fleksjobbere og praktikanter, som sammen skaber en arbejdsplads præget af rummelighed, energi, engagement og højt humør.

For os handler det om meget mere end at få de mange varer på hylderne. Vi vil skabe mening, fællesskab og social værdi - både for medarbejdere og for de mange gæster, der hver uge besøger Værdicentralen. Vi arbejder aktivt for altid at give en inspirerende genbrugsoplevelse, og vi bruger æstetik, kommunikation og fællesskab som redskaber til at få ting, mennesker og ideer til at blomstre.

Samtidig skal vi være økonomisk bæredygtige. Det betyder, at vi skal kunne dække udgifterne ved at drive Værdicentralen og levere et resultat i balance. Når tingene hænger sammen økonomisk, kan vi fortsætte med at skabe værdi, både for miljøet, for mennesker og for lokalsamfundet.

Kort sagt: Når du arbejder i Værdicentralen, er du med til at redde ting ud af affaldsstrømmen, skabe værdifulde fællesskaber og gøre genbrug til det oplagte valg for vores mange gæster. Og så er du samtidig også med til at sikre en endnu større cirkularitet i den grønne omstilling.

Aflønning sker efter gældende overenskomst med HK.

Har du spørgsmål til stillingen, så kan du kontakte afdelingschef Thorkild Videbæk på 8652 5211 eller daglig leder i Værdicentralen Charlotte Bartels på 6067 0277.

Ansøgningsfrist: 7. november. Samtaler forventes afholdt d. 12. og 17. november.

Opstart forventes 5. januar 2026 eller snarest derefter.

Log ind