Vil du spille en central rolle i nogle af Region Hovedstadens mest strategisk vigtige og teknisk komplekse byggeprojekter? Har du solid forståelse for byggeri, teknik og udførelse – og kan du omsætte den til sikker projektledelse fra projektering til byggeplads? Så er du måske den projektleder, vi søger til Ejendomsprojekter i Center for Ejendomme.
Om stillingen og enheden Center for Ejendomme i Region Hovedstaden har oprettet en ny enhed – Ejendomsprojekter – for at imødekomme en stigende projektmængde, herunder et omfattende renoveringsprogram. Vi søger en erfaren projektleder, som kan tage selvstændigt ansvar for teknisk komplekse bygge- og renoveringsprojekter på tværs af regionens hospitaler.
Du får base på Stationsalléen 42 i Herlev og bliver en del af enhedens fagligt stærke team.
Enheden har fokus på mellemstore, strategisk vigtige og teknisk komplekse bygge- og renoveringsopgaver. En væsentlig opgave bliver transformationen af en fredet bygning på Bispebjerg til psykiatrisk forskningscenter, hvor projektet stiller store krav til teknisk forståelse, koordinering af installationer, bygbarhed og styring af overgangen fra projektering til udførelse. Enheden arbejder derudover bl.a. med personaleboliger og andre tværgående ejendomsprojekter.
Dine opgaver og ansvar Som projektleder i Ejendomsprojekter får du ansvar for hele projektforløbet – fra de tidlige afklaringer og projektering til udbud, udførelse og aflevering. Vi lægger særligt vægt på, at du kan gå tæt nok på de tekniske og udførelsesmæssige forhold til at stille de rigtige spørgsmål og udfordre løsningerne, samtidig med at du fastholder bygherrerollen:
- Projektledelse og styring: Du planlægger, koordinerer og driver byggeprojekter fremad i tæt samarbejde med brugere, rådgivere og entreprenører og sikrer sammenhæng mellem projektering, udbud og udførelse.
- Teknisk rådgiver- og entreprenørstyring: Du udfordrer rådgivere og entreprenører på tekniske løsninger, grænseflader, bygbarhed, kvalitet og fremdrift og sikrer, at problemstillinger bliver afklaret rettidigt.
- Økonomi og tid: Du udarbejder og følger op på budgetter og tidsplaner, vurderer konsekvenser af ændringer og sikrer rettidig og præcis rapportering.
- Interessenthåndtering: Du leder bygherrens projektorganisation og sikrer klar og konstruktiv dialog med hospitalernes ledelser, CEJs lokale organisationer, teknikere, drift og brugere.
- Risiko, kvalitet og arbejdsmiljø: Du arbejder systematisk med risici og handlingsplaner og stiller krav til sikkerhed, kvalitet og overholdelse af gældende regler og standarder.
- Strategisk udvikling: Du bidrager med dine erfaringer til udvikling af projektmodeller, governance-principper og den fælles projektlederfaglighed i enheden.
Din profil Vi forestiller os, at du:
- Har en relevant teknisk uddannelse – gerne som ingeniør, bygningskonstruktør, maskinmester eller tilsvarende – kombineret med solid erfaring fra bygge- og anlægsprojekter
- Har flere års erfaring med projektledelse eller byggeledelse af større eller komplekse bygge- og renoveringsprojekter – gerne som bygherreprojektleder, bygherrerådgiver, byggeleder eller entrepriseleder
- Har stærk teknisk forståelse og kan gennemskue grænseflader mellem installationer, konstruktioner og arkitektur. Du behøver ikke selv være projekterende specialist, men du skal kunne forstå og udfordre rådgivernes løsninger
- Har solid forståelse for udførelse, bygbarhed og produktionslogik og gerne erfaring fra byggepladsen eller med entreprise- og byggeledelse
- Har erfaring med at styre rådgivere og entreprenører og kan drive tekniske afklaringer, beslutninger og ændringer fremad
- Har blik for sammenhængen mellem teknik, tid, økonomi, risici og kvalitet og kan omsætte den til tydelig bygherrestyring
- Er vant til at navigere i komplekse organisationer med mange interessenter, kommunikerer klart og arbejder struktureret, proaktivt og løsningsorienteret
Kendskab til byggejura, offentlige processer og politiske beslutningsgange er en fordel. Det samme gælder erfaring med Dalux, men systemkendskab er ikke et krav.
Vi tilbyder - En central rolle i teknisk komplekse bygge- og renoveringsprojekter med stor strategisk og samfundsmæssig betydning
- Mulighed for at præge projekterne fra projektering og udbud til udførelse og aflevering
- Et uformelt, men fagligt ambitiøst miljø med høj grad af frihed, ansvar og adgang til sparring
- Gode muligheder for faglig og personlig udvikling i en organisation og enhed med en voksende projektportefølje
- Et stærkt kollegialt fællesskab med fokus på vidensdeling og på at bruge hinandens forskellige kompetencer
Du bliver en del af Center for Ejendomme, som med ca. 800 medarbejdere varetager drift og udvikling af ca. 2 mio. m² bygninger – fra fredede hospitalsbygninger til moderne nybyggeri.
Løn og ansættelsesvilkår Ansættelse sker i henhold til én af nedenstående overenskomster. Startlønnen kan variere afhængigt af din anciennitet, erfaring, uddannelse samt arbejdsstedets geografiske placering.
Overenskomster: - Overenskomst for Professionsbachelorer på det tekniske område 33.18.1
- Overenskomster for akademikere ansat i regioner m.v. 33.01.1
Stillinger: - Bygningskonstruktør
- Maskinmester
- Akademikere med kandidat
Udover startlønnen kan du have:
- ret til tillæg efter lokale forhåndsaftaler.
- ret til særydelser, fx tillæg for aften-, nat- og weekendarbejde.
- mulighed for at forhandle individuelle tillæg afhængigt af stillingen samt din erfaring og dine kvalifikationer.
Stillingen er på 37 timer pr. uge med tiltrædelse snarest muligt. Arbejdsstedet er Stationsalléen 42 i Herlev, hvorfra der også vil være opgaver på andre lokationer i regionen. Kontoret ligger i kort gåafstand fra Herlev Station med gode S-togs- og busforbindelser.
Ansøgningsprocedure Upload din ansøgning, dit CV og dine eksamensbeviser via vores rekrutteringssystem. Ansøgningsfristen er den 29. oktober 2026 og vi afholder løbende samtaler.
Yderligere oplysninger Har du spørgsmål til stillingen, er du velkommen til at kontakte enhedschef Emil Kerff Michelsen på mail: emil.kerff.michelsen@regionh.dk
Se og læs mere om Center for Ejendomme
her.