Civil lager- og logistikoperatørelev med speciale i logistik hos Forsyningscenter Aalborg

fuldtid
Civil lager- og logistikoperatørelev med speciale i logistik hos Forsyningscenter Aalborg
  • Aalborg Kaserner
  • Gammel Høvej 34, 9400 Nørresundby
Manchet

Træd ind i en verden fuld af læring, energi og nye muligheder med vores elevplads. Her kan du forme din karriere som en stærk og handlekraftig logistikelev, mens du bliver en vigtig del af et engageret og aktivt team. Hvis du drømmer om en elevtid der udvikler dig både fagligt og personligt, er dette din chance. Grib muligheden. Ansøg i dag og vær med til at skabe din fremtid sammen med os.



Om os

Velkommen til Supply Chain Divisionen og til Forsyningscenter Aalborg. Vi er et moderne logistikcenter, der støtter Forsvarets personale og enheder. Vi prioriterer kundeorienteret service og stræber efter konstant at optimere vores arbejdsgange. Fra indkøb til levering og opbevaring af forsyninger, sikrer vi, at Forsvaret altid har, hvad de har brug for. Vores team på i alt 25 kolleger fordelt på Aalborg og Aarhus består af både civile og militære medarbejdere. Vi arbejder sammen på tværs af enheder som "mundering", "materiel", "reservedele" og "delebil" for at sikre effektivitet og kvalitet i alle opgaver.

Vi samarbejder og deler viden med hinanden. Vi er en enhed, hvor døren altid står åben, og hvor vi er klar til at støtte hinanden. Vi ser frem til at udgøre rammen for din uddannelse.



Om uddannelsen

Din uddannelsesrejse med fokus på logistik vil tage udgangspunkt i en inspirerende blanding af teoretisk indsigt fra erhvervsskolen og din praktiske erfaring her i Aalborg.

Hos os vil din primære opgave være at arbejde på vores reservedelslager, hvor du vil skulle håndtere reservedele til køretøjer, våben mm.

Dine opgaver vil blandt andet omfatte:

  • Personlig kundeservice
  • Håndtering af vareudlevering og varemodtagelse
  • Lageroptælling- og styring
  • Assistance ved på- og afklædning af værnepligtige og personale, der skal udsendes
  • Beholdningsjusteringer
  • Betjening af truck
  • Optimering af arbejdsprocesser
  • Håndtering af returneringer, kassation og meget mere
Du vil selvfølgelig få en grundig introduktion til alle disse opgaver og lære at udføre dem med sikkerhed og professionalisme.



Om dig

Vi ønsker, at du har folkeskolens 9./10. klasses afgangsprøve, og evt. bestået grundforløbet inden for lager- og terminaluddannelsen eller gør det inden start.

Vi lægger vægt på følgende personlige kompetencer:

  • Du er struktureret og ordensmenneske med sans for detaljer
  • Du har overblik og kan arbejde under pres
  • Du er initiativrig i din tilgang til jobbet
  • Du har kørekort kategori B samt ønskeligt gaffeltruck (certifikat B)
  • Du har kendskab til IT


Ansættelsesvilkår

Ansættelsen sker i henhold til den til enhver tid gældende Fællesoverenskomst mellem Finansministeriet og Offentligt Ansattes Organisationer – Det Statslige Område (OAO-S-fællesoverenskomsten) og Organisationsaftale for rengøringsassistenter, sanitører, specialarbejdere og visse erhvervsuddannede m.fl. i staten mv. (3F). For dig, som er under 25 år bliver din startløn udregnet på baggrund af eventuel tidligere uddannelse og erfaring, men vil minimum udgøre 11.945,18 kr. pr. måned. Er du fyldt 25 år udgør din løn minimum udgøre 23.533,00 kr. pr. måned. Der er til stillingen knyttet en arbejdsgiverfinansieret pensionsordning.

Som ansat i Forsvaret er du omfattet af nogle særlige vilkår. Du skal bl.a. kunne sikkerhedsgodkendes, og opretholde sikkerhedsgodkendelsen, under hele ansættelsesforløbet.

Du har som ansat pligt til at forrette tjeneste uden for landets grænser, herunder ved enheder i internationale operationer med henblik på deltagelse i konfliktforebyggende, fredsbevarende, fredsskabende, humanitære og andre lignende operationer.



Kontakt og ansøgning

Hvis du har spørgsmål til uddannelsen, er du velkommen til at kontakte Chefsergent Birger Kjærulff på telefon 4122 7692.

Har du spørgsmål om ansættelse eller vilkår, kan du tage fat i HR-konsulent Silke Cicilia Rasmussen fra Personelkommandoen på telefon 2043 1029.

Ansøgningsfristen er den 26. februar 2026 og samtaler afholdes løbende.

Vi ønsker at byde dig velkommen den 1. marts 2026 eller snarest derefter.

Vi beder dig søge stillingen via linket ”Søg den ledige stilling” og vedhæfte ansøgning, CV, eksamensbevis (udskrift af eksamensblad), grundforløbsbevis samt anden relevant dokumentation. Hvis det ikke er muligt at scanne og vedhæfte dokumenterne i PDF-format, kan du medbringe dem til samtalen.

Forsvarsministeriets organisation værdsætter mangfoldighed og ser det som en styrke for opgaveløsningen. Vi opfordrer derfor alle kvalificerede ansøgere – uanset baggrund – til at søge stillingen.

Er du 25 år eller derover, skal du huske at vedhæfte et realkompetencebevis. Hvis ikke du har en realkompetencevurdering, kan du få udarbejdet denne på en skole, som udbyder uddannelsen. Hvis du ikke kan nå at få udarbejdet en realkompetencevurdering, kan du tage den med til en eventuel samtale, alternativt kan skolen udarbejde en til en mulig ansættelse.



Forsvarsministeriets Materiel- og Indkøbsstyrelse

Forsvarsministeriets Materiel- og Indkøbsstyrelse (FMI) er en styrelse under Forsvarsministeriet. FMI har ansvaret for det samlede forsvars og beredskabs materiel, IT og cybersikkerhed. Det er os, der anskaffer, driver og bortskaffer materiel og IT for såvel Hæren, Søværnet, Flyvevåbnet, Arktisk Kommando, Specialoperationskommandoen, Hjemmeværnet, Beredskabsstyrelsen og resten af Forsvarsministeriets koncern. Desuden bistår vores IT-medarbejdere dagligt i at modstå de cyberangreb, Forsvarsministeriets koncern udsættes for. Vi er ca. 2500 medarbejdere (3/4 civile - 1/4 militære) fordelt ud over hele Kongeriget, med hovedkontorer i henholdsvis Ballerup, Brabrand og Hvidovre.

Log ind