Forsyningstilsynet

Analytisk økonom til udvikling, overvågning og regulering af elmarkederne

Log ind eller opret en bruger for at bedømme din interesse
Ansøg
Log ind eller opret en bruger for at gemme job
Vil du være med til at udvikle og overvåge markederne for el i EU og Norden og sørge for, at de er velfungerende? Vil du gerne anvende din økonomiske faglighed på et område i hastig udvikling? Kan du lide at formidle resultaterne af dine analyser? Så søger Forsyningstilsynet lige nu en økonom til Center for transmission, engrosmarked, REMIT og internationale forhold (TERI).



Spændende økonomstilling på et område af stor vigtighed

Som økonom i Forsyningstilsynet får du mulighed for en bred indføring i reguleringen af energiområdet, som er et område i rivende udvikling – markedsmæssigt, teknologisk og juridisk – med stor betydning for samfundet. Desuden vil du være med til at præge den grønne omstilling og skabe samfundsmæssig værdi.

I TERI er vi 19 kolleger og består af en elgruppe, en gasgruppe og et REMIT-team. Din opgaveportefølje vil afhænge af din profil. Du vil kunne få opgaver vedrørende:

  • Analyser og sagsbehandling af forslag til markedsdesign fra elbørser og transmissionssystemoperatører i Danmark, Norden og EU
  • Overvågning og analyser af de europæiske engrosmarkeder for el
  • Screening og efterforskning af sager om mulige overtrædelser af markedsmisbrugsreglerne i EU-forordningen om integritet og gennemsigtighed på engrosenergimarkederne (REMIT)
  • Tilsynsopgaver, nationalt og internationalt
Som et konkret eksempel på ovenstående er TERI i øjeblikket ved at analysere, om aktørerne i elmarkedet har tilstrækkelige muligheder for at prissikre deres produktion og forbrug.
Vi forestiller os, at dit primære fokus i starten vil være på forwardmarkedet for el.

I Forsyningstilsynet træder du ind i et fagligt stærkt miljø, hvor stort ansvar og komplekse problemstillinger i et godt samarbejdsmiljø vil præge din hverdag.

Du kommer til at beskæftige dig med energimarkedsmæssige problemstillinger i en dynamisk international kontekst med stor betydning for samfundsøkonomien.

I hverdagen vil du arbejde tæt sammen med dine kolleger i Forsyningstilsynet, både i TERI og i vores andre centre. Stillingen indebærer også tæt samarbejde eksternt med andre energiregulatorer, EU-agenturet for samarbejdet mellem energiregulatorer (ACER), andre danske myndigheder og aktører på markederne.



Motiveret, struktureret og nysgerrig økonom

Du er uddannet cand.polit., cand.oecon., cand.merc. eller har en anden uddannelse, hvor data og analyse er centralt. Vi forestiller os, at du er nyuddannet eller har et par års erfaring og har mod på en stejl læringskurve. Det er en fordel, hvis du har erfaring med at arbejde med større mængder data i Excel eller andre databehandlingsprogrammer fra studiet eller tidligere ansættelse.

Vi forventer desuden, at du:

  • er analytisk tænkende, faglig ambitiøs og er i stand til at se problemstillinger fra flere forskellige vinkler, ligesom du hurtigt formår at sætte dig ind i nye fagområder
  • er struktureret og god til at danne dig overblik og kan identificere det centrale og relevante i et større materiale
  • har erfaring med finansiel/økonomisk modellering
  • har interesse for energisektoren og ser en positiv udfordring i at arbejde sammen med andre faggrupper, og du trives med at arbejde i krydsfeltet mellem økonomi, jura og teknik med kontakt til energisektoren og interesseorganisationer
  • har gode mundtlige og skriftlige formidlingsevner og behersker både dansk og engelsk på højt niveau
Som økonom vil du sparre med andre økonomer og samtidig beskæftige dig med juridiske og tekniske spørgsmål. Du vil få styrket din faglighed og vil få stærke kompetencer med sagsbehandling i en offentlig forvaltning.



Et socialt arbejdsmiljø med fokus på faglig udvikling

I Forsyningstilsynet er vi ca. 125 engagerede medarbejdere, der skaber rammerne for en effektiv, sikker og innovativ energiforsyning. Du bliver en del af en organisation med en flad struktur og et godt socialt miljø, hvor faglig sparring og udvikling er i fokus. Miljøet er energisk og inspirerende med plads til læring og ambitioner, hvor du som medarbejder er med til at træffe vigtige beslutninger. Du vil i det daglige opleve frihed og fleksibilitet, som er med til at skabe en sund balance mellem arbejdsliv og privatliv.

Vi bor i en flot, nyrenoveret bygning i Frederiksværk. Der er mulighed for hjemmearbejde. Indtil videre frem til udgangen af 2021 er der herudover en daglig medarbejderbus fra København (Nørrebro St.) til din nye arbejdsplads.



Interesseret?

Har vi fanget din interesse, så tøv endelig ikke med at søge stillingen gennem linket her på siden. Du bedes venligst vedhæfte relevante dokumenter, herunder eksamensbeviser for bachelor- og kandidatuddannelse.

Ansøgningsfrist: 25. maj 2021 kl. 09.00

Tiltrædelse snarest muligt. Din ansættelse vil ske i henhold til overenskomst mellem Finansministeriet og AC. Du vil blive ansat som fuldmægtig eller specialkonsulent ud fra en vurdering af de kompetencer og erfaringer, du har i forhold til stillingens indhold.

I rekrutteringsforløbet indgår en faglig case samt en kognitiv- og personlighedstest.

Yderligere oplysninger: Du kan få yderligere oplysninger om stillingen ved at kontakte Søren Lorenz Rask Søndergaard, slrs@forsyningstilsynet.dk; 4171 5373.

Log ind eller opret en bruger for at bedømme din interesse
Ansøg
Log ind eller opret en bruger for at gemme job
Del Link kopieret