Region Midtjylland

(Udløbet) AC-medarbejder til Specialområde Hjerneskade (Barselsvikar)

Log ind eller opret en bruger for at bedømme din interesse
Ansøg
Log ind eller opret en bruger for at gemme job
Specialområde Hjerneskade søger en fagligt dygtig AC-medarbejder, der kan være med til at understøtte både det organisatoriske og administrative arbejde i specialområdet, og være en vigtig support for områdeledelsen.

Specialområde Hjerneskade er en del af Socialområdet i Region Midtjylland. Vi består af fem døgntilbud, et rehabiliteringstilbud og to dagtilbud i Østjylland. Målgruppen er personer over 18 år med erhvervet hjerneskade og/eller en varig fysisk funktionsnedsættelse.

En del medarbejdere med funktioner på tværs af specialområdet er placeret på Engtoften i Viby. Herfra serviceres afdelingsledere og medarbejdere på alle vores matrikler.

Om stillingen
Vi har brug for en barselsvikar for vores AC-medarbejder. Der vil være selvstændige opgaver og ansvarsområder, men som en meget væsentlig del af opgaven skal du også understøtte de nærmeste kollegaer og ledelsen i deres opgaveløsning.

Stillingen er forankret i ledelsessekretariatet. Her vil du indgå i et tæt samarbejde med områdeleder, driftsleder, kvalitetsudviklingskonsulent, organisatoriske konsulenter, AC-planlægger, sundhedskoordinator og fag- og matchningskoordinator samt vores afdeling for Faglig Udvikling.

Du vil indgå i følgende opgaver:
  • Ledelsesbetjening af områdeledelsen
  • Beskrivelse af organisatoriske processer
  • Mødedeltagelse, herunder udfærdigelse af dagsordener og referater
  • Kursusadministration i forbindelse med vores kurser
  • Kommunikationsopgaver herunder udarbejdelse af nyhedsbreve, indhold til sociale medier (bl.a. LinkedIn), pressemateriale, video, grafisk materiale og hjemmeside
  • Ad hoc opgaver, herunder understøttelse af øvrige medarbejdere
Ad hoc opgaverne vil udgøre en væsentlig del af dine opgaver. Det kan for eksempel være klargøring af materiale i forbindelse med møder og tilsyn, udtræk og præsentation af data, aktindsigter, udarbejdelse af oversigter, planlægning af processer mv.

Om den rette kandidat
Du har en relevant akademisk baggrund indenfor kommunikation eller lignende. Det er en fordel, hvis du har kendskab til eller forståelse for den offentlige administration.

Det er vigtigt, at du:
  • Er god til at aflæse organisationen og skabe nye relationer
  • Har gode formuleringsevner, og er fejlfri på skrift
  • Kan overskue og koordinere mange opgaver og processer, samtidig med at du kan overholde deadlines
  • Har erfaring med kommunikationsopgaver eller mod på at byde ind med dette
  • Kan udvise diskretion i forhold til at håndtere fortrolig information
  • Er rutineret IT-bruger, har teknisk flair, og har let ved at tilegne dig nye programmer
  • Er serviceminded, imødekommende og god til at samarbejde
  • Kan løse både praktiske og strategiske opgaver
  • Er engageret og fleksibel
Det er afgørende, at du er erfaren bruger af Officepakken, såvel Word som Powerpoint og også gerne Excel. Derudover har du let ved at tilegne dig nye programmer. Vi bruger blandt andet e-Dok, ESDH og Plan2learn, og vi arbejder med data fra BI-portalen og Sensum.

Du vil naturligvis blive grundig introduceret til specialområdet og opgaverne. Der vil være oplæring og overlevering fra vores nuværende AC-medarbejdere og resten af ledelsessekretariatet. Samtidig forventer vi, at du har let ved at lære nye arbejdsgange og opgaver, så du hurtigt vil kunne tage del i opgaveløsningen.

De fleste opgaver løses på Engtoften i Viby, men du vil skulle deltage i møder og arbejdsopgaver på specialområdets øvrige matrikler, som er spredt geografisk. Det vil derfor være en fordel med kørekort og eventuelt egen bil.

Det praktiske
Vi tilbyder en spændende stilling i et specialområde i fortsat udvikling, hvor du vil få kendskab til en række af de opgaver, der løses på socialområdet i Region Midtjylland. Vi lægger vægt på et godt og udviklende samarbejde i specialområdet.
 
Stillingen er på 37 timer pr. uge med opstart 1. juni 2021 eller tidligere.

Der er tale om en tidsbegrænset stilling til og med 31. januar 2022 med mulighed for forlængelse.  

Løn og ansættelsesvilkår efter gældende overenskomst.

Ansøgningsfrist er den 14. april.
Vi vil bede dig vedhæfte relevante bilag (CV, eksamensbevis og gerne referencer).

Vi forventer at afholde ansættelsessamtaler i uge 17.
 
Du kan læse mere om Specialområde Hjerneskade på www.soh.rm.dk.

Vi afholder en virtuel spørgesession tirsdag d. 6. april kl. 15.30-16.30, hvor du har mulighed for at stille spørgsmål til stillingen.
Mødet bliver afholdt i Region Midtjyllands online Auditorie-møderum, hvor deltagerne kun kan se mødets værter. Mødet tilgås via browser og fungerer således på PC, tablet, iPhone og lignende. Der er mulighed for at stille spørgsmål via chatten undervejs.
Virtuelt møderum: HD Auditorie 2 (meet.rmau2@rooms.rm.dk),

Se mere i vedhæftede vejledninger:
Vejledning til deltagere
Vejldening gæst

Vi har to barselsvikariater slået op, og ovenstående session vil inkludere begge barselsvikariater.

Har du spørgsmål efter den virtuelle spørgesession, er du velkommen til at sende dem til soh@ps.rm.dk.



Da Region Midtjylland løbende gennemfører besparelser og omorganiseringer, vil medarbejdere i omplacering, der søger stillingen, have fortrinsret til samtale.


 

Log ind eller opret en bruger for at bedømme din interesse
Ansøg
Log ind eller opret en bruger for at gemme job
Del Link kopieret