Hedensted Kommune

Analysekonsulent til HR, Politik & Udvikling (barselsvikariat)

Log ind eller opret en bruger for at bedømme din interesse
Ansøg
Log ind eller opret en bruger for at gemme job

Om jobbet

Brænder du for at arbejde med analyser? Og er du passioneret omkring udnyttelsen af potentialet i data? Så har vi et spændende job i en udviklingsorienteret offentlig organisation.

I HR, Politik & Udvikling i Hedensted Kommune skal en af vores analysekonsulenter på barsel, og vi har derfor behov for en analysekonsulent, der sammen med resten af afdelingen og organisationen, kan fortsætte og yderligere kvalificere de seneste års fokus på dataudnyttelse og måling af effekt via udarbejdelse af kvantitative analyser og ledelsesinformation.

Opgaver
Du vil sammen med den nuværende analysekonsulent og vores automatiseringskonsulent primært få ansvaret for:

  • Vedligehold og videreudvikling af ledelsesinformation - i dag primært visualiseret i Microsoft Power BI. Du vil bl.a. komme til at sidde med rekrutteringsdata og fraværsdata.
  • Løbende tværgående og ad hoc analyser af kommunens fagområder. Blandt andet vil du blive involveret i gennemførelse af medarbejderundersøgelse for hele Hedensted Kommune i efteråret 2021.
  • Generel strukturering af data og optimering af anvendelsen af data, på tværs af organisationen.
  • Deltagelse i arbejdet med automatisering af arbejdsgange, herunder identifikation og afdækning af disse samt bistand ift. bearbejdning af data.

Din profil

Profil og kompetencer
Vi forventer, at du har en relevant akademisk uddannelse fx inden for samfundsvidenskab eller med fokus på dataanalyse. Du har måske nogle års erfaring, men det er ikke et krav. Vi søger en person, der har den rette blanding af faglige og personlige kompetencer.

Fagligt er du karakteriseret ved:

  • Stærke analytiske kompetencer og dataforståelse, inklusiv et skarpt øje for at finde sammenhænge på tværs.
  • Forståelse for databaseopbygning og datamodeller er en fordel.
  • Kendskab til og erfaring med opsætning af rapporter og dashboards, specielt kendskab til Microsoft Power BI vil være at foretrække.


I forhold til dine personlige kompetencer er det vigtigt, at du er proaktiv, struktureret og kan arbejde selvstændigt, du skal kunne håndtere at arbejde i en flad struktur, med stor frihed under ansvar.

Da data og analyser efterhånden er meget efterspurgt i organisationen, skal du være god til at planlægge dit arbejde og overholde deadlines, og du skal brænde for at levere gode løsninger, der understøtter forretningens behov.

Som person forventer vi, at du trives i dialog og samarbejde med andre mennesker, da du vil skulle arbejde sammen med medarbejdere i afdelinger på tværs af hele organisationen. Dette stiller krav til dine faglige kompetencer samt din kapacitet til at formidle og visualisere komplekse løsninger til såvel medarbejdere, ledere og politikere.

Derfor skal du vælge os

Stillingen er organisatorisk placeret i HR, Politik & Udvikling, som er en stabsenhed under kommunaldirektøren. Du refererer til lederen af HR, Politik & Udvikling.

Staben løser mangeartede opgaver rettet mod den interne støtte af organisationen, som eksempelvis arbejdsmiljø, organisationsudvikling, analyser, digitalisering, jura, dagsordener m.m., samt eksternt rettede opgaver som erhvervsudvikling og borgerinddragelse. Vi er ambitiøse, hårdtarbejdende, resultatorienterede, glade for mangfoldighed, hjælpesomme og lægger vægt på, at det skal være sjovt at gå på arbejde.

Stillingen er fysisk placeret på Hedensted Rådhus, som ligger godt for motorvej og kun 200 meter fra Hedensted Station.

I Hedensted Kommune er alle afstande korte: Mellem borgere og politikere, mellem ledere og medarbejdere og mellem ansatte og politikere. Kulturen er præget af lyst og mod til i fællesskab at søge og afprøve nye veje og måder at løse vores opgaver på. Der er få regler og retningslinjer, og ikke alt er defineret og fastlagt på forhånd.

Du kan læse mere om Hedensted Kommune, vores værdier og arbejdsgrundlag på https://www.hedensted.dk/om-kommunen

Løn og ansættelsesvilkår

Arbejdstiden er 37 timer om ugen med flextid.
Løn i henhold til gældende overenskomst, som også rummer mulighed for forhandling af evt. kvalifikationsløn.

Hvis du vil vide mere

Har du brug for at vide mere om os og om stillingen kan du kontakte analysekonsulent Anette Olsen på telefon 79 75 57 61 eller digitaliseringskoordinator Jesper Overgaard på telefon 29 10 71 15.

Ansøgning

Ansøgningsfristen er den 30. maj.
Vi forventer at holde ansættelsessamtaler den 8. eller 9. juni. En evt. anden samtalerunde vil finde sted den 15. juni.
Vikariatet starter primo august.

Log ind eller opret en bruger for at bedømme din interesse
Ansøg
Log ind eller opret en bruger for at gemme job
Del Link kopieret