profile-banner.jpg
Ansøgningsfrist: 2022-06-01
Log ind eller opret en bruger for at gemme job
Del Link kopieret
Vil du være en del af Danmarks hemmelige forsvar? Forsvarets Efterretningstjeneste (FE) søger en logningsekspert, som skal indgå i vores team, der håndterer intern logning i FE.

Du får udfordringer og plads til at udvikle dig

Vi søger en engageret IT-medarbejder, der har kendskab til, og interesse i, logning fra operativsystemer og applikationer, især fra Linux-systemer. Du vil komme til at arbejde med driften af vores logningsplatforme, udvikling af logopsamling, samt udvikling af rapporterings- og præsentationsløsninger til understøttelse af brugernes kerneopgaver. Du vil have tæt kontakt med platformenes brugere, applikationsudviklere, eksterne leverandører, samt de medarbejdere, der arbejder med driften af vores applikationsportefølje. Desuden vil du være sparringspartner/rådgiver for vores sikkerhedsorganisation, samt vores jurister og tilsynsmyndigheder. I din daglige opgaveløsning vil du sparre med dine kollegaer i teamet.

Som medarbejder i vores interne IT-sikkerhedsafdeling, vil du få mulighed for at opkvalificere dig løbende inden for IT-sikkerhedsområdet, herunder SIEM/SOAR-systemer.

Du og din baggrund er vigtig

Du er uddannet ingeniør, inden for IT, eller har lignende uddannelse. Du er analytisk, god til at kommunikere på skrift og i tale, og har erfaring med programmering, og gerne erfaring med IT system-drift. Du kan tage initiativ til nye opgaver, drive et udviklingsforløb, og sikre færdiggørelse og dokumentation. Du kan både forfatte skrevne procedurer, såvel som selv følge skrevne procedurer.

Din nye arbejdsplads

FE er Danmarks udenrigsefterretningstjeneste og arbejder – hemmeligt og åbent – for at beskytte Danmark og danske interesser i en foranderlig verden.

Vi er ikke alene om at beskytte Danmark, men vi er den eneste myndighed, der har fået mandat til at udnytte helt særlige midler til at afdække, hvad andre stater og udenlandske aktører forsøger at holde hemmeligt. Det giver mening for os at bidrage til fred, tryghed og sikkerhed for danskerne, både i den analoge og i den digitale verden og det gør vi ved at afdække, vurdere, rådgive om og modvirke både aktuelle trusler og trusler under udvikling.

Vi værdsætter styrken i vores mangfoldighed med dybe fagligheder og specialister og vi er en helt speciel og operativt orienteret vidensorganisation, der har mange forskellige opgaver, men fælles for dem alle er det vidensgrundlag, som vores efterretningsarbejde skaber.

Dit faste arbejdssted vil være vores afdeling i Dragør. Der kan lejlighedsvist være møde- og kursusaktiviteter på vores andre lokationer.

Din lønpakke afhænger af dine kvalifikationer

Løn- og ansættelsesvilkår er i henhold til overenskomst mellem Finansministeriet og den relevante faglige organisation, afhængig af din uddannelsesmæssige baggrund. Derudover har du mulighed for at forhandle løntillæg efter kvalifikationer. Den gennemsnitlige arbejdstid er 37 timer om ugen inklusiv betalt frokostpause. Til stillingen hører en pensionsordning, som FE betaler.

Som ansat i FE er du omfattet af nogle særlige vilkår. Det er et krav, at du kan sikkerhedsgodkendes og opretholde sikkerhedsgodkendelsen under hele din ansættelse. Som i resten af forsvaret har du pligt til kortvarig udsendelse til udlandet.

Sådan søger du stillingen

Du skal sende din ansøgning og CV via stillingsopslaget, senest den 1. juni 2022. Vi forventer, at de indledende ansættelsessamtaler vil finde sted i uge 23 og stiler mod en ansættelse fra den 1. oktober 2022. Vi opfordrer alle interesserede uanset personlig baggrund til at søge stillingen.

Du er velkommen til at kontakte den lokale HR-partner på 33 32 55 66, lokal 2226, hvis du har spørgsmål til stillingen eller ønsker flere oplysninger.

Du kan også læse mere på www.fe-ddis.dk, hvor du blandt andet finder vores ”INDBLIK” og kan få et mere detaljeret indblik i FE´s opgaver, FE som arbejdsplads og yderligere information om ansættelsesmæssige spørgsmål.

Vi glæder os til at modtage din ansøgning.

Oprettet:
2022-05-03
Ansøgningsfrist:
2022-06-01
Jobtype:
Fuldtid