TÅRNBY KOMMUNE

Affaldsplanlægger til Tårnby - mulighedernes kommune

Log ind eller opret en bruger for at bedømme din interesse
Ansøg
Log ind eller opret en bruger for at gemme job

Affaldsplanlægger til Plan, Byg og Miljø – kom til mulighedernes kommune

Tårnby Kommune

Genbrug, genanvendelse og cirkulær økonomi har stort fokus i den politiske dagsorden. Tårnby Kommune søger til en nyoprettet stilling på 32 timer/uge en engageret affaldsplanlægger, der kan være katalysator for at få denne dagsorden ud i livet. Du kommer måske med nogle få års erfaring – men du må også gerne være nyuddannet – bare kompetencerne og drivet for at lære nyt er der.

Vi står midt i flere spændende opgaver på affaldsområdet. Særligt opgaven med at planlægge for de nye affaldsordninger i forlængelse af regeringens klimaplan, skal du kaste dig over.

Du vil få mange og forskelligartede opgaver, og du skal derfor kunne holde gang i de mange komplekse opgaver og prioritere mellem dem. Du vil blive en del af affaldsteamet, der i dag tæller en affaldsplanlægger og en driftsmedarbejder. Derudover består affaldstemaet af en medarbejder, der håndterer byggeaffaldet.

Driftsopgaverne knyttet til affaldsområdet løses af vores driftsmedarbejder, men under spidsbelastninger eller fravær skal du være villig til at understøtte denne opgave.

Vi løser også myndighedsopgaver på affaldsområdet for Dragør Kommune, og har derfor et samlet opland på godt 57.000 borgere.

Dine primære opgaver vil være:
  • Bistå med kampagner og udrulning af nye affaldsordninger

  • Bistå med løbende driftsoptimeringer og ændringer i eksisterende affaldsordninger

  • Kommunikation (mundtligt såvel som skriftligt) til borgere og institutioner i forbindelse med ændringer eller optimering af affaldsordninger

  • Kontraktstyring

  • Bistå med opgaver vedr. økonomi og budgetlægning

  • Databearbejdning ift. statistikker, kortlægning og prognose

  • Bistå med opgaver på driftsområdet, når der er behov for det

  • Pasning af miljøtelefon og miljøpostkasse ca. 1 uge hver 2. måned

Vi forventer, at du:
  • Har godt kendskab til affaldsområdet

  • Gerne kendskab til andre miljøområder

  • Har en relevant akademisk uddannelse som for eksempel ingeniør, cand. techn. soc., cand. scient. eller lignende

  • Er en åben og positivt indstillet person, der kan lide dialogen med borgere, virksomheder og de mange øvrige aktører i affaldsbranchen

  • Er engageret, struktureret og serviceminded

  • Er i stand til at arbejde selvstændigt og sammen med kolleger og eksterne interessenter

  • Er god til at formulere dig både mundtligt og skriftligt

  • Er fortrolig med IT i almindelighed

Vi kan tilbyde dig:

En spændende stilling i et fagområde, der er i konstant udvikling, hvor du har direkte indflydelse på klimadagsordenen. Samt et job med gode muligheder for faglig og personlig udvikling.

Du vil blive placeret i miljøgruppen i Plan, Byg og Miljø, hvor der er elleve engagerede miljømedarbejdere. Vi har et godt og uhøjtideligt arbejdsmiljø, hvor der i perioder kan være rigtig meget fart på.

Løn- og ansættelsesvilkår

Ansættelsen sker i henhold til gældende overenskomst efter forhandling.

Kommunens ansættelsespolitik indebærer, at der ved ansættelse indhentes referencer fra tidligere og nuværende arbejdssteder. Har du været ansat i Tårnby Kommune, vil der altid blive taget reference herfra. Der skal desuden ved ansættelse forevises straffeattest. Ansættelsen vil være betinget af, at denne er tilfredsstillende.

Tårnby Kommune tilbyder en række personalegoder. Disse kan ses her.

Yderligere oplysninger

Har du lyst til at høre mere om stillingerne, så ring til chef for Plan, Byg og Miljø Anni Kær Pedersen på telefon 22158678.

Vi forventer at holde 1. ansættelsessamtale den 21. og 22. april og anden samtale den 26. april. Book allerede i din kalender nu - hvis du er den, der bliver indkaldt til samtale. Vi glæder os til at modtage din ansøgning!

Tiltrædelse hurtigst muligt og senest 1. juni 2021.

Ansøgning

Ansøgning med dokumentation for uddannelse, oplysning om eventuel tidligere beskæftigelse, eventuel arbejdstilladelse og bilag sendes via nedenstående link. Vær opmærksom på, at Tårnby Kommune benytter et elektronisk rekrutteringssystem. Du bedes derfor så vidt muligt søge stillingen via nedenstående link. Såfremt du søger stillingen pr. brev, skal dette indeholde de samme oplysninger, som kræves af det elektroniske rekrutteringssystem.

Behandling af personoplysninger

Tårnby Kommune er dataansvarlig for de personoplysninger, som du registrerer og sender til kommunen via rekrutteringssystemet eller på anden vis ved ansøgning om job.

Oplysningerne vil alene blive brugt i rekrutteringsprocessen. Medlemmer af ansættelsesudvalget, for den stilling du søger, får adgang til dine registrerede personoplysninger i den tid rekrutteringsprocessen løber. Behandlingen af oplysningerne vil naturligvis være fortrolig og sikker.

Vi opbevarer din ansøgning samt øvrige oplysninger i op til 6 måneder efter endt rekrutteringsproces. Herefter slettes de automatisk.

Du har efter databeskyttelsesforordningen en række rettigheder. Herunder ret til at se de personoplysninger du har registreret hos os og ret til sletning af oplysninger. Læs i øvrigt her om dine rettigheder. Hvis du vil gøre brug af dine rettigheder skal du kontakte Tårnby Kommune, Organisations- og Personaleafdelingen. Adresse: Amager Landevej 76, 2770 Kastrup. Telefon: 3247 1280. E-mail: op2@taarnby.dk.

For henvendelse vedrørende den ledige stilling se kontaktoplysninger under overskriften 'Yderligere oplysninger'.

Har du spørgsmål til behandlingen af dine personoplysninger, og til hvordan dine rettigheder bliver udøvet i henhold til databeskyttelsesreguleringen, kan du kontakte Tårnby Kommunes databeskyttelsesrådgiver. Send e-mail sikkert: Link til Borger.dk
Telefon: 3247 1230. Ved brev: Tårnby Kommune, Organisations- og Personaleafdelingen, Amager Landevej 76, 2770 Kastrup, Att.: ”Databeskyttelsesrådgiver”.

Log ind eller opret en bruger for at bedømme din interesse
Ansøg
Log ind eller opret en bruger for at gemme job
Del Link kopieret