Rigspolitiet

AC-generalister til HR-partnerfunktionen i Center for HR i Rigspolitiet

Log ind eller opret en bruger for at bedømme din interesse
Ansøg
Log ind eller opret en bruger for at gemme job

København, Rigspolitiet, Koncern HR

Vil du arbejde med den brede HR-palet, med alt fra rekruttering og lønforhandling til udarbejdelse, implementering og drift af generelle HR processer? Kan du yde ledelsesstøtte på højt niveau og ser du dig selv trives i en travl og omskiftelig hverdag i en politisk styret organisation? Så er du måske en af vores nye kollegaer til Center for HR i Rigspolitiet.

Din nye hverdag – arbejdet med den brede HR palet
Du supporterer forretningsområderne med alt fra rekruttering, drift, lederunderstøttelse, organisationsændringer til lederudvikling.

Du sikrer, at lederne i områderne får deres HR leverancer til rette tid og i rette kvalitet. Du løser opgaver inden for store dele af HR-paletten, herunder understøtte lederudviklingstiltag og strategiske initiativer der skal implementeres. Du skal bistå lederne i forbindelse med de svære samtaler, performance, trivsel- og sygesager samt andre personalesager, og i det daglige sparre med lederne om de ledelsesmæssige udfordringer og problemstillinger de står med.

Derudover varetager du, i samarbejde med dine kollegaer, hele rekrutteringsprocessen af civile (ikke politiuddannede) kollegaer, som understøtter politiets arbejde og vores kerneforretning.
Din opgave er at skabe et struktureret rekrutteringsforløb for den ansættende leder, hvor du deltager i processen fra start til slut. Du er blandt andet ansvarlig for at udarbejde job- og kompetenceprofiler, jobannoncer, samtaleguides samt at deltage i ansættelsessamtalerne og står for lønforhandlingen.

Center for HR er et forholdsvis nyt sammensat center, bestående af fagligt stærke profiler inden for HR og administration. Vi er ca. 20 medarbejdere som arbejder på forskellige HR-relaterede områder. Inden for hver områder, prioriterer vi faglig sparring i en travl hverdag, fordi vi tror på, at vidensdeling og indspark fra kolleger bidrager til den bedste løsning i den enkelte opgave. Vi brænder alle for vores arbejde og har en uformel omgangstone.

Vores nye kollega

Du har en relevant videregående uddannelse på kandidatniveau fx cand.merc.HRM, cand.soc., el.lign. alternativt har du en afsluttet HD del 1 og 2 med fokus på HR. Derudover har du minimum 2-3 års konkret erfaring med den brede HR palet. Det er en fordel, hvis du har erhvervserfaring fra en kompleks og/eller politisk styret organisation, samt har kendskab til overenskomstvilkår (primært AC og HK).

Du har en proaktiv tilgang til arbejdsopgaverne og har fokus på, hvordan HR kan bidrage bedst muligt til at nå organisationens mål. Da du har ansvar for mange HR opgaver samtidig, arbejder du struktureret og opbygger let en bred kontaktflade og tillidsfulde relationer til samarbejdspartnere i hele organisationen. Arbejdet kræver stor selvstændighed, og gennem din planlægning og dit store overblik sikrer du kontinuerlig fremdrift og overholder deadlines.

Du tager ansvar og agerer handlingsorienteret og fleksibelt, når udefrakommende forhold påvirker processerne og din planlægning. Du er vant til at agere i en kompleks organisation med mange forskellige afdelingstyper, og du arbejder tålmodigt og løsningsorienteret på at få tingene til at lykkes inden for de givne rammer.

Som person evner du balancen mellem at stikke fingeren i jorden og at bruge din gennemslagskraft. Samtidig har du et godt blik for organisationens behov, og du agerer strategisk og helhedsorienteret på både den korte og lange bane. Du er en uformel teamplayer, som både deler egen viden, og som ønsker at lære fra andre, ligesom du har lyst til at bidrage til et positivt arbejdsmiljø.

Ansættelsesforhold
Du bliver ansat på overenskomstvilkår i henhold til enhver tid gældende aftaler mellem Finansministeriet og Akademikernes Centralorganisation. Du indplaceres som fuldmægtig.

Dit arbejdssted bliver Rigspolitiet med adresse på Polititorvet 14, 1780 København V.

Det er en forudsætning for ansættelse, at du kan blive sikkerhedsgodkendt og opretholde sikkerhedsgodkendelsen gennem din ansættelse.

Kontakt
Hvis du har uddybende spørgsmål, er du velkommen til at kontakte Henriette Frandsen, tlf. 2249 2154. Du kan finde mere information om politiet på www.politi.dk.

Når du søger en stilling i politiet, opretter du samtidig en profil i vores rekrutteringssystem. Hvis du søger flere jobs i politiet, skal du lægge en ansøgning og et CV ind i systemet pr. ansøgt job. Du skal derfor ikke slette tidligere dokumenter, hvis du søger endnu et job. Det er først, hvis du har fået afslag på en søgt stilling, at du kan slette dokumenterne knyttet dertil. Du bedes navngive dine dokumenter, så det fremgår, hvilket job du søger. Foruden ansøgning og CV, bedes du uploade dit eksamensbevis. Du skal uploade alle dokumenter i pdf-format.

Vi opfordrer alle interesserede til at søge uanset alder, køn, religion eller etnisk tilhørsforhold.

Vi forventer at afholde 1. samtaler d. 2. juni 2021 og 2. samtaler d. 4. juni 2021

Ansøgningsfrist: 25. maj 2021


Om Rigspolitiet
I politiet arbejder mere end 16.000 medarbejdere sammen om at forebygge og forhindre kriminalitet. Vi er alle dybt engagerede i at sikre, at Danmark er et trygt og sikkert sted at bo og leve – uanset om vi arbejder med den nære politiindsats som betjent, som efterforsker eller om vi bidrager til en af de mange andre vigtige funktioner i politiet.

Rigspolitiet er politiets øverste myndighed og har det overordnede ansvar for Danmarks 12 politikredse og politiet i Grønland og på Færøerne. Vi udvikler strategier, koordinerer politiets arbejde på landsplan og arbejder med en lang række opgaver blandt andet økonomistyring, it-udvikling, juridisk rådgivning, presse og kommunikation, indkøb af politiets udstyr og køretøjer, personale og uddannelse, internationalt samarbejde, kriminalteknik og efterforskningsopgaver.
Sikkerhedsbevidstheden i politiet er høj og ansvaret for politiets informationssikkerhed påhviler alle ansatte i politiet.

Log ind eller opret en bruger for at bedømme din interesse
Ansøg
Log ind eller opret en bruger for at gemme job
Del Link kopieret