Administrativ koordinator til Trafik og Byrum (deltid) | JobDanmark
FREDERIKSBERG KOMMUNE

Administrativ koordinator til Trafik og Byrum (deltid)

Log ind eller opret en bruger for at bedømme din interesse
Ansøg
Log ind eller opret en bruger for at gemme job
Har du lyst til at arbejde med politisk og administrativ betjening, udviklingsopgaver og koordinering af sager? Så kan vi tilbyde en spændende og udfordrende deltidsstilling i Trafik og Byrum i Frederiksberg Kommune. Vi søger en stærk, samarbejdsorienteret og selvkørende akademisk medarbejder med lyst til at være en del af et spændende fagligt område i rivende udvikling.

I Trafik og Byrum arbejder vi med udvikling af byen og anlægger projekter i det offentlige rum og står blandt andet for trafiksikkerhed, vejbelysning, trafikplanlægning, busser,  og meget mere. Der er et stort sagsflow og stor bevågenhed omkring det, vi laver, og der er derfor behov for en solid koordination og stærk kommunikationsindsats i forhold til borgere og politikere. Som administrativ koordinator er det vigtigt, at du har gode samarbejdsevner og kan holde styr på mange sager i en travl hverdag. Du skal have en flydende pen og sans for kvalitet og detaljen, ligesom du skal kunne koordinere og planlægge vores interne udviklingsprojekter.

Din primære rolle vil være som administrativ koordinator på en lang række opgaver, som svarudkast på borgerhenvendelser, mødesager til politiske udvalg, talepapirudkast til politikerne samt koordinering af sager og forløb, hvor deadlines er vigtige. Du vil desuden få ansvaret for at koordinere og planlægge interne udviklingsprojekter og forløb i enheden. Herudover vil der være diverse ad hoc-kommunikations- og formidlingsopgaver i form af f.eks. hjemmesideopdateringer, udarbejdelse af skabeloner, koordinering af Facebook-svar samt mindre administrative opgaver som kalenderbookning, indkøb, betalinger m.m.
Du vil få en alsidig opgaveportefølje med en bred kontaktflade. Det er derfor vigtigt, at du har et helhedsperspektiv, kan samarbejde med mange forskellige kolleger, sætte dig hurtigt ind i nye problemstillinger og gå til opgaverne med et smil. Du skal være god til at tænke på tværs, inddrage, koordinere og vidensdele. Det er samtidig en fordel, hvis du har erfaring fra fagområdet ’trafik og byrum’ og en forståelse for det at arbejde i en politisk organisation, hvor borgeren er i centrum.

Vi forestiller os, at du
  • har en relevant akademisk uddannelse
  • har gode proces, samarbejds– og kommunikationsevner og forstår værdien af at opbygge gode relationer, inddrage, koordinere og dele viden – både internt og eksternt
  • forstår og anerkender hvad det vil sige, at arbejde i en politisk styret organisation
  • er struktureret, ansvarlig og sætter en ære i rettidighed og at overholde deadlines
  • er forudseende og kan tage initiativ – herunder spotte og tage højde for særligt vigtige ting
  • kan tænke i helheder og omsætte kompleks stof til forståelige sager
  • er åben, serviceminded og god til at samarbejde med mange forskellige typer kolleger
  • har gode formuleringsevner – især skriftligt
Stillingen er placeret i Trafik og Byrum, som er en del af Vej, Park og Miljøafdelingen. Du vil indgå i vores tværfaglige og initiativrige medarbejdergruppe på knap 20, som består af bl.a. trafikplanlæggere, ingeniører, landskabsarkitekter og arkitekter. Du vil være en del af et berigende tværfagligt miljø inden for vores arbejde med fremme af tilgængelighed, trafiksikkerhed, cykling og bæredygtig mobilitet, små og store anlæg på veje, cykelstier og byrum, samt skybrudsprojekter. Du får et stort ansvar for koordinering og selvstændighed i den daglige opgaveløsning, og får samtidig gode muligheder for at sparre med engagerede kollegaer. Vi har et stort fokus på medarbejdernes udvikling og trivsel samt et godt fagligt og tværfagligt miljø, hvor vi ”spiller hinanden gode” og udvikler os sammen.

Løn og ansættelsesvilkår
Vi tilbyder ansættelse efter gældende overenskomst og med aflønning efter kvalifikationer i henhold til principperne i Ny Løn. Stillingen har en arbejdstid på 20 timer om ugen, og vi har flekstid.

Ansøgningsfrist
Samtaler forventes afholdt den 21. og 26. april 2021 med henblik på tiltrædelse snarest muligt. Sidste frist for indsendelse af din ansøgning er den 14. april 2021 kl. 12.

Vi glæder os til at modtage din ansøgning.

Hvis du ønsker yderligere oplysninger om kommunen så kig her: https://www.frederiksberg.dk. Du er også velkommen til at kontakte Trafik –og Byrumschef May Lundsgaard på tlf. 2898 4241, hvis du vil vide mere om stillingen.

Frederiksberg er en levende by med et dynamisk bysamfund. Byens sjæl bygger på vores historie og klassiske arv og er med til at præge den spændende udvikling af Frederiksberg som en grøn, sund og pulserende del af Hovedstaden.
Vi er en moderne kommune, der betjener ca. 105.000 borgere. Frederiksberg Kommune ønsker at fremme ligestillingen og opfordrer derfor alle kvalificerede til at søge uanset alder, køn, religion, etnisk tilhørsforhold eller handicap.

 

Frederiksberg er en levende by med et dynamisk bysamfund. Byens sjæl bygger på vores historie og klassiske arv og er med til at præge den spændende udvikling af Frederiksberg som en grøn, sund og pulserende del af Hovedstaden.
Vi er en moderne kommune, der betjener 104.305 borgere. Frederiksberg Kommune ønsker at fremme ligestillingen og opfordrer derfor alle kvalificerede til at søge uanset alder, køn, religion, etnisk tilhørsforhold eller handicap.

Log ind eller opret en bruger for at bedømme din interesse
Ansøg
Log ind eller opret en bruger for at gemme job
Del Link kopieret