Engageret pædagog til botilbud Planethuset

fuldtid
Engageret pædagog til botilbud Planethuset
  • Region Nordjylland
  • Kollegievej 5B, 9210 Aalborg SØ
Har du lyst til at støtte unge voksne med høretab i at mestre deres eget liv? Brænder du for virkelig at gøre en forskel? Så har vi jobbet, du leder efter.

Botilbud Planethuset, hvor voksne med høretab og andre funktionsnedsættelser bor, søger nemlig en pædagog med start 1. februar 2026.

Om jobbet
Som pædagog på Planethuset er du med til at støtte borgerne i alt fra daglige rutiner og sociale aktiviteter til udvikling af kommunikative og personlige færdigheder. Du hjælper med at skabe struktur i hverdagen, understøtter borgernes selvstændighed og trivsel og bidrager til et miljø, hvor tegnsprog og visuel kommunikation er en naturlig del af samværet. Du dokumenterer det pædagogiske arbejde og samarbejder tæt med kolleger, pårørende og andre faggrupper om at sikre helhed og kvalitet i indsatsen.

Om dig
Du er uddannet pædagog, og du både kan og vil involvere dig i arbejdet med borgerne. Du har gerne en neuropædagogisk uddannelse, men det er ikke et krav. Du har gode samarbejdsevner, og du tør at tage ansvar, samt være i et reflekterende miljø med dine kolleger. På Planethuset kan miljøet til tider være udfordrende, og der kan være travlt. Der er behov for, at du kan overskue, at der er mange opgaver. Du er også god til altid at holde kernopgaven – dvs. borgeren – i fokus.

Borgerne på Planethuset er enten helt døve eller har et høretab. Derfor foregår kommunikationen mest af alt på tegnsprog og tegn til tale. Det vil derfor være en fordel, hvis du kan tegnsprog. Ellers er det en forudsætning, at du har lyst til og mod på at lære det. Du er i det hele taget interesseret i at være med til at skabe et godt kommunikativt miljø, hvor vi bruger billedkommunikation, tegnsprog og/eller visuel kommunikation.

Derudover er du god til at dokumentere, ligesom du kan formulere dig på skrift. Du motiveres af at arbejde efter faglige tilgange og metoder. Og så kan du se mulighederne i at arbejde både i dag-, aften-, døgn- og weekendvagter. Du vil få weekendvagter hver anden weekend.

Hos os får du…
…spændende udfordringer i et fantastisk hus med en unik borgergruppe. Du får indsigt i mange spændende faglige tilgange og metoder i et tværfagligt lys. Du får et betydeligt ansvar, og dine kompetencer bliver udviklet. Og ikke mindst vil du hurtigt tydeligt mærke, at du og din faglighed gør en markant forskel for borgerne.

Du bliver en del af en erfaren personalegruppe med dygtige og engagerede kolleger, der har fokus på arbejdsglæde og trivsel, og som altid er villige til at hjælpe og dele ud af deres viden og faglige overvejelser. Vi går heller ikke af vejen for et godt grin, evt. ad os selv.

Du får også:
  • Et veltilrettelagt og grundigt introduktionsforløb og individuel oplæring i f.eks. medicinhåndtering, konflikthåndtering og relevante faglige tilgange og metoder
  • Undervisning i tegnsprog.

Om os
Botilbud Planethuset er et botilbud efter §107 og §108 for unge og voksne med høretab og andre funktionsnedsættelser. Vi er også et aflastningstilbud for unge med høretab og andre funktionsnedsættelser.
10 borgere bor i huset, en borger er i aflastning, og en enkelt borger yder vi bostøtte til.
Planethuset er en døgninstitution, så arbejdstiderne er skiftende (dag/aften/døgn, weekend og helligdage).

Vi er en del af Tilbud for Børn og Voksne med Døvblindhed og Høretab, som er et højt specialiseret, landsdækkende tilbud til børn og voksne med døvblindhed eller høretab med andre funktionsnedsættelser. Tilbuddet indeholder boliger, aktivitets- og samværstilbud samt aflastning og er forankret i Området for Kommunikation og Specialpædagogik, som er et af områderne i Specialsektoren i Region Nordjylland.
 
Læs mere om Tilbud for Børn og Voksne med Døvblindhed og Høretab

Kom med indenfor i hverdagen i Tilbud for Børn og Voksne med Døvblindhed og Høretab og vores søstertilbud Botilbud for Voksne med Døvblindhed på Facebook og på Instagram.

Vil du vide mere?
Så er du velkommen til at kontakte afdelingsleder Micha Winkel på 40 51 20 68 eller mgw@rn.dk. Du er også velkommen til at kigge forbi os efter nærmere aftale.

Praktisk
Der afholdes samtaler i uge 49 eller 50.

Løn og ansættelsesvilkår
Løn- og ansættelsesvilkår efter overenskomst for socialpædagoger indgået med SL.

----------------------------------------------------------------------------------
 I Region Nordjylland søger vi hele tiden nye dygtige kolleger, der sammen med os vil arbejde for, at de nordjyske patienter og borgere er i gode hænder. Du bliver en del af et fællesskab med 15.000 kolleger på hospitalerne, det nære sundhedsvæsen, det præhospitale beredskab – og inden for de specialiserede sociale tilbud, regional udvikling og i administrationen. Vi er stolte af vores faglighed og samarbejde på tværs af hele organisationen.

Vi opfordrer alle kvalificerede til at søge jobbet – uanset etnisk baggrund, køn, seksuel orientering, handicap, religion eller alder.

Læs mere om os på Job og uddannelse, og få et overblik over ansættelsesprocessen trin-for-trin på Fra ansøgning til ansættelse.

Log ind