IT Medarbejder

  • OBH-Gruppen A/S
  • 15/01/2020

Beskrivelse

Søges til OBH-Gruppen A/S

  • Har du en solid IT teknisk baggrund?
  • Er du organisatorisk og administrativ stærk og motiveres af at have og få styr på tingene?
  • Er du serviceorienteret, omgængelig og hjælpsom?

OBH-Gruppen søger en ny IT-medarbejder, der kan bidrage til at sikre, at struktur og processer udarbejdes og vedligeholdes. Vi har brug for en kollega, der har lyst til at opdatere og videreudvikle dokumentation af systemer og licenser, er dygtig til at drifte og samtidig hele tiden kan holde øje med muligheder, der kan forbedre vores processer og sikkerhedsniveau.
Hvis du kan svare ja til ovenstående, vil vi rigtig gerne modtage en ansøgning fra dig.

Om stillingen

Stillingens primære formål er at bistå den IT ansvarlige i at sikre, at afdelingen opererer ansvarligt både internt og eksternt i forhold til samarbejdspartnere. Du skal være med til at sikre en stabil og driftssikker IT-infrastruktur til afvikling af diverse IT baserede forretningssystemer, samt medvirke til fejlfinding og udbedring af opståede problemer i vores forretningssystemer.

Vores IT-afdeling har i de seneste år undergået en stor udvikling, der betyder at vi har outsourcet opgaver indenfor programmering, drift og løbende servicering af vores medarbejdere. Det gode samarbejde med vores partnere kræver forankring i egen organisation samt dialog om hvilke initiativer der skal sættes i gang og opfølgning på disse.

Der vil også være et tæt samarbejde med vores forretningsenheder, der har behov for hjælp til fejlfinding i systemer. Dette arbejde vil du skulle indgå i, i samarbejde med den IT-ansvarlige.

Væsentligste opgaver

Dine væsentligste opgaver bliver at sikre en stabil og driftssikker IT-funktion, der altid afspejler et tidssvarende sikkerhedsniveau. Du skal være tovholder på udstyr der skal leveres, modtages og klargøres, ligesom det bliver din opgave at stå for brugeradministrationen.

Konkret indebærer dette bl.a.:

  • Drive og opdatere og dokumentation af systemer og deres indbyrdes interfaces
  • Ajourføre licenser og certifikater mv.
  • Være sparringspartner i forhold til udformning af nye interfaces, ændringer til eksisterende systemer og valg af nye systemer
  • Fejlsøgning i samarbejde med forretningen og vores driftsleverandør
  • Videreudvikle og beskrive udviklingsopgaver sammen med forretningen
  • Definere og forbedre vores IT sikkerhedsniveau
  • Drifts performance evalueringer
  • Sparring med den IT ansvarlige om nye tiltag

Hvem er vi

OBH-Gruppen er en familiejet virksomhed. Vi er ikke en af de største spillere på markedet, til gengæld vil vi være de bedste, til det vi gør. Vi lægger stor vægt på, at man som medarbejder hos os ved at man har mulighed for at blive udfordret både fagligt og personligt, og det er vi stolte af. Vi arbejder tværfagligt og teamorganiseret for at skabe en flad organisation, hvor vi er tæt på både ledelsen og vores kunder. Vi er overbeviste om, at vores organisering skaber optimale vilkår for videndeling, sparring og den individuelle udfordring. Desuden giver det mening når man som medarbejder hos os, har mulighed for at være deltagende og yde sit bidrag fra start til slut.

Det er et kardinalpunkt for OBH-Gruppen, at vores dygtige medarbejdere har lyst til at blive hos os. Derfor er der stor medindflydelse, selvstændighed og fleksibilitet i jobbet. Vi prioriterer kompetence- og karriereudvikling igennem vores interne uddannelsesakademi; idet vi ved, at trivsel og arbejdsglæde hænger sammen med god ledelse, muligheden for at skabe synlige resultater og et godt socialt miljø med gode relationer.

Hvem er du

Du har en solid IT teknisk baggrund, der sikrer en bred grundlæggende forståelse for de opgaver der arbejdes med. Du er administrativ stærk og motiveres af at få og have styr på tingene. Du har stor organisatorisk kapacitet, og forstår, at du som en del af en stabsfunktion, har et stort ansvar for at levere en god service. Derfor er du som menneske imødekommende, hjælpsom og fleksibel.

Du er selvstændig, struktureret og kan planlægge og løse en lang række projekter og opgaver uden at miste overblikket. Du har nemt ved at samarbejde på tværs af fagligheder og indgår gnidningsfrit i forskellige teams.

Det er en fordel hvis du har kendskab til brugeradministration, fejlsøgning på Windows servere (finde ting i Windows logs, service logs IIS logs etc.), SQL (MS SQL server), BPMN & UML med henblik på proces- og system dokumentation og evt. kender SharePoint. Derudover vægter vi erfaring med håndtering af certifikater, din evne til at se IT systemerne fra et holistisk perspektiv samt at du har viden om og lyst til at arbejde med IT sikkerhed på et strategisk niveau.

OBH Gruppen tilbyder dig

Vi tilbyder et spændende og udviklende job i en veletableret rådgivningsvirksomhed med et bredt forretningsområde og mange forskellige medarbejdergrupper. Du får en selvstændig og ansvarsfuld hverdag med gode kolleger og mulighed for personlig og faglig udvikling via OBH Academy. Vi ved, at arbejdsliv og privatliv skal hænge sammen, og derfor prioriterer vi, at skabe en god balance.

Vi tilbyder sociale arrangementer, personaleforening, sundhedsforsikring, pension, madordning og en konkurrencedygtig løn.

Ansøgningsfrist og tiltrædelse

Hurtigst muligt, men vi venter gerne på den rette medarbejder.

Kontakt

Vil du vide mere om stillingen eller OBH-Gruppen, kan du kontakte Michael Larsen på telefon 76 78 45 24.