Byggesagsbehandler – skab en smartere sagsbehandling

  • Fredensborg Kommune
  • Fredensborg, Danmark
  • 20/05/2020
Fuldtid Administration

Beskrivelse

Har du lyst til at være en del af fremtidens sagsbehandling af byggesagerne i Fredensborg Kommune?

Vi samler netop nu et team af skarpe byggesagsbehandlere til vores nyoprettede Team Byg. Her vil vi skære unødvendige processer fra og få løst sagerne hurtigt og effektivt.

Hvorfor søger vi både nye og erfarne?
 

  • Fordi vi både har brug for den nye med de friske ideer – og den rutinerede med masser af gode erfaringer.
  • Fordi vi nok skal klæde dig på med kurser og efteruddannelse baseret på dit erfaringsniveau.
  • Fordi vi søger flere byggesagsbehandlere til teamet, så vi har plads til begge profiler.

 
Velkommen til Fredensborg Kommune
I Fredensborg Kommune har vi lagt hovederne i blød for at skabe den bedste byggesagsbehandling. Du bliver en del af Plan og Byg, hvor du arbejder sammen med 20 kolleger, der håndterer alle vores bygge- og landzonesager samt lokalplaner og byudviklingsprojekter.

Mere præcist bliver du en del af Team Byg, som har fokus på at yde god service til borgerne gennem myndighedsbehandling af deres byggesager. Og I første omgang vil I skulle lære hinanden at kende og forme fundamentet for jeres fremtidige arbejdskultur.

Jeres arbejde har meget høj prioritet her i kommunen, og hver gang I gør processerne lidt bedre, så er det noget, der bliver bemærket,” fortæller planchef Jens Ulrik Romose.
 
Fokuser på det, du er bedst til
Det bliver dit ansvar at håndtere den sagsbehandling, som går forud for byggeri i Fredensborg. Du får mulighed for at arbejde med enten private borgeres unikke byggerier, erhvervslivets store komplekse byggeprojekter – eller måske begge dele. Vi sørger for at du udvikler dig med opgaverne og kan skifte spor.

Uanset hvad du vælger at specialisere dig i, så vil du:
 

  • få tæt dialog med borgere
  • koncentrere dig om det tekniske og juridiske
  • deltage i udviklingen af nye processer og systemer sammen med dit team.


Som sagsbehandler har du helt sikkert tænkt på måder, du kunne gøre dit arbejde smartere. Det her er din mulighed for at lufte dine ideer og se dem bliver til virkelighed,” fortsætter Jens.
 
Godt kollegaskab og fleksibilitet
Du vil også være med til at udvikle den kultur og det fællesskab, som du og dine kolleger bliver en del af. I Plan og Byg har vi allerede et solidt fællesskab fuld af kammeratskab, høj faglighed og godt humør. Og vi sætter selvfølgelig tid af, så du og dine kolleger kan blive godt rystet sammen.
 
Du får et kick ud af at yde god service
Du er fagligt dygtig og har talent for at tale med og hjælpe mennesker. Du lægger vægt på at træffe gode afgørelser og yde service. Du er godt bevæbnet med den empati og tålmodighed, der skal til, for at få borgerne godt igennem deres byggesag. Og så er du begejstret for at tænke i smarte løsninger.

Vi forestiller os, at du:
 

  • er nyuddannet eller erfaren sagsbehandler
  • har kendskab til bygningsreglement, bygge- og planlovgivningen
  • god til at arbejde med digitale systemer og platforme.

 
Er du vores nye kollega?
Har du spørgsmål til stillingen, eller vil du høre flere gode grunde til, at du skal være med i Team Byg? Så kan du kontakte planchef Jens Ulrik Romose på sms til 2152 4561 eller byggesagsbehandler Christian Mathiasen på sms til 2551 8986.

Ansøgninger skal indsendes via ansøgningsportalen og ikke pr mail.
Send din ansøgning og dit CV til os på knappen nedenfor. Deadline for ansøgninger er d. 15. juni 2020 kl. 12.00. Vi forventer at afholde ansættelsessamtaler d. 18. og 19. juni og 2. samtaler d. 24. og 25. juni.

Vi har 3 faste stillinger til snarlig besættelse og den ugentlige arbejdstid er 37 timer med en fleksibel arbejdstid. Ansættelsen sker efter gældende overenskomst og med aflønning efter kvalifikationer efter principperne i Ny Løn. Arbejdsstedet er Fredensborg Kommunes Rådhus, Egevangen 3B, 2980 Kokkedal.
 
Vi glæder os til at høre fra dig!
 
Om Center for Byudvikling, Miljø og Erhverv
Team Plan og Byg er forankret i Center for Byudvikling, Miljø og Erhverv, som er samlet på Rådhuset i Kokkedal med godt 30 minutters offentlig transport til Nørreport. I centeret lægger vi vægt på at yde god service i samarbejde med borgere, kollegaer og politikere. Vi arbejder med fysisk planlægning, byggesagsbehandling, geodata, natur, miljø, klima, affald, mobilitet og infrastruktur, erhverv og turisme og har på den måde mulighed for at skabe de bedst mulige løsninger til borgernes, virksomhedernes og almenvellets bedste.

Fakta

Ansøgningsfrist
15. juni 2020 kl. 12:00

Kontaktperson

Jens Ulrik Romose

Telefon
21524561