Blog > Virksomhed

Jobcenter i udlandet er kontraproduktivt

Af Kim Møller-Nielsen, Adm. direktør for JobDanmark ApS

Den nye regering har i sit forståelsespapir med støttepartierne nedfældet, at der skal oprettes danske jobcentre i udlandet med henblik på at tiltrække kvalificeret arbejdskraft herfra. Isoleret set er det jo et ganske logisk træk. Desværre er det også udtryk for statslig vanetænkning, og tiltaget vil af flere årsager ikke få succes.

Og hvorfor så det?

Der er ingen tvivl om, at mange danske virksomheder mangler kvalificeret arbejdskraft. PwC har for nyligt offentliggjort friske tal, der viser, at manglen på kvalificeret arbejdskraft koster danske virksomheder 10 mia. kr. i 2019. Problemet er bare, at man ikke sådan uden videre kan fylde tomrummet ud med udenlandsk arbejdskraft, fordi der er flere forudsætninger, der skal være opfyldt hos virksomhederne, før man med succes kan tage fremmed arbejdskraft ind.

Tag bare sproget som et oplagt eksempel. Flere store internationale virksomheder har engelsk som koncernsprog og tilbyder omfattende karrieremuligheder på tværs af landegrænser. Disse virksomheder har dog formentlig allerede effektive processer til at skaffe udenlandsk arbejdskraft, der ikke involverer offentlige jobcentre. Men hvad med alle de øvrige danske virksomheder, der også mangler arbejdskraft; taler man her engelsk til møder - og i kantinen? Eller har man en procedure for hurtig integration og dermed fastholdelse af medarbejderen? Analyser fra Foreningen Nydansker viser, at det ikke er tilfældet, selvom det faktisk er afgørende for, at den udenlandske medarbejder trives og dermed fastholdes over tid. Så længe forholdene ikke er gunstige nok på arbejdspladserne, vil regeringens indsats for at tiltrække udlændinge være nytteløs og måske endda kontraproduktiv. De dygtige vil fortsat undgå Danmark, og vi tiltrækker i bedste fald kun dem, der alligevel ville søge mod Danmark af andre årsager.

Løsningen er en pull-strategi frem for regeringens push-strategi. Med andre ord starter succesfuld tiltrækning af udenlandsk arbejdskraft ikke med et eksternt fremstød i form af jobcentre, men derimod med at virksomhederne bliver mere bevidste om, hvordan de dygtige udenlandske medarbejdere tiltrækkes og fastholdes.

Vi får via vores jobportal JobDanmark.dk dagligt henvendelser fra udenlandsk arbejdskraft på trods af, at jobportalen alene er dansksproget. Jeg vil formode, at det samme gør sig gældende for andre jobplatforme. Min pointe med dette er, at når en virksomhed er klar til at modtage den udenlandske arbejdskraft, så er det nemt at eksponere sig over for det rette publikum og finde den ønskede arbejdskraft. Interessen er derude – vi mangler blot virksomheder, der er parate til at modtage medarbejderne på den rette måde!

Derfor behøver vi altså ikke et ekstra statsligt organ i Øst- eller Sydeuropa. Hvis pengene brænder i lommen på regeringen, skulle man hellere bruge dem på at oprette netværk målrettet udenlandsk arbejdskraft med henblik på en hurtig integration i det danske samfund. Man kunne samtidig lave en certificeringsordning, hvor virksomheder kunne opnå certifikat til udenlandsk arbejdskraft målt på fastholdelsespolitikker, virksomhedskultur, etc. Gerne med adgang til konkret vejledning til virksomhederne. Et sådant certifikat ville være et godt tiltrækningsparameter, som nemt kan bruges, når man markedsfører sin virksomhed i udlandet.